Cerro Rico
Så sidder vi her i Potosi
og griner af hvordan vi engang
skal sidde på et plejehjem
halvdemente og fortælle hinanden om
at jeg engang har været i Bolivia
og i Potosi
hvor minearbejderne kun bliver 40 år
og den gamle kolonimagt tager 90% af indtægterne
som de har købt for parlamentets sjæle
her hvor Europas krige og sølvmønter
i 300 år blev født før de fandt hjem
og minearbejdere ikke så sollys i tre måneder
hvis ikke de blev taget af djævelen “El Tío”;
herskeren i minen hvor Guds lys ikke kan trænge ind
Jesus og Maria må efterlades udenfor ved alteret
I minen bliver moder jord Pachamama
penetreret af djævelen
og sølvårer bliver til
sådan et fund kan ændre et liv
derfor laver minearbejdere pagter med djævelen
Og sølvtårer flyder fra Cerro Rico
hvor Daniel møder sin far
Hver dag viser han dristige turister rundt
der giver dynamit og cigaretter
til minearbejdere der joker med
at de vil kneppe os hernede og griner
og takker for vores gaver
mens eksplosioner høres i Pachamamas udsultede vægge
en mand falder ind under minevognen
*
Jeg ligger syg i La Paz
langt væk fra en italiensk bjerglandsby
de ufærdige husfacader der giver turisterne højdesyge
de tusinde ledninger flettet sammen over hvert lyskryds
Mañana mañana
Der bliver jeg rask
den grimme storby
med heksemarkeder
eliksirer og lamafostre
just in case
korsets tegn og alterrøgelse
bilos og smog
jeg er syg i denne by
jeg vil ud at se templerne
klippeørkenerne, junglen
det er ikke langt væk
men La Paz nænner mig det ikke
i stedet ligger jeg i min sovepose
Wild Rover Hostel
slår blikket ned for de andre
der kommer hjem og føler sig eksotiske
når de snakker med hinanden i baren
med munden fuld af burger
Lad mig fare vild i grimme La Paz
den ærlige storby
hvor lommetyvene står klar ved San Fransico-kirken
El Alto hvor de døde mennesker ligger i skuffer
og de fattige stjæler udsigten fra gringoerne som mig
La Paz får alle andre byer til at ligne klicheer
Paris’ forlystelsespark
Venedigs forlystelsespark
La Paz tilhører ikke mig
La Paz mañana mañana
*
Jeg presser telefonen mod øret
mens indtørrede grin og undertøj
ligger udspændt over to kontinenter
hvor kærligheden kun fås på simkort
Rosenstilkene mine øjne vandrede på
plukker jeg nu som markblomster i en anden tidszone
hvor Københavns gader kun høres
som en svag susen i Andesbjergenes ruiner
Det er som om du har været her
når jeg kigger mig tilbage
for kun at se dine pixels flyve forvirret gennem luften og forsvinde igen
indtil minderne blot er et kamera
glemt på en vindblæst togstation
hvor du står og venter