Kasper Bjerre: CIRKEL 2018

Der er en cirkel hvor jeg ønsker det
jeg har valgt at den skal være
midt på væggen i stuen
at den skal gå ind over maleriet
og dække hylden med magasinerne
cirklen er fyldt med hvidt lys
der ikke lyser rummet op
men lukker sig om sig selv
lyser indad
ud ad cirklen kan jeg bestemme ting
ridsede Turtlesfigurer
Anders And blade organiseret efter årstal
93 92 91
solcreme og kiks
basketkort
CDer med TV-2 og 2pac
tigere der løber rundt og rundt og rundt og bliver til smør
min mormor som yngre end mig
hendes stærke arme der løfter mig op over Amager
jeg kan bestemme det gamle sommerhus frem i Rørvig
det vælter ud ad cirklen
og er ikke længere revet ned
jeg går ind ad døren der binder igen
på bordet ligger et brev med mit navn på
jeg åbner det ikke
jeg gennemsøger skufferne i køkkenet
til jeg finder lommekniven
den har den samme tegning på begge sider
en cowboy med en gul cowboyhat
jeg folder den rustne kniv ud
og skærer cirklen
ned fra væggen i stuen
jeg lægger den på gulvet
som et hul i en frossen sø
jeg hopper ned i cirklen
med fødderne samlet
og armene ind til kroppen
lyset plasker op bag mig
jeg fylder 0 år
jeg fylder alt
 
 
 
 
 

Flere bidrag