Heromkring er en årstid på vej. Fra sin begyndelse er dagen forslugen, den kræver at jeg fylder den ud til kanterne, med nye kartofler, blanke fisk. Dagen og dagene kræver nøjagtige optegnelser. Det er derfor jeg spørger om vi skal hænge lidt ud? mellem 16 og 17:45. Der hang vi lidt ud, kan jeg oplyse. Mine ribben strammer om den sult, der vil suge saften ud af det spage fremmede. Sulten vil have en creme til sine tørre felter, noget der er rigeligt, mere end nok, en fløde. Sulten taler kun til mig om fløde, det er det den vil, svøbe sig, svøbe mig, i en hvid hinde. For vinteren, og andre slags vinterheder.
Skinne er det smukkeste ord, solens stråler og jern under toget. Eller selv skinnerne skinner.
Jeg tænker på min venindes nyrer, lader billedet lyse frem og tilbage, på de foregående og efterfølgende billeders lys. Når min veninde og jeg følges ad, ved jeg, at mine ører vokser og hendes ben bliver kortere. Jakkerne bliver trekantede og falder ind i en rytme. Når jeg følges med min bror er det mit ansigt, der er trekantet, det bliver ivrigt og spidst. For at vi skal blande vores sætninger på gaden. Vi ser at sweatrene blafrer om fodgængernes overkroppe. Mel er det sarte pulver lysere end asken.