Mette Engsted – Dagsorden

Jens sidder på sin faste plads
der står et krus kaffe foran ham, hænderne under bordet
han ser ned i kaffen
det hvide plastikkrus holder ham tilbage
hvis han vil have kaffen, er han nødt til at gribe fat om kruset
det kan han ikke, for han kan ikke lide hvidt
hvidt betyder fred
når man får fred, er man død
lig er hvide
hvis han rører ved kruset, dør han
han ser op og hilser på mig, men hans blik farer hurtigt videre og
ender på et billede på væggen
alle fire vægge er hvide
billedet er det eneste, han kan hvile øjnene på

Vi skal eksponere
Julie, Christina og Tim skal ud på toilettet
røre ved toiletbrættet og vente 5 minutter før de må vaske hænder
Casper skal køre med elevatoren
Jens skal drikke kaffe
som lektie har jeg skrevet nogle ord, jeg ikke bryder mig om (jeg bruger udtrykket ”bryder
mig om” i stedet for ”kan lide”, fordi jeg ikke bryder mig om ordet ”lide”)
det er meningen, at jeg skal læse ordene
lade ubehaget, tankerne og billederne skylle over mig
udspille sig i mit hoved
det er meningen, at jeg skal tro på, at det kun er tanker og ikke noget, jeg får til at ske lige nu
at jeg skal lade være med at lave mine ritualer
ikke banke ikke klikke ikke klemme
jeg skal læse ordene højt i dag
jeg skal sige ordene, lukke dem ud i verden, lade dem findes
bare som ord
jeg prøver:
død
min hals snører sig sammen, forsøger at trække vejret dybt
sorg
jeg kan ikke få vejret ned i lungerne, der er ikke plads til luften i min hals
kidnappe
jeg sætter farten op, synker
smerte
sygdom
spænder i nakken og i kæben
blodprop, blod, begravelse, brand
jeg kan se min Pelle, i flammer, han brænder, jeg kan ikke ikke-se ham, han vrider sig, skriger og græder. Mor!
tortur, lidelse, lig, fare
jeg sveder, spænder i skuldrene
jeg ved, at det slutter på et tidspunkt
for hvert ord, jeg læser, kommer jeg tættere på
ondskab drab mord tab ulykke uheld udrykning drukne kiste kors afsked farvel

Da jeg har læst det sidste ord, finder jeg straks et neutralt ord på tavlen
dagsorden, dagsorden, dagsorden
jeg puster ud, stirrer på ordet,
dagsorden, dagsorden, dagsorden
det er kedeligt, neutralt, der er ro i det
dagsorden, dagsorden, dagsorden
jeg mærker det, det lufter ud
skuldrene falder ned, jeg trækker vejret helt ned i lungerne, åbner munden let, løsner kæberne
dagsorden

Flere bidrag