Mormor bor i bornholmeruret i vores spisestue.
Det er indrettet som en huslejebeskyttet treværelses på Amagerbro
med frynser, tykke kinesiske gulvtæpper og duften af tandsmør på kinderne.
Hun sidder tålmodigt derinde i en stor, grøn lænestol,
hænderne foldet på den runde mave,
og et søvnigt smil, som spilder ud over hendes ansigts filtbetrukkede kanter.
Vi støver af og lufter ud i bornholmeruret hver jul,
og hver gang vi spiser bolsjer,
og hver gang mor har brug for det,
og hver femte maj.
Der er altid klar til gæster hos mormor.
Så i dag serverer hun klejner og historier fra krigen og afbryder lige pludselig:
”Nej, der er aldrig nogen, der har sagt, at Dronning Margrethe ikke var flot,”
selvom ingen har nævnt Dronning Margrethe
under dette tiltrængte besøg.
Alle ved, at mormor er hemmeligt stokdøv,
men det skal ikke stoppe hende.
Hun gætter blot på, hvad vi andre vil høre hende sige,
og hun gætter altid rigtigt.
Det fælles suk, efter vi har grinet færdigt,
forstummer med et solstrejf gennem bornholmerurets glasmosaik
og afløses kun af messingpendulets dæmpede tikken.
Et fyrfadslys på blondedugen holder tekanden lun,
og fra krukken på hylden, som hun har fyldt,
tager vi hver et bolsje til.
Alle ved, at mormor har været død i otte år,
men det skal ikke stoppe hende.