Dygtig hund
Sidst jeg mindedes forfædrene, blev jeg meget hurtigt til en hund, der for op
på kirkegården og gravede dem op, så den fugtige jord stod om ørerne på mig.
Man kan ikke smække de døde en lussing
Kan du huske historien om Odysseus, der tog ned i dødsriget, for at spørge de døde
til råds. Måden han fik dem i tale på, var ved at slagte et lille dyr. For når de døde får
blod at drikke, kan de tale.
Dernede i dødsriget lever også forfædrene. To skikkelser af grå luft med dryppende
munde, der puffer og skubber for at komme til at meddele sig først, og de hulker
støjende og snøfter:
Vi vidste ikke, at det skulle gå så galt.
Hvorfor sagde du ikke noget?
Det var svært for os. Så svært, så svært. Det kan du slet ikke forestille dig.
Man kan ikke smække de døde en lussing. Prøv selv. Man kan beordre dem til at
tørre sig om munden, og så lusker de væk.
Nu kommer jeg til dig for at få råd: De døde er lette at få i tale. Hvordan slår man
dem ihjel, så de tier? Her er min arm: Tap blod og giv svar.
Thi de uelskede skulle blive til væske og hældes op i en kop
Nu kommer jeg og drikker dig.
Du er selv ude om det, min fine ven. Eftersom ingen går i forbøn for dig, er du min.
Og allerede derfor en elendig tørstslukker.
Hvor jeg dog længes efter at mærke en slurk af en højtelsket risle gennem min
strube!
De uelskede er for tyktflydende, når de kommer herud til mig.
Ja, det er dig jeg taler til. Værsågod at blinke med øjnene. Kan du stadig blinke?
Værsågod at snøfte. Værsågod at lade tungen glide hen over sprækkende læber.
Herude er du den eneste væske, og om lidt klæber tungen fast til ganen.
Så er der ikke mere at snakke om.