at beherske sig med dig
er at fortære en appelsin med ynde
vi sad under din emhætte
den slugte os begge
dine cigaretter og mine ord
en ivrig nat så langt herfra
jeg følte mig endnu ikke som søstjerne
men var tryg i din stemme
noget var ikke fuldbyrdet
noget er på vej
vil ile mod endnu lysere nætter
sommersolhvervet lader døren stå ulåst bag sig
at brodere er også en fingerfærdighed
der pibler røde dråber frem fra ankel og fod da jeg rammer strandkanten
de trækker linjer med tyngdekraften
og i omklædningen spotter jeg
månedens første tegn på blod mellem mine ben
en undren:
at sandet har kunne trænge gennem badedragtens stof og sat sig på mine bryster
tusmørket indtræffer først engang efter klokken ti
ser mit eget omrids i en andens bakspejl
jeg indgraverer duften af bålrøg
i din blåternede side af sengen
og efterlader et spor
af lyserød lipgloss-læbestift på det lysegrå lagen
jeg kan ikke genkende det folk siger om mig
noget er smeltet bort midt i sommersorgen
jeg vokser ind i mit tøj
alt jeg får er komplimenter for bivirkninger
du og jeg i parallel formindskelse fra april
men nu står jeg alene tilbage
tabene er aldrig valg jeg tager
det skal bare ikke blive ved, siger hun
det kan vel ikke bare blive ved
jeg lyver ikke for psyk
fortæller om min virkelighed til den ændrer sig
som om jeg var 13 år gammel
at stå på tæer er også som at være 13 igen
finder mig selv i andres hænder
du siger, at jeg er for hård at ligge på
jeg føler mig alt for blød
mangelvare: en stor rød knap til de dage
hvor alt i mig eksploderer
jeg er efterladt med intet andet end køresyge