Katarina Le Müller – Digte

I dag

spiser alt det jeg ikke må 

(gluten, mælk)
og gør alt det
jeg ikke burde 

(skrive, drømme, rode)

finder lykken
i papirrester 

og blæk


lykken er at
finde sig selv og 

sin barnlige glæde


midt i en verden 

(hverdag)
der har glemt
at lykken 

ikke nødvendigvis er 

at lykkes




I går

støvsugeren brændte sammen 

den var også gammel
og vi havde været
lidt hårde ved den


min mormor døde 

også i går
hun var også 


gammel


vi bestiller en ny 

støvsuger


jeg troede at den dårlige samvittighed 

ville forsvinde
med hende
men det er som om

det er det eneste 

hun efterlader


sammen 

med


89 år og 11 måneder 

og otte kvadratmeters 

levet liv




Jobsamtale

jeg er et fatamorgana af talte ord og
varm luft jeg er udåndinger som andre 

modtager som sandhed jeg er en illusion 

der skabes mellem mennesker jeg bygger 

på en borg derhjemme i skriften et ståsted 

en base et hjem der er mere end hvad andre 

ser mig som




Vinter

jeg læser
alt om kærlighed
min moster
taler om hormoner
du ligger blåhudet
med en begyndende hvid trekant


af tiden 

tilsandede 

øjne


over din seng 

dit selvportræt 

din krop
et lærred tegnet 

af livet

og hospitalet 

din seng
en 

installation


jeg ser det hele i billeder, jeg overvejer at tegne dig, jeg overvejer om det her skal 

skrives ned (jeg gør det, skriver det ned, i bilen på vej hjem)


bell hooks siger at kærlighed er at elske, det er handlingerne knyttet til det ord,

kærlighed, det er det at drage omsorg, at styrke, at tage imod og give, at hvis et af 

elementerne ikke er der, så er det ikke kærlighed


den kærlighed jeg ikke fik, men alligevel ser jeg hvordan de holder din hånd


en hæklet grøn engel 

efterladt af kvinden med 

de kolde hænder
som besøgte
sin gamle mors
døende veninde




Vinter II

kærligheden
som i
når du ser på mig
i mildhed
ser jeg ligesådan
på mig selv
kærligheden
som i
du betød
så meget
kærligheden
som i
alt det kunne jeg have fået 

men måtte finde det
selv


Flere bidrag