min fysiklærer siger, at funktionen går mod nul, som tiden går mod uendelighed. jeg ved ikke, hvad han mener. jeg finder sætningen køn; den vidner om noget hemmeligt, noget okkult. en mening. jeg håber, jeg forstår den en dag. hvis du derimod begriber hans udsagn, vil jeg bede dig om at gå. her er vi uvidende, ens og lyksalige. her går vi i gulerodsbukser med print og knaphuller med blomster i. pigens hoved hænger på stilken; rhododendronbusk, vinterbane, elfenben. jeg spiser rundstykker med smør og funderer over, hvor min elskede blev af. funktionen går mod nul, som tiden går mod uendelighed. nu siger han, at naturen er mærkelig. Ja, gu’ fanden er den mærkelig. Dén sætning forstår jeg. Ting forsvinder, ting bliver til; man elsker til lyden af cikader om natten, og om morgenen sms’er man ikke, fordi man ønsker, kærligheden skal forblive i virkeligheden og kun i dér. tiden går mod uendelighed. jeg går i cirkler.