- ved redaktør Thomas Glud

Redaktionelt februar 2018

Jeg holder aller mest af at læse. Øjnene glider hen over ordene og farver og billeder og lyde springer op omkring mig i forventede og overraskende konstellationer. Jeg synes jeg hører en solsort, men så er det en ugle. Jeg synes båden vipper, men så blæser det slet ikke. 
 
Jeg synes jeg er herre over ordene, deres betydning, billederne, historien, musikken og meningen med det hele. Men så er det alligevel ikke kun mig, der læser og bestemmer. Det er mig, der læser. Det er mine øjne, placeret i to af kroppens små hulrum i hovedet, der læser. Det er min krop, der læser, indlæser signaler, som dannes til billeder, former, mønstre. Men når jeg læser, blandes teksten op og hele mit liv bliver til et landskab for læsningens intervention. Jeg er ikke herre over min egen forståelse. Læsning er intervention.
 
Læsning er intervention, fordi læsning sætter sig i kroppen. Uanset, hvad den betyder. