Det er mig der står derovre
har lige bøjet mig ned
og set på gruset.
Jeg går mod min lejlighed
forholder mig til hvert skridt som en flygtning
jeg hører ikke hjemme her
lige nu
i dag
i morgen
er det sikkert anderledes.
Kan huske at jeg engang sagde til en ven
efter at vi havde præsteret noget
der kan kategoriseres som stort:
‘vi er ikke så unikke når det kommer til stykket
vi er to helt mudrede sten
skinnende for en enkelt dag
fordi det har regnet’
Jeg sagde det til ham meget lavt
næsten lydløst
næsten ikke.
Hans øre
helt rødt af frosten
der næsten ikke er der.
Vejen helt våd
af smeltet sne.
Jeg kigger på de steder hvor asfalten starter.
***