Når jeg tænker på oversættelse, tænker jeg tit på Herta Müllers værker. Selvom de ofte handler om hendes opvækst i en tysksproget landsby i Rumænien og det diktatur, hun voksede op under og sagde fra overfor, er det altid gennem sproget, at fortællingen udspringer.
Fordi Müller voksede op som del af et tysk mindretal i Rumænien lærte hun højtysk i skolen og talte landsbyens dialektale tysk derhjemme. Da hun blev ældre og flyttede til byen, var det først der, at hun lærte rumænsk. Og det gjorde hun ved at lytte. Hun skriver:
Når omgivelserne kun siger det man ikke kan, lytter man med hele egnen til sproget. Og bliver man længe nok, så lærer den på egnen værende tid sproget for en.
Ved at lytte forstår hun, at selvom man oversætter et udtryk fra ét sprog til et andet, så betyder det ikke nødvendigvis det samme. Fx om vindens bevægelse. Hun fortæller, at det på tysk hedder ”vinden har lagt sig”, mens det på rumænsk hedder ”vinden er standset”. Disse observationer viser det arbejde, der ligger i at oversætte; at overføre en betydning eller stemning til et nyt sprog og de billeder, der automatisk følger med – og hvor forskellige, de kan være. På den måde peger den nye tekst, oversættelsen, også altid tilbage på originalen.
Som Herta Müller så smukt formulerer det:
Næsten enhver sætning er et andet blik. Rumænsk så anderledes på verden sådan som dets ord var anderledes.
Når jeg oversætter, læser jeg. Det en gentagende og mere koncentreret læsning. Som oversætter har jeg ikke mulighed for at læse henover en sætning, jeg ikke helt forstår. Hvis sætningen slår knuder, og det vel at mærke ikke er hensigten fra originalteksten, må jeg gå et skridt længere ned i teksten. Dissekere hvert enkelt led i sætningen, prøve forskellige ord af. Selvom der kan være et ord, der umiddelbart ligger lige for som det direkte oversatte, er det ikke sikkert, at det er det bedste valg for teksten som helhed. Fx ville jeg normalt oversætte to follow the straight line til ”at følge den lige linje”. Men da jeg stødte på netop denne sætning i arbejdet med at oversætte en tekst af queerfeminist og affektteoretiker Sara Ahmed, hvor afsnittet bl.a. handlede om et queer barn, hvis familie slår hånden af det, ligger der naturligvis et ordspil i det engelske straight, der både kan betyde heteroseksuel og lige. Der skulle derfor noget mere til og efter en diskussion med det oversætterkollektiv, jeg arbejdede sammen med, besluttede vi os for oversættelsen ”at følge den rette linje”. Tanken bag rette er ordet ”afrette”, der kunne fungere lidt ligesom straight samt at der i en af de andre tekster også fremgik et udtryk med et barn, der skulle ”rettes ind” eller ”blive afrettet”.
Oversættelse kræver derfor et større fokus på de sproglige finesser. Lidt ligesom Herta Müller viser; det ligger i detaljerne, hvordan vinden opfører sig. Det kan være vildt frustrerende, når et ordsprog fx ikke er direkte oversætteligt, men samtidig kan det udvide forståelsen af ens eget sprog. For når det fx på svensk hedder at lägga benen på ryggen bliver jeg opmærksom på det danske udtryk ”at tage benene på nakken”. Der er ikke den store forskel her, men der er stadig små forskydninger, der kan vise sig at være relevante i en tekst, hvis brugen af et udtryk eller ord ofte går igen og derfor vægter højt. Hvis det er ryggen, der fx går igen, mister udtrykket en kobling, når det på dansk er ”nakken”. Der er også valg, der uanset hvad ofte ikke kan hamle op med originalen. Fx skriver Herta Müller, at ordet ”gane” på rumænsk betyder mundhimmel – der kommer gane lidt til kort, men at skulle bruge fx ordet mundhimmel kan også gøre, at læseren ikke forstår, hvad der menes.
