Tværs gennem dette seneste nummer af Slagtryk finder man tre tekster, der har det til fælles, at de indoptager, citerer eller måske sampler en anden form for tekstmateriale.
I Isabella Balanchi og Annette Sommers bidrag ligger der en interesse i eller en nødvendighed ved det at definere et givent ord/begreb i dets semantiske betydning. Det er ved ordbogsopslagets umiddelbart kølige og måske endda retskafne angivelse af, hvad dette ord nu end må betyde eller konnotere.
Annette Sommers tekst eller to om ”erkendelse” og ”hovmod” indledes med et ordbogsopslag om førstnævnte begreb afgrænset ved den fonetiske eller spærrede skrift samt den skiftende kursiv og har sproget selv for øje i historien om den blodtrykssyge fru Rask, der til trods for sin ildestedte plads i rullestolen nu kan koncentrere sig fuldt ud om det at høre og læse og skrive ordforklaringer så præcist som overhovedet muligt. Fru Rask går systematisk til værks, og i sit arbejde med definitionerne og de bedst muligt formulerede forklaringseksempler, finder hun, at: ”Når videnskab er bedst, producerer den resultater, der mere eller mindre hiver tæppet væk under den hidtidige erkendelse.”
Fru Rask anser sig selv som forsker udi sproget, og det er bemærkelsesværdigt, hvorledes hendes hjerne som beskrevet i teksten synes at være som samfundet selv og dets ønske om metodisk afklaring ved dens spaltning af tænkning og følgende definition ved at ” indrømme” noget som ”forklarlig, tolkelig, tydbar, anskuelig og forestilling, indsigt, viden eller mening”, hvor kontrasten mellem det pragmatiske afkodelige og det at hive tæppet væk under noget måske er tekstens udsagn om Fru Rasks arbejde, der ifølge hende selv puster det berømmede franske akademi i nakken i kampen om den endelige definition af alt.
Som en anden vigtig kontrast sidder en vis professor Johnson i byen Fiskebølle og har alt andet end begejstring til overs for det selvsamme arbejde med definitionerne, som han er ved udarbejde. ”Hovmodet” er hans ordbogsopslag, og definitionerne er for ham urokkeligt forbundet med en lang række formuleringer af regler i sproget. En fonetisk sensibilitet over for bogstavet h volder ham især kvaler, og lige så vigtigt er det for ham, at han kan agere dommer overfor, hvilke ord der nu
I Isabella Balanchi og Annette Sommers bidrag ligger der en interesse i eller en nødvendighed ved det at definere et givent ord/begreb i dets semantiske betydning. Det er ved ordbogsopslagets umiddelbart kølige og måske endda retskafne angivelse af, hvad dette ord nu end må betyde eller konnotere.
Annette Sommers tekst eller to om ”erkendelse” og ”hovmod” indledes med et ordbogsopslag om førstnævnte begreb afgrænset ved den fonetiske eller spærrede skrift samt den skiftende kursiv og har sproget selv for øje i historien om den blodtrykssyge fru Rask, der til trods for sin ildestedte plads i rullestolen nu kan koncentrere sig fuldt ud om det at høre og læse og skrive ordforklaringer så præcist som overhovedet muligt. Fru Rask går systematisk til værks, og i sit arbejde med definitionerne og de bedst muligt formulerede forklaringseksempler, finder hun, at: ”Når videnskab er bedst, producerer den resultater, der mere eller mindre hiver tæppet væk under den hidtidige erkendelse.”
Fru Rask anser sig selv som forsker udi sproget, og det er bemærkelsesværdigt, hvorledes hendes hjerne som beskrevet i teksten synes at være som samfundet selv og dets ønske om metodisk afklaring ved dens spaltning af tænkning og følgende definition ved at ” indrømme” noget som ”forklarlig, tolkelig, tydbar, anskuelig og forestilling, indsigt, viden eller mening”, hvor kontrasten mellem det pragmatiske afkodelige og det at hive tæppet væk under noget måske er tekstens udsagn om Fru Rasks arbejde, der ifølge hende selv puster det berømmede franske akademi i nakken i kampen om den endelige definition af alt.
Som en anden vigtig kontrast sidder en vis professor Johnson i byen Fiskebølle og har alt andet end begejstring til overs for det selvsamme arbejde med definitionerne, som han er ved udarbejde. ”Hovmodet” er hans ordbogsopslag, og definitionerne er for ham urokkeligt forbundet med en lang række formuleringer af regler i sproget. En fonetisk sensibilitet over for bogstavet h volder ham især kvaler, og lige så vigtigt er det for ham, at han kan agere dommer overfor, hvilke ord der nu