Det er, som om 2020 aldrig kom rigtig i gang. Både Danmark og det meste af verden har været helt eller delvist lukket ned i et halvt års tid, og da der langsomt blev åbnet op igen, gik mange på sommerferie. En sommerferie, hvor der er blevet rejst mindre end sædvanlig. Derfor har 2020 for mange også været et år præget af en sælsom blanding af frygt for det uvisse og uendelig kedsomhed. Er man privilegeret nok, har en af 2020s største udfordringer været, at man har opholdt sig for meget i sit eget hjem.
Her kan litteraturen være behjælpelig, både med frygten og kedsomheden. Bogen er både et fysisk velkendt objekt og læsningen en vant aktivitet at holde fast i, når tiden er usikker. Og så tilbyder litteraturen en verden at rejse ind i og rundt i, når det ikke er muligt at rejse selv. I starten af nedlukningen læste jeg alle Dumas’ bøger om De Tre Musketerer, og nød hvordan karakterernes hele spillerum, med alt hvad det indebærer af sociale koder og samfundsstrukturer, virkede så uendelig langt væk fra mit eget. Hvordan jagten på dronningens diamanter er en eventyrlig og farefuld færd, som karaktererne i fællesskab kaster sig hovedkulds ud i. Undervejs får de penge, og mister dem lige så hurtigt igen. Tager elskerinder, men er for det meste hurtigt videre. Tager kampen op mod alle, høj som lav, der på nogen måde står i vejen for dem eller betvivler deres ære. Og så er de videre igen. En duel er et lille undseeligt kapitel for dem. Det er en befrielse at læse om et sådant drama, som bliver taget så let. Senere læste jeg HHV FRSHWN af Hanne Højgaard Viemose, som med sine smukke beskrivelser af Island giver længsel mod naturen og det ukendte. Og med en humoristisk invitation ind i et forvirret hoved også gav mig lyst til at omfavne eget nedlukningsvanvid. På en kærlig måde. På ”du gør hvad du kan”-måden.
I et sommerhus i Marstal på Ærø begyndte jeg at læse Vi, De Druknede af Carsten Jensen. Fortællingen tager udgangspunkt i Marstal, men bevæger sig over hele verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sømændene dengang omkring 1900-tallet har været usædvanlige med deres kendskab til fremmede kulturer, mens vi nu er generationer, der rejser som det mest naturlige i verden. Og lige præcis derfor bliver fremmedgjorte, når vi pludselig ikke har muligheden. Så må vi rejse gennem bøgerne. En god empatisk øvelse, som med al sandsynlighed ikke bliver mindre nødvendig fremover.
Nu går sommeren på held, og for de fleste starter hverdagen op igen, mere eller mindre som man kender den fra før corona. Måske vågner 2020 op til dåd og giver os fire forrygende måneder at slutte af på. Men ellers har vi altid litteraturen.
På Slagtryk har vi fået fire nye medlemmer af Redaktionen: Astrid, Mau, Lasse og Olivia. Det betyder også at der kommer til at ske en masse forandringer og nye tiltag, som vi glæder os til at dele med jer. Vi glæder os til at tage fat og dele en masse spændende ny litteratur og læseglæde med jer!
Her kan litteraturen være behjælpelig, både med frygten og kedsomheden. Bogen er både et fysisk velkendt objekt og læsningen en vant aktivitet at holde fast i, når tiden er usikker. Og så tilbyder litteraturen en verden at rejse ind i og rundt i, når det ikke er muligt at rejse selv. I starten af nedlukningen læste jeg alle Dumas’ bøger om De Tre Musketerer, og nød hvordan karakterernes hele spillerum, med alt hvad det indebærer af sociale koder og samfundsstrukturer, virkede så uendelig langt væk fra mit eget. Hvordan jagten på dronningens diamanter er en eventyrlig og farefuld færd, som karaktererne i fællesskab kaster sig hovedkulds ud i. Undervejs får de penge, og mister dem lige så hurtigt igen. Tager elskerinder, men er for det meste hurtigt videre. Tager kampen op mod alle, høj som lav, der på nogen måde står i vejen for dem eller betvivler deres ære. Og så er de videre igen. En duel er et lille undseeligt kapitel for dem. Det er en befrielse at læse om et sådant drama, som bliver taget så let. Senere læste jeg HHV FRSHWN af Hanne Højgaard Viemose, som med sine smukke beskrivelser af Island giver længsel mod naturen og det ukendte. Og med en humoristisk invitation ind i et forvirret hoved også gav mig lyst til at omfavne eget nedlukningsvanvid. På en kærlig måde. På ”du gør hvad du kan”-måden.
I et sommerhus i Marstal på Ærø begyndte jeg at læse Vi, De Druknede af Carsten Jensen. Fortællingen tager udgangspunkt i Marstal, men bevæger sig over hele verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sømændene dengang omkring 1900-tallet har været usædvanlige med deres kendskab til fremmede kulturer, mens vi nu er generationer, der rejser som det mest naturlige i verden. Og lige præcis derfor bliver fremmedgjorte, når vi pludselig ikke har muligheden. Så må vi rejse gennem bøgerne. En god empatisk øvelse, som med al sandsynlighed ikke bliver mindre nødvendig fremover.
Nu går sommeren på held, og for de fleste starter hverdagen op igen, mere eller mindre som man kender den fra før corona. Måske vågner 2020 op til dåd og giver os fire forrygende måneder at slutte af på. Men ellers har vi altid litteraturen.
På Slagtryk har vi fået fire nye medlemmer af Redaktionen: Astrid, Mau, Lasse og Olivia. Det betyder også at der kommer til at ske en masse forandringer og nye tiltag, som vi glæder os til at dele med jer. Vi glæder os til at tage fat og dele en masse spændende ny litteratur og læseglæde med jer!