Kenneth Krabat: Et brev

Kære tyrkiske minaretforstærkeranlægsoperatører,

efter at have tilbragt 5 uger med balkonudsigt til jeres smukke landskab, hvor den mindste lyd i den neden for liggende fiskerby forstærkes ved sit møde med bjerget, jeg opholder mig på toppen af, og kastes tilbage fra den over for bjerget udstikkende halvø, og dertil måske forhindres absorbtion af det hårde vaskebræt, som vandoverfladen er for hvad som helst der rammer den, vil jeg gerne anmode om at få sat et andet bånd på. De 5 daglige 4 minutter og 17 sekunder, hvor Profeten Mohammed er Guds yndling i 120dB ud over hele landskabet, kan umuligt være det eneste båndloop, I ligger inde med?

Manglen på variation gør, at jeg nu automatisk er begyndt at synge med på ordene, jeg ikke forstår, omend indholdet formodentlig ikke er til at misforstå. Jeg er dog med tiden begyndt at tænke, at I egentlig ikke vil gøre mig glad med jeres hyldest af Allahs udsending, men snarere vil inficere mig med en dårlig ørehænger, som I i minareten tilfældigvis er meget glade for.

Efter at have fået et lille træ kastet ind på terrassen, da jeg med lidt hjertemusik fra Amália Rodrigues forsøgte at drukne lyden den 170. gang, er jeg kommet i tvivl om, jeg kan klage over genren. Men har I ikke andre bånd liggende? Eller måske en gang imellem en levende muezzin til at spiffe festen lidt op? Det kunne da være festligt!?

De bedste hilsener fra en midlertidig nabo,
kenneth k
 
 
 
 

Flere bidrag