Her er hvad der skete: Hvad der skete var her. Her skete med fuld kraft.
Hvad der skete her var at jeg fik arbejde, og det er ikke sådan noget der bare lige sker, ikke af sig selv, ikke længere, men det skete altså: Jeg fik arbejde på et badehotel.
Et badehotel.
Det havde jeg ikke lige set ske, det var ikke sådan jeg definerede mig selv, som sådan en der arbejdede sådan et sted, for så vidt som ens arbejde overhovedet
definerer hvem man er. Og det gør det nu alligevel et sted, ikke, specielt når det arbejde man tar så er et der ligger ret fjernt fra hvordan man ellers så sig selv: Så blir man sådan en der tar sådan et arbejde, selvom man ikke er sådan en, og det er så det der definerer en, at man gør det.
På den første vagt på badehotellet slog lynet ned.
Vi stod inde i gildesalen og betragtede benovet tordenvejret ude over havet, mens det kom nærmere og nærmere, og så sagde det BAK! og vi ku se lynene
trække ned igennem salen hvor vi stod, tykke tov af hvidt lys i et splitsekund.
Så gik brandalarmen i gang, og så måtte vi slukke den. Så kom gæsterne ned og sagde at lyset var røget på første sal, på anden sal, i annekset; de kom ind
ude fra køkkenet og sagde at der var et lysstofrør der hang og spruttede gnister og sort røg ud; de kom ned fra værelserne og klagede over at telefonen ikke
virkede og deres fjernsyn lugtede brændt, og jeg måtte op og trække stikkene ud af fjernsynene for at de ikke sku bryde i brand rigtigt, stille dem ud i gården i
sikkerhed. Og så regnede det ind på nogle af værelserne og ned i gildesalen, og jeg måtte rundt med spande til vandet og rokere rundt på gæsterne, og vores IT
var nede, det hele var blevet ristet en gang.
Det var min første aften på sådan et arbejde som egentlig ikke var mig rigtigt.
Det er det ikke, men det ku være en god begyndelse på en historie.
En god begyndelse på en historie
“Det ku være en god begyndelse på en historie,” sagde han.
Og nu kan jeg ikke engang huske, hvad det var jeg havde sagt, som han mente ku være en god begyndelse på en historie, bare at jeg tænkte for mig selv at nej, gu ku det ej, det ville være en rigtig nu-skal-du-bare-høre-begyndelse. Sådan en, hvor det er så åbenlyst at man skal blive fanget ind, at man som læser føler sig udnyttet, voldført og brugt allerede inden man er kommet i gang med hvad det nu end er for en fortælling, og man kan smage den der følelse af at det bare var det, og der var virkelig ikke mere i det, som man vil komme til at sidde tilbage med bagefter, bare fordi der er nogen der har haft lyst til at vise at de ku fortælle en historie der ku fange en så længe den varede.
Men det var en udfordring fra hans side, det ku ikke tas på nogen anden måde. Det var ham der var den etablerede forfatter, ham der netop vidste hvordan man sku fortælle en historie, og som nu gav den udfordring til mig: Skriv sådan en historie. Og jeg havde absolut ingen intentioner om at skrive den type historie, det var fint nok for mig at det var sådan han gjorde, at han syntes at det han havde at fortælle bedst ku fortælles på den måde, det var bare slet ikke mit game. Jeg var overbevist om at der måtte være en anden måde at gøre det på, en der var mere respektfuld overfor læseren, hvilket i sig selv var en abstrakt nok tankegang, for hvis der var noget jeg ingen grund havde til at bekymre mig om, så var det mine læsere, fordi de var strengt fiktive. Dét ku jeg så til gengæld godt bekymre mig om at de var, men det jeg først og fremmest gjorde mig tanker om var altså det rent hypotetiske læserforhold, som jeg for alt i verden ikke ville forulempe. Derfor min ærbødige tilbageholdenhed med at falbyde mig selv og forsøge at indfange nogen som helst på nogen måde. Det var mere rent på den måde.