Ofte kan der være ledetråde eller direkte henvisninger andre steder i teksten, der kan guide en til, hvordan et udtryk kan oversættes. Og de er vigtige at få øje på, hvis ikke i første læsning, så i anden eller tredje. Tit må jeg vende og dreje et ord eller en sætning flere gange eller lade den ligge lidt tid, før jeg vender tilbage. Eller sende teksten til ens redaktør, medoversættere eller en ven. For det kræver nemlig ofte et nyt blik, hvis der er noget, der virker knudret. Det er lidt ligesom, når man ser en film flere gange – jo flere gange, man ser den, jo bedre øje har man for detaljerne. For de små forskydninger, de steder den kommenterer på sig selv.
Jeg forsøger at tage dette andet blik med mig. For der åbner sig nye veje ind i en tekst, når man deler den op, læser bagud og genlæser. Eller måske ligefrem tænker over, hvordan en sætning ville lyde på dansk, engelsk, svensk i stedet for det originalsprog, man nu læser. For en oversættelse er også en åbning; en anden måde at læse og forstå teksten eller verden på.
Derudover er oversættelse i sig selv en åbning til en anden verden af litteratur. Jeg har længe søgt mod Sverige, hvis der var en bog, jeg ikke kunne læse på originalsproget, og som ikke var at finde på dansk, for at finde denne åbning til lande og kulturer, jeg ellers ikke ville have adgang til. Derfor er det vidunderligt nu at opleve små forlag som fx Palomar og Kosmos, der bl.a. har udgivet russiske værker, der i Sverige betragtes som essentielle, men som ikke før har været at finde på dansk. Hertil vil jeg også pege på forlaget OVO Press, der netop har udgivet Frank B. Wilderson III samt Audre Lorde og det nystartede forlag Harpyie, der allerede har udgivet to fantastiske nyoversætte værker og har mange flere på vej.
Alle disse værker er med til at åbne op for nye verdener og med dette andet blik måske også en ny, mere koncentreret, måde at læse på.
Citater og henvisninger er taget fra Herta Müller, Kongen bukker og dræber (2010), oversat ved Karsten Sand Iversen.
– – –
Generationsskiftet er en realitet – Thomas Glud er stoppet efter mere end 3 år som redaktør og ukuelig idegenerator. Erik Scherz Andersen, der grundlagde Slagtryk for 10 år siden, stopper som redaktør ved årsskiftet. Udskiftningen i redaktionen har været planlagt siden sommer, så viden ikke gik tabt og Slagtryk kan fortsætte ufortrødent.
Fordi Müller voksede op som del af et tysk mindretal i Rumænien lærte hun højtysk i skolen og talte landsbyens dialektale tysk derhjemme. Da hun blev ældre og flyttede til byen, var det først der, at hun lærte rumænsk. Og det gjorde hun ved at lytte. Hun skriver:
Når omgivelserne kun siger det man ikke kan, lytter man med hele egnen til sproget. Og bliver man længe nok, så lærer den på egnen værende tid sproget for en.
Ved at lytte forstår hun, at selvom man oversætter et udtryk fra ét sprog til et andet, så betyder det ikke nødvendigvis det samme. Fx om vindens bevægelse. Hun fortæller, at det på tysk hedder ”vinden har lagt sig”, mens det på rumænsk hedder ”vinden er standset”. Disse observationer viser det arbejde, der ligger i at oversætte; at overføre en betydning eller stemning til et nyt sprog og de billeder, der automatisk følger med – og hvor forskellige, de kan være. På den måde peger den nye tekst, oversættelsen, også altid tilbage på originalen.
Som Herta Müller så smukt formulerer det:
Næsten enhver sætning er et andet blik. Rumænsk så anderledes på verden sådan som dets ord var anderledes.
Når jeg oversætter, læser jeg. Det en gentagende og mere koncentreret læsning. Som oversætter har jeg ikke mulighed for at læse henover en sætning, jeg ikke helt forstår. Hvis sætningen slår knuder, og det vel at mærke ikke er hensigten fra originalteksten, må jeg gå et skridt længere ned i teksten. Dissekere hvert enkelt led i sætningen, prøve forskellige ord af. Selvom der kan være et ord, der umiddelbart ligger lige for som det direkte oversatte, er det ikke sikkert, at det er det bedste valg for teksten som helhed. Fx ville jeg normalt oversætte to follow the straight line til ”at følge den lige linje”. Men da jeg stødte på netop denne sætning i arbejdet med at oversætte en tekst af queerfeminist og affektteoretiker Sara Ahmed, hvor afsnittet bl.a. handlede om et queer barn, hvis familie slår hånden af det, ligger der naturligvis et ordspil i det engelske straight, der både kan betyde heteroseksuel og lige. Der skulle derfor noget mere til og efter en diskussion med det oversætterkollektiv, jeg arbejdede sammen med, besluttede vi os for oversættelsen ”at følge den rette linje”. Tanken bag rette er ordet ”afrette”, der kunne fungere lidt ligesom straight samt at der i en af de andre tekster også fremgik et udtryk med et barn, der skulle ”rettes ind” eller ”blive afrettet”.
