Blodet dryppede ned i en spand. Bare sådan en ganske
almindelig plasticgulvspand. Ikke meget. Det meste var
afdryppet. Blodets løbebane skabte klistrede klumper af hår.
Stikket var i nakken. Her havde det formodentlig piblet fra det
meste af natten. Der stod skåret flæsk, tørrede pærer,
allehånde, merian og løg i en skål på bordet ved siden af den
ophængte krop. Alt parat. Han huskede det tydeligt fra sin
barndom. Når far hakkede hul i slagtesvinets nakke, og det
varme blod strålede ned i gryden med rugmel. Det var helt sort.
Sårskorpers blod. Varmt dampende ned i gryden, mens
tyngden fra dyret strakte rebet der var bundet omkring lægten.
Strintene på fars træsko lagde sig ovenpå det sorte læder,
strintene på ladens grå, støvede betongulv, sorte huller i ladens
fundament. Han ventede hvert øjeblik at laden ville styrte
sammen om dem, Guds straf eksekveret ved syndens
fuldbyrdelse. Hvem beder, hvem beder for de døde dyrs
himmerigsfart? Ær din far og din mor, sådan som Herren din
Gud har befalet dig, for at du må få et langt liv, og det må gå
dig godt på den jord, Herren din Gud vil give dig. Han foldede
sine hænder i smug nede i sine smækbuksers lommer mens
dyret dryppede af. Det er tredje år i træk, sagde Nielsen med
hul stemme. Han nikkede alvorligt og bad dem sikre sig at alle
spor var fundet inden de tog kroppen ned selvom han godt
vidste at de ikke ville finde noget. Det havde de ikke gjort de
sidste to år. Fuldmånen oplyste natten, men gemte sporene i
skyggerne. ”Måneslagteren” havde lokalsprøjten allerede sidste
år døbt ham (som om Gud ville tage imod sådan et menneske).
Nu kom de landsdækkende rendende. Han kunne se blodet
opløse jorden under ham. ”Inkompetent”. Hans eftermæle var
sprunget læk, og bedrifterne gennem årene fossede ud i en
gulvspand af plastic. Manden med leen havde høsten i hus.
Hvem beder, hvem beder for slagtemånedens ofre?