Hvis jeg nu endda ku huske den sætning jeg havde sagt, så ville bare det at jeg altså åbenbart var i stand til at formulere sådan en sætning, som en der brugte den slags sætninger med nogen succes mente var en god begyndelse, vel være en indikation af at jeg var på rette spor. Men hvis jeg havde kunnet huske den, så ville jeg osse kunne udpege hvad det var jeg mente der ikke var godt ved den, og ud fra det måske endda gøre mig en forestilling hvad jeg så mente ville være en passende begyndelse på en historie. Selvom det ikke nødvendigvis er sådan.
Jeg mener vi talte om at gå i søvne, eller det ved jeg vi gjorde, men jeg mener det var i den forbindelse han sagde det, så det er sikkert ikke helt galt at antage at sætningen har været noget à la: “Jeg har gået i søvne to gange i mit voksne liv.” For det har jeg. Men det er ikke en god begyndelse på nogen historie, synes jeg, fordi det netop skaber sådan et anslag, hvor nu-skal-du-høre-hvad-der-skete, og søvngængeriet vil uvægerligt blive gjort til et billede på en mere generel tilstand man har befundet sig i på det tidspunkt eller sådan noget. Så kan man kalde historien ”Søvngængerdage”, og temaet vil så være noget med at den tid den beskriver var en tid udenfor tiden, man var ikke herre over sine egne handlinger, derfor kan alt tilgives og slås hen som ingenting. Som søvngængeri: Lidt aparte, bevares, men ikke bevidst skadeligt for andre end en selv, og på den måde er det en tilstand, hvor man blir lidt som et barn, en der ikke kan ta vare på sig selv.
Man behøver faktisk slet ikke læse videre efter den begyndelse, fordi den nysgerrighed der er blevet pirret hos en, den kan aldrig blive tilfredsstillet på en måde der står mål med de billeder man allerede har dannet sig af søvngængeren. Og man gider egentlig heller ikke læse en konklusion, hvor det hele absolut skal gøres til symbolik for et eller andet, en ungdom der holdes evigt ansvarsløs, fordi den er smuk og ikke ved hvad det er den gør, bare vælter sig igennem sin unge tilværelse uden at ænse andet end dens egen boble. Så man kan faktisk bare læse den første linje, hvæse: “Det her, det blir noget bras!” og så dramatisk kaste bogen igennem henover stuegulvet, alternativt Ctrl+W’e med et lille smæld på W’et fra en foragtende pegefinger; mindre drama, mindre oprydning.
Det er under alle omstændigheder ikke noget rigtig stort, dårligt nogen historie overhovedet: Jeg gik i søvne to gange indenfor en måneds tid, mens jeg boede til leje hos en fyr der havde en massiv moderbinding kørende, sådan hvor moren kom og ryddede op på hans værelse når han ikke var der, lige sad og fik sig en kop kaffe og en smøg og kiggede hans regninger igennem, inden hun gik igen og hilste afmålt på mig på vej ud. Begge gange vågnede jeg ved at entrédøren smækkede bag mig, og så sku jeg bruge et stykke tid på at banke min sambo op, så han ku lukke mig ind igen. Der er en art sluttet ring i det, for jeg gik i søvne den første gang,
og alle i min omgangskreds morede sig over det da jeg fortalte det, fordi det var så åndssvagt; så gik en af mine venner i søvne og vågnede helt nede på gaden, hvor han måtte låne en telefon af en hundelufter for at ku ringe til ham kammeraten han sov hos, og som konsekvent ignorerede dørklokken om natten, fordi der lå en hashklub i naboopgangen; og så gik jeg i søvne igen, og så var der aldrig nogen af os i omgangskredsen der gjorde det igen.
