du skriver i brevet
at du kan se
fuglen der bor
i birken
jeg husker dengang
jeg åbnede dit
pigesind
i et sprog
det blødte
og klistrede
som harpiksen
der løber ned af
træets fod
jeg drømmer om
at bo i dit navn
og skrive digte
som fugleæg, der falder fra reden
Jeg ser dig
når jeg om efteråret går ud
til træerne der står
skrabet ned til skeletter
og ind mod City
hvor bilerne kører
tusinde af farver
ind bag blikket
når morgentimerne kommer
dryssende og bartenderen
hænger over disken
som en violblå dug
der har hængt der for længe
jeg er på vej hjem
og gaderne er sammenkrøllet
sølvpapir og jeg ser dig