Martin Fredberg: Tre digte

Vinden
bag ribbenene
i morgenmørket
i det halvhejste flag
på mågevej
mellem sten
stadig frost i græsset
knækker under skridt
som gik vi på stubmarker
i september
den sommer vi sov så tæt
i hybenlyset
i det lille brune telt
det modsatte af en kiste

 
 
 
 

En flue sort
mod det hvide loft
bekræfter at stilheden
kun næsten findes

fra hånd og hår
en duft af opkast
ganske naturligt
lige nu

har hængt en stjerne op i stuen
ved siden af
hænger skjorterne
tørrer langsomt i vintersolen

elske højt
tænk at kunne det

det hvide lys
et tyndt slør af enkelhed
ligger sig som støv
over ærmer
negle og sekunder
som var de møbler
i et hus
i en film

fluen igen
måske et punktum
en slutning uden ord
sprogets afgrund

inden længe forsvinder du
iført praktisk tøj
bag et ansigt der ikke er dit

 
 
 
 

Nu kaster efteråret sig ud fra tagene
og på cykel
gennem byens blå himmellys
er ansigtet
et blad i vinden

tænk at glemme det

blikke
mellem graner og glas
dråber der falder vandret
dem der tør se
får hinanden i øjnene
tårer der løber indad

vende sig væk
og i et kort øjeblik
mærke angsten
for igen
kun at være sig selv

nedenunder venter vinteren
lander som perler af is
på rævens ryg

 
 
 

Flere bidrag