Mette Norrie: Tre tekster

Skyggen af mandag

Mette Norrie

Bag enhver mandag ligger skyggen af alle de foregående og strækker sig, hvis man af og til føler sig betragtet når man er alene, skyldes det at de har samlet sig til en usynlig hær, tusind tilbageholdte åndedræt bag enhver dør man langsomt lukker efter sig.
 
 
 

Reglerne

Mette Norrie

Hvis bolden rammer solen skal man man dreje en omgang. Hvis bolden er af fjer skal den over nettet. Hvis nettet er en kurv skal bolden igennem det. Hvis der ingen bold er, er der andre ting der gælder:

Den der hopper baglæns ned ad trappen har vundet. Den der kravler højest op i træet har vundet. Den de ikke finder i skoven har vundet.

*

Der er giftigt alle steder hvor der ikke er helle. Der hvor der er helle, har alle helle, men den der råber helle først, har helle før de andre. Det gælder om ikke at blive opdaget. Hvis man opdages gælder det om ikke at blive fanget. Hvis man fanges gælder det om at blive reddet. Den der redder én skal man redde senere.

Hvis man er et hold og holdet vinder skal man dele præmien. Hvis man ikke deler præmien er man ikke et hold. Hvis holdet vinder er det ikke nogens skyld. Hvis holdet taber må man finde en skyldig. Den skyldige må man kaste sig over.

*

Det gælder om at løbe hurtigst. Det gælder om ikke at røre stregerne. Hvis man rører stregerne er man ude. Hvis man er ude må man vente en omgang. Mens man venter vokser de andre i point. Det gælder om at gribe hvis nogen kaster. Det gælder om ikke at blive ramt. Hvis man bliver ramt bliver man aldrig høvding. Hvis der er et mål må man ramme det. Hvis man rammer målet bliver man sol et par sekunder. Hvis man rammer solen drejer den en omgang.
 
 
 

Syv måder at åbne en dør på

Mette Norrie

/

Drej håndtaget langsomt, lydløst ned, åbn hastigt, glid gennem som en skygge.

//

Trom med knoerne, rytmisk, insisterende, vent utålmodigt på en stemmes “kom ind.”

///

Bank hårdt imod, hør efter trin bagved, og vent til den anden er helt tæt på, skub så døren hårdt mod kroppen der vil falde mens du selv går ind.

////

Storm imod fra den anden side af rummet, raml ind i og åbn så roligt som var intet sket

/////

Kig igennem nøglehullet og skriv alt ned hvad du ser. Skub så sedlen gennem åbningen, gå ind og læs den som en andens.

//////

Spark den op og bliv stående som den stod før slaget.

///////

Åbn ganske lidt på klem til solen falder gennem, kryb ind som var du strålen der faldt over gulvet.

Flere bidrag