Rakel Haslund-Gjerrild: Vinterligger

Herfra så det hele ret godt ud, huset og granerne og grusvejen, der lidt efter hans hus flød ud og delte sig som et floddelta af sandstier og marehalm. Han stod med en hånd på vasketøjssnoren og trak den sidste røg ud af cigaretten. Snoren skar klitterne over i to: en del som han stod i og så på mågerne fra, og en del der kun bestod af siv, sol og himmel. Han havde været på havnen for at få fat på snoren, der gerne skulle holde til den saltede vinds slid resten af hans tid her. Sortimentet i butikken var stort, beregnet til egnens fiskere, og han havde været i tvivl om hvilken type snor han burde købe, men ekspedienten var erfaren på området og havde anbefalet flagsnor af tvundet nylon med en høj brud og slidstyrke. I gennem årene ville den kun give sig 3%; en gang hårdt spændt ud ville den forblive spændstig til den blev klippet ned. Han havde købt nok til tre rækker.

Da han gik tilbage med rebet over skulderen mod bilen der holdt på den anden side af værftet lignede han mere en fisker end en sommerhusejer, men rullen vejede også godt til. Tre rækker var skudt over målet, når han egentlig godt kunne nøjes med at tørre sit tøj hen over stolene; det var mest når han skulle vaske sengetøj at et tørrestativ ikke rakte til og selv da havde en enkelt række været nok. Men en ensom linje så sgu bare så midlertidig ud, en flosset grøn plastikline hæftet op på en pæl med hæfteklammer, hængt op alene fordi den var praktisk og sat op på en time. Han havde købt sit reb hvidt og nok af det, to eller tre linjer ville se solidt ud, noget der var blevet sat op for at holde, en løsning der var blevet tænkt over.

Han havde brugt formiddagen på at slå pæle i jorden og hæfte snoren fast på tværbrættet. Han fik kun sat en enkel linje op for så havde solen fået skubbet sig under skylaget; det gnistrede i nylonen og han fik lyst en smøg – og så kaffe derpå. Da han normalt ikke fik gjort så meget ud af aftensmaden, hulede han i stedet tiden ud rundt om kaffepausen; han stillede altid smørret frem først, så det kunne nå at løsnes en smule af køleskabskulden, han gav kaffen tid til at trække godt igennem, og bagte selv sit brød, han lagde pålæg på små tallerkner, og dækkede op på terrassen, selvom at det var begyndt at blive koldt. I dag satte han også en plade på; sådan som lyden smøg sig ud af den åbne terrassedør, gav det et indtryk af at trompetisten stod ved vinduet og gennem mundstykket lo lidt venligt af Østersøens stivsind. Ellers spiste han helst uden musik, det var nok bare at høre kæberne arbejde.

Det var egentlig deres gamle sommerhus, men han havde boet her fast i snart fem år. Huset var gammelt nok til at kræve regelmæssig pleje, men da det netop var i sommerhusstørrelse, var der ingen af vedligeholdelsesopgaverne, der krævede mere end hvad han kunne klare. I forhold til tingene herude var han selv det element der forandrede sig hurtigst. Han havde endnu ikke fået gjort noget ved stolen, der gennem årene var faldet i egen svaghed og nu lod det ene ben skride ud. Den lignede knæet, det venstre, der altid havde stået svagere end hans højre, det gode knæ, der nok holder til han dør. Han var spændt på at se hvem der først gav efter, stolen eller knæet. Men indtil da sad man lidt skævt ved havebordet. Så knasede det i indkørslen. Det var søndag, så Jespersens var på vej hjem. Det var nok deres sidste weekend heroppe inden vinteren. Han holdt indkørslen og naboernes grund pænt ryddet; som betaling tog han det træ, han skulle bruge for at holde sommerhuset varmt i vinterhalvåret. Det havde de aldrig behøvet at tale om. Ruderne var tonede, men han nikkede til bilen alligevel.

I stuen løftede pickup’en sig mens pladen forsatte sin snurren rundt, summende næsten lydløst. Han rejste sig ikke. I starten havde han ladet den spille uafbrudt for at lægge en lydlak henover alle de ting, der var gennemflossede af billeder. Men efterhånden som dagene havde spundet sig sammen til ensartede, fine reb, var tingene blevet til ting igen, noget der blev brugt men ikke tænkt på. Han havde altid holdt af diskret, ja næsten uanseeligt design, som tremmesofaen, der havde været hans valg. Kun små fnug, fragmenter uden sammenhæng, flød faldende gennem værelserne; når han drak sin kaffe, kunne han finde på at stryge dugen glat med flad og fast hånd mens kaffehåndens albue holdt stoffet strammet ud, udmærket klar over at han kopierede konen, der selv aldrig havde været sig bevægelsen bevidst. Nu levede den sit eget liv her i sommerhuset.

Telefonen i køkkenet ringede. Mens han rejste sig fra havestolen, lagde han mærke til at solen nu hang lidt under tørresnoren. Den lignede en havelampe, og sad som en varm plet i nakken, da han løftede røret for at lægge en finger på afbryderen. Klikket vibrerede lidt i vinduesruden. Det venstre knæ måtte aflastes af det højre for at kunne bære vægten. Han havde ikke mere at sige om sceneriet. Han stod ved vinduet, og bemærkede så lidt fraværende at det var begyndt at skalle. Og jo, kittet havde løsnet sig. De havde ikke malet vinduerne i mange år, det var sådan et uhyre mas, for det var de originale vinduer med dannebrogs-sprosser og skørt, pustet, glas. Selv da de var to havde det taget dem en halv sommerferie at sætte dem i stand. Han satte sig ned til bordet igen for at tømme kaffekoppen. Han børstede krummerne af dugen, og glattede den så; en hånd knyttet sammen om kanten og en hånd flad mod stoffets folder. Så gik han ud for at slå de to sidste rækker op inden solen ville forsvinde bag klitterne.
 
 
 

Flere bidrag