Hvis der overhovedet sku nogen historie ind i det, så sku det ha været noget med at jeg drømte at min sambo var sammen med min kæreste, og at jeg gik og ledte efter dem i drømmen og var kommet til at gå i søvne af den grund, og at jeg så, da jeg vågnede ved at entrédøren smækkede bag mig og stod derude i opgangen og ikke ku komme ind igen, blev i tvivl om det var noget jeg havde drømt, eller om de virkelig lå derinde i lejligheden og var sammen. Eller stod op ad væggen, hvad ens kæreste nu gør af forunderlige ting, når hun er en utro. I hvert fald sådan noget med at jeg ude på trappen ville ha syntes jeg ku høre dem derinde, og jeg ville ha været ude af stand til at gøre noget ved det, lukket ude fra mit eget liv, simpelthen, fuldkommen magtesløs. Og ud på morgenen ville en af dem så lukke mig ind og se ud som om han eller hun lige var vågnet, og jeg ville ikke ku vide om det virkelig var noget jeg havde drømt eller ej, ville ikke ku stole på nogen af dem, og i løbet af de næste par uger ville jeg være mere og mere anklagende imod dem, det ville blive trættende for dem, og til sidst ville min kæreste skride og min sambo be mig om at finde et nyt sted at bo, fordi det her ikke rigtig fungerede længere.
Og det ville så være min sidste nat i den lejlighed, hvor jeg lå og sov mellem flyttekasserne, luften tung af pap, der stod stod og åndede i rummet som en anklage mod mig eller et løfte om at alt nok sku blive bedre nu; det ville være den nat jeg gik i søvne for anden og sidste gang. Det ville være den samme drøm, og det ville bekræfte mig i at jeg havde haft ret, at det ikke bare var noget jeg drømte, uagtet at det lige præcis var det jeg gjorde, men jeg ville ikke ku
overbevise nogen om det, ingen ville tro på en søvngænger, alle ville slå det hen, og det ville jeg være alt for udmærket klar over. Ude af stand til at ta vare på mig selv, ude af stand til at forsvare mig selv. Og jeg ville resigneret vente på at min sambo vågnede og lukkede mig ind, denne gang med et smøret smil, ikke overrasket, og der ville være noget ved det smil der ville afsløre en hel masse, men jeg ville være bevidst om at det ikke nyttede noget at kæmpe imod og bare gå ind i min seng igen og sove der for sidste gang, inden jeg rykkede videre, brød boblen.
Det ville ha været en historie så: Ikke nødvendigvis en der ville sige nogen særlig meget, jeg ved ikke hvad sådan en historie sku sige nogen, men den ville ha været formfuldendt, der ville ha været lidt reminiscenser af nogen andre klassiske historier i den, som ville ha forlenet historien selv med et skær af klassisk fortælling. Men altså, jeg gik bare i søvne. Den væsentligste forskel på de to gange, udover at det føltes endnu mere åndssvagt at gøre det anden gang, var at anden gang var jeg nøgen, og det var betydeligt sværere at vække min sambo. Jeg nåede til det punkt, hvor jeg overvejede om jeg sku dække mig til med den borgerlige morgenavis der lå på naboens dørmåtte og gå ned i kiosken for at låne telefonen og ringe til min kæreste eller min sambo, lige vade ind i kiosken iført en avis midt om natten midt om vinteren midt på ugen og satse på at de ikke ringede til strissen eller smed mig ud. Eller om jeg bare sku dække mig så godt som muligt til og prøve at sove videre ude i opgangen, indtil nogen vågnede, håbe på det ikke var en af naboerne. Men så fik jeg dem alligevel banket op inde i lejligheden, så.
Billedet af ham den unge mand der ligger nøgen i en opgang i et mondænt kvarter, nødtørftigt tildækket af en borgerlig avis, trods alt før de gik over til tabloidformatet, er egentlig OK, det er ikke helt ved siden af, men det er på den anden side ikke noget som andre død og pine må og skal læse. Der er er ingen historie, der er bare et billede. Det siger os ikke noget om noget, andet end at livet er meningsløst i lange perioder.
Det er en rigtig, rigtig dårlig slutning på en historie.