Jeg trænger til at se et ansigt. Her er mennesker, men de ønsker ikke at ses.
Det respekterer jeg.
*
De mest skeptiske havde givet os flere hundrede år, selv hvis vi intet foretog
os. Men det gjorde vi jo. Det troede alle, at vi gjorde. Vi så dokumentarerne, vi
iagttog statistikkerne og prognoserne, vi slugte rapporter og sange om kvoter,
men handlede ikke. Begrænsninger af udledninger, vedvarende energi,
genbrug. Det var nytteløst. Allerede da vi endelig begyndte at åbne øjnene, var
situationen så fremskreden, at ingenting, ingen indsats eller kraft, ville have
standset den. Vi har levet som døde i tre eller fire årtier. Selv da vi foregav at
handle, selv da insisterede vi på samtlige tilgængelige bekvemmeligheder, det
var en menneskeret. Det viste sig at være en kostbar menneskeret.
*
Midt i alt det askegrå og farveløse stråler de røde dæk, den forkromede
forskifter. Det er det, der er tilbage, intakt. Forstået på den måde, at det her
redskab, cyklen, stadig – midt i intetheden – giver en mærkelig form for
mening. Måske er det den blanke kæde, der forbinder bagkransen og
tandhjulene foran. Måske hjulene der ruller. Antonio Colombo har sagt, at
cyklen er ”et uendeligt projekt.” Deri tog han fejl. Cyklen er også forbi.
*
Om aftenen skyller jeg mig over. Vandet er rødligt og hverken koldt eller
varmt. Da jeg tørrer min ryg, glider huden af. Jeg vidste det var på vej. Det er
ikke omstændighederne, men fordi kroppen ved hvad der skal ske. Den har
givet op, sindet er slået. Hvis du har levet et liv med op- og nedture, så ved du,
at sindet er dynamisk. Men nu er det statisk. Det kan ingenting, det gør
ingenting for dig. Sindet er kun et hylster for din fornemmelse af intethed.
Det smitter kroppen, den støder sig selv væk. Jeg ved ikke noget om den slags,
men jeg kan forestille mig, at det er helt ned på celleniveau. Vi ved det ikke,
for vi har ingen fortilfælde.
*
Jeg sidder i stuen. Begravet i jeres tøj. Et billede af dig på gulvet foran mig.
Cyklen bag mig op af væggen. Det føles ikke som dén død, jeg har forberedt
mig på et helt liv. Den er udramatisk, den her død. Kommer præcis som søvn.
Min hud er tør. På håndryggen er der bylder. Nu er alt hvad vi i vores
storhedsvanvid har skabt ikke engang en parentes værdig. I sin uvidenhed
gør mennesket sig selv til verdens regel. Jeg ved ikke hvem der har sagt det,
men jeg ler nu. Jeg ville gerne vide, hvad der sker bagefter. Luften smager af
metal. Mine sønner og døtre revet ud af mit kød. Jeg kunne drikke jeres
ansigter. Nu –