Tænderne dannede et perfekt symmetrisk, hjerteformet mønster på baggrund af den mørkegrå, regnvåde asfalt. Taget i betragtning at de elleve tænder kom fra alle hjørner af munden, og at de alle indgik i mønstret på hver sin (skulle man tro) skæbnebestemte plads, var det nærmest urovækkende. Tændernes ejermand så dem ikke. Han så på stjernehimlen fra sin placering med ryggen mod vejbanen. Et uendeligt dybt, begsort og skyfrit novemberunivers. Lejlighedsvis blinkede han for at klare øjnene for blod. Han fornemmede, at de fleste tænder manglede, men munden føltes mest som en varm flydende masse, så han havde ikke overblik over tabet.
Det siger lidt om mønstrets enestående beskaffenhed, at alle de forbipasserende, som blev interviewet til Lokalavisens lørdagsudgave, kunne beskrive mønstrets detaljer indgående, mens stort set ingen kunne huske, om offeret var en mand eller en kvinde. Det var en mand: Finn Torben Dalgaard, 44 år og inkarneret udebanedommer.
Drenge på kanten af stregen
De står seks eller syv stykker bag et buskads i svinget, hvor bakken ender. De frysende drenge. Med de lyse lokker, og dampende ånde. Frosten ligger synligt hvid på skuldrene. De trykker sig sammen i en klynge for at holde varmen. Skiftes til at gnide hinandens rygge og slå hinanden over fingrene og de blottede ankler. Et par vanter går på skift. Der tælles til halvtreds før de modvilligt sendes videre til sidemanden, der kæmpende med kuldekramper prøver at stikke hænderne i. Nogle af dem når det ikke, men bliver talt ud og må lade vanterne gå videre uden udbytte.
Bag dem ligger heden. Gråsort, indhyllet i dis, men oftest hærget af blæsten. Derude er jorden betonhård. Minus tredive grader celsius. Permafrost. Ikke et sted at gå hen for denne flok. De skal videre fremad, ved de. Men tvivler. Rygtet vil, at den anden side er et blændværk. En kulisse, der dækker en uoverstigelig mur.
Indimellem sniger en af dem sig frem til stregen, der markerer vejkanten. Hertil kan de gå uden risiko og skaffe sig et vist overblik, men må gætte sig til det meste. De ved ikke engang, om de vil være i stand til at se bavnen derfra, og hvis ikke er deres anstrengelser nytteløse. En af dem knækker og kalder på sin mor. Og mens de venter på tegnet, falder den hvileløse nat igen over dem.