Hedebølgen har lagt sig, togene kører igen regelmæssigt og det våde danske efterår nærmer sig skridt for skridt. Slagtryk er også tilbage på skinnerne og vi stopper op hver tredje eller fjerde dag for at publicere nye tekster.
Om året publicerer vi omtrent hundrede dage. En del af de tekster, vi udgiver, leger med formen, men kun de færreste gør det systematisk. Det får mig til at spørge, hvor er systemdigtningen?
Systemdigtning blev begrebsliggjort sidst i tresserne af litteraturkritikeren Steffen Hejlskov Larsen. Det er udelukkende et dansk begreb, men den systemiske litteratur er langt fra kun at være et dansk fænomen. Metrikken og især den europæiske avantgarde går forud for systemdigtningen, og den mest kendte skole er den franske forfattergruppe Oulipo (Ouvroir de littérature potentielle), hvis litteratur opstår på baggrund af skriveregler.
I dansk konktekst er systemdigtning et paraplybegreb, der dækker over digte skrevet på baggrund af et system, der definerer digtets form, inden det er skrevet. Af værker, som konkret omhandler begrebet ‘systemdigtning’, findes der også kun Hejlskov Larsens punktumagtige værk fra 1971: Systemdigtningen – modernismens tredje fase. Inger Christensen, Svend Åge Madsen, Per Højholt og Hans-Jørgen Nielsen er alle nævnt, men fx finder man ikke Klaus Høeck i registret, og det ligner en fejltagelse – Høeck skrev systemisk allerede fra debuten Yggdrasil i 1966 og gør det i øvrigt stadig.
I dag er den mest markante repræsentant for systemdigtningen den stadigt produktive Klaus Høeck og reaktualiserede men afdøde Inger Christensen. Andre stemmer som Martin Larsen, Birgitte Krogsbøll og Rasmus Nikolajsen har også taget systematikken til sig. Martin Larsen låner metrodigtets system af oulipisten Jacques Jouet (“Regel. nr. 1: Der må ikke skrives/mens toget kører/…/Regel nr. 2: Der må ikke tænkes/mens toget holder stille”), men skriver også sonetter. Birgitte Krogsbøl kortlægger verden gennem staveregler. Rasmus Nikolajsen har fundet sit eget system med 8×8=64 stavelser i hver digt, som han mere eller mindre har forfinet siden debuten.
NÅR systemdigtning optræder i Slagtryk, så kan det se ud som fx hos Frederik Sand Madsen, hvis sonetkrans For jeg har det så mageligt i stuen er et remix af den klassiske sonet, rullende dekonstrueret. Han overholder reglen om første linjes genkomst i sidste sonet samt sidste linjes genkomst i en sonet som den første i næste sonet. Rimene og rytmen er kastet ud til fordel for nye principper om bl.a. gentagelse.
Steffen Hejlskov Larsen forklarede i 1971 systemdigtningens metode som en genre, der “ved hjælp af et nyt sprog vil finde nye verdener”. Og selvom den traditionsfrie og grænseløse tid, vi pt befinder os I, gang på gang stiller eksempler op, der udfordrer grænserne for denne verden, så har systemdigtningen sin egen charmerende og stædige måde at lede efter nye verdener på.
Velkommen til Slagtryk august 2018!
Om året publicerer vi omtrent hundrede dage. En del af de tekster, vi udgiver, leger med formen, men kun de færreste gør det systematisk. Det får mig til at spørge, hvor er systemdigtningen?
Systemdigtning blev begrebsliggjort sidst i tresserne af litteraturkritikeren Steffen Hejlskov Larsen. Det er udelukkende et dansk begreb, men den systemiske litteratur er langt fra kun at være et dansk fænomen. Metrikken og især den europæiske avantgarde går forud for systemdigtningen, og den mest kendte skole er den franske forfattergruppe Oulipo (Ouvroir de littérature potentielle), hvis litteratur opstår på baggrund af skriveregler.
I dansk konktekst er systemdigtning et paraplybegreb, der dækker over digte skrevet på baggrund af et system, der definerer digtets form, inden det er skrevet. Af værker, som konkret omhandler begrebet ‘systemdigtning’, findes der også kun Hejlskov Larsens punktumagtige værk fra 1971: Systemdigtningen – modernismens tredje fase. Inger Christensen, Svend Åge Madsen, Per Højholt og Hans-Jørgen Nielsen er alle nævnt, men fx finder man ikke Klaus Høeck i registret, og det ligner en fejltagelse – Høeck skrev systemisk allerede fra debuten Yggdrasil i 1966 og gør det i øvrigt stadig.
I dag er den mest markante repræsentant for systemdigtningen den stadigt produktive Klaus Høeck og reaktualiserede men afdøde Inger Christensen. Andre stemmer som Martin Larsen, Birgitte Krogsbøll og Rasmus Nikolajsen har også taget systematikken til sig. Martin Larsen låner metrodigtets system af oulipisten Jacques Jouet (“Regel. nr. 1: Der må ikke skrives/mens toget kører/…/Regel nr. 2: Der må ikke tænkes/mens toget holder stille”), men skriver også sonetter. Birgitte Krogsbøl kortlægger verden gennem staveregler. Rasmus Nikolajsen har fundet sit eget system med 8×8=64 stavelser i hver digt, som han mere eller mindre har forfinet siden debuten.
NÅR systemdigtning optræder i Slagtryk, så kan det se ud som fx hos Frederik Sand Madsen, hvis sonetkrans For jeg har det så mageligt i stuen er et remix af den klassiske sonet, rullende dekonstrueret. Han overholder reglen om første linjes genkomst i sidste sonet samt sidste linjes genkomst i en sonet som den første i næste sonet. Rimene og rytmen er kastet ud til fordel for nye principper om bl.a. gentagelse.
Steffen Hejlskov Larsen forklarede i 1971 systemdigtningens metode som en genre, der “ved hjælp af et nyt sprog vil finde nye verdener”. Og selvom den traditionsfrie og grænseløse tid, vi pt befinder os I, gang på gang stiller eksempler op, der udfordrer grænserne for denne verden, så har systemdigtningen sin egen charmerende og stædige måde at lede efter nye verdener på.
Velkommen til Slagtryk august 2018!