Musens sang
Akilleus, syng nu
om de kvinder du har elsket
og de kvinder du klædte dig ud som
i din stridsvogn
med skørter flagrende i vinden
bag dig
*
Akilleus, bed muserne synge
om de kvinder der
går klædt som muser
Thalia og Erato
har været her længe
og er her for at blive
Akilleus, du elsker uden bekymring om
hvordan hun satte sit hår i dag
hvilken kjole hun havde på
*
Akilleus, fastgjorde du dine krøller
med hårnåle eller sværd
byttede du kjolen ud med et spyd
var du ligeglad med
hvad alle de andre sagde
alle disse kvinder du har elsket
blegner i forhold til den kvinde
du kortvarigt var
*
Akilleus, fortæl mig
er du
hesten, rytteren, stridsvognen
eller intet så primitivt
var det dig der lærte Patroklos
at klæde sig ud
ønskede du at bære en kjole
til Hektors begravelse
*
Muse, syng
om Akilleus’ leg med køn
der ikke bragte mig ro
da jeg undrede mig over
hvad jeg var
Syng om den søn han aldrig
fik lov at bære
kun fædre
spinkle, kvindelige Akilleus
hvis forvandling forvirrede selv de kloge
Akilleus der er
glubsk som en
løvinde
*
Muse, spørg ham
ville han have valgt kjoler
hver dag af sit liv
hvis han havde fået lov?
Syng, muse
om de der ville bytte
krigens tomme hæder
til en kjole
***
Midnat, sommernat
Min ømhed eksisterer
i hede instanser
når sommervarmen er
mest bitter
når din hud smager af kul
Du kan ikke få det hele
dine hænder er for små til at holde:
hele verden
alle dens børn
min brystkasse
Og tæt på midnat, sommernat
skrumper dit hjerte: Fordamper, i varmen
jeg er slesk og leende:
du troede at alt
kom dig til gode
og her er jeg, kun femten
da jeg lærte at
blå mærker er gule, grønne, sorte
og blodet svælger og flyder i mavesækken, i livremmen
jeg var stadig ung da jeg lærte:
den lette vej ud er
ned
Jeg er porcelænslegemet i dit skød
med milde – med svimle fingre
tager du mig op
og du siger
Hvem er øm nu? Hvem, af os
er den ømmeste
Jeg er: kuldskær, lysfølsom, sensibel
du er: inderlig og smilende
ØMT, fra Den Store Danske:
”yndig, kær og samtidig lidt komisk.”
Jeg er splintret,
nu med skarpe kanter
mens du har skabt dig selv
af metal, af stål
og plantet dig, et træ af jern, i den golde jord
lad ingen herfra dig flytte
du er urokkelig, min egen.
Og mig: blå mærker og skrabede knoer
jeg er i stykker, spredt af vinden
du er stålsat og lidt rusten
vi er ømme: af vindens favntag
af den hårde jord mod vores krop
vi er i stykker, urørlige:
samtidig, lidt komiske.
***
Den første pige jeg elskede
Vi gik på rov i naboernes haver
mens nyhederne viste
en bombe der faldt i
et fjernt, fjernt land
jeg hørte det ikke over
min favn fuld af stjålne æbler
senere, i skjul
bag dine forældres hus
spiser jeg mig mæt i
rødt kød og din stemme
der sagligt forklarer mig
alt om krigen vi var med i
selvom den var usynlig for
os to
det halve år ekstra
du havde været på jorden
gjorde dig autoriteten over mig
jeg spørger om jeg må flette dit hår
mens du taler
så du lader mig smide æbleskrog
på græs og grus
så mine hænder er frie
mine fingre er klistrede
af æblesaft
det føles vanhelligt at røre
dit hår, men
jeg kan jo ikke give op nu
jeg laver mørke fletninger
mens du siger at
dine forældre skal skilles
nu igen
i mit barnesind aner jeg ikke
hvordan jeg skal gøre alt der gør ondt
bedre
så jeg spørger om du vil have
et kys
og du siger nej, dit første kys
er til den dreng du en dag
vil elske