Oversættelse kræver derfor et større fokus på de sproglige finesser. Lidt ligesom Herta Müller viser; det ligger i detaljerne, hvordan vinden opfører sig. Det kan være vildt frustrerende, når et ordsprog fx ikke er direkte oversætteligt, men samtidig kan det udvide forståelsen af ens eget sprog. For når det fx på svensk hedder at lägga benen på ryggen bliver jeg opmærksom på det danske udtryk ”at tage benene på nakken”. Der er ikke den store forskel her, men der er stadig små forskydninger, der kan vise sig at være relevante i en tekst, hvis brugen af et udtryk eller ord ofte går igen og derfor vægter højt. Hvis det er ryggen, der fx går igen, mister udtrykket en kobling, når det på dansk er ”nakken”. Der er også valg, der uanset hvad ofte ikke kan hamle op med originalen. Fx skriver Herta Müller, at ordet ”gane” på rumænsk betyder mundhimmel – der kommer gane lidt til kort, men at skulle bruge fx ordet mundhimmel kan også gøre, at læseren ikke forstår, hvad der menes.
Ofte kan der være ledetråde eller direkte henvisninger andre steder i teksten, der kan guide en til, hvordan et udtryk kan oversættes. Og de er vigtige at få øje på, hvis ikke i første læsning, så i anden eller tredje. Tit må jeg vende og dreje et ord eller en sætning flere gange eller lade den ligge lidt tid, før jeg vender tilbage. Eller sende teksten til ens redaktør, medoversættere eller en ven. For det kræver nemlig ofte et nyt blik, hvis der er noget, der virker knudret. Det er lidt ligesom, når man ser en film flere gange – jo flere gange, man ser den, jo bedre øje har man for detaljerne. For de små forskydninger, de steder den kommenterer på sig selv.
Jeg forsøger at tage dette andet blik med mig. For der åbner sig nye veje ind i en tekst, når man deler den op, læser bagud og genlæser. Eller måske ligefrem tænker over, hvordan en sætning ville lyde på dansk, engelsk, svensk i stedet for det originalsprog, man nu læser. For en oversættelse er også en åbning; en anden måde at læse og forstå teksten eller verden på.
Derudover er oversættelse i sig selv en åbning til en anden verden af litteratur. Jeg har længe søgt mod Sverige, hvis der var en bog, jeg ikke kunne læse på originalsproget, og som ikke var at finde på dansk, for at finde denne åbning til lande og kulturer, jeg ellers ikke ville have adgang til. Derfor er det vidunderligt nu at opleve små forlag som fx Palomar og Kosmos, der bl.a. har udgivet russiske værker, der i Sverige betragtes som essentielle, men som ikke før har været at finde på dansk. Hertil vil jeg også pege på forlaget OVO Press, der netop har udgivet Frank B. Wilderson III samt Audre Lorde og det nystartede forlag Harpyie, der allerede har udgivet to fantastiske nyoversætte værker og har mange flere på vej.
Alle disse værker er med til at åbne op for nye verdener og med dette andet blik måske også en ny, mere koncentreret, måde at læse på.
Citater og henvisninger er taget fra Herta Müller, Kongen bukker og dræber (2010), oversat ved Karsten Sand Iversen.
– – –
Generationsskiftet er en realitet – Thomas Glud er stoppet efter mere end 3 år som redaktør og ukuelig idegenerator. Erik Scherz Andersen, der grundlagde Slagtryk for 10 år siden, stopper som redaktør ved årsskiftet. Udskiftningen i redaktionen har været planlagt siden sommer, så viden ikke gik tabt og Slagtryk kan fortsætte ufortrødent.