efter talen, kondolationerne, klippede jeg uroer ud af dit ansigt
nu hænger du der og blinker, foran solen i de morgener
det nu er mig der vågner i
lyset bryder gennem et fugtigt spindelvæv i mit åbne vindue
i drømmen var jeg en fremmed, nu vågner jeg og er det stadig
det er mest hænderne, de er blevet så grove
de følger edderkoppens spinkle krop
og overlever edderkopper overhovedet den slags fald
der er alle dyrene at tage hensyn til, der er komælk i kaffen
kryb der kreperer nede på græsplænen og heroppe
den meget friske luft
jeg er blevet så god til at at huske alle tre måltider
men at huske vores eget navn
det at man bør udlufte regelmæssigt, tage rigtige piller til den rigtige tid
drømme tv-seriers navnløse karakterer, ikke isen der smelter fra fjeldene
det er som at skulle balancere hvidt papir mellem hænderne
uden at bøje det, uden at skære sig på kanterne
min fars mørke render under mine egne øjne spiller det drømte
for en engang nyfødt mens edderkoppens tråde
mens de spinder fra øjnenes vipper