Maleren kaster sig fra Arkadia ind i den sorte baggrund. Goya rækker ham en afhugget hånd. Maleren ser processioner af dødninge i gevandter hen over himlen. Jorden skælver og Goya smiler et smil, der foruroliger maleren. Maleren ser Goya ind i øjnene og ved ikke, hvad han ser.
Tandløse fjæs, udmagrede oldingekroppe, der vrider sig som maddiker. Horisonten er opfyldt af det ækle syn. De smaskende munde der åbner og lukker sig udfylder lydhorisonten. Saturn sidder pludselig foran ham, og blodet løber fra hans mund, mens han smider knoglerne fra den søn, han lige har ædt, på gulvet. En varm dunst af blod og fortærede muskler strømmer fra den mund, der er helt tæt på Maleren nu. Han vrider sig i kvalme.
Saturn bøjer sig helt ind mod Maleren, og han hvisker: “En mand i fuldstændig ensomhed er en kannibal, som fortærer sig selv! Hvis du ikke ved dette, hvad ved du så?”
Goya spørger maleren om han er okay. Maleren er fuldstændig sindssyg. Maleren byder ét, de jordiske love det modsatte. De taler sammen uden at tale sammen. De rører hinanden uden at røre hinanden.
Maleren vender sig mod Goya, som smiler dette vidende smil. Maleren ser Goya ind i øjnene, og ved ikke, hvad han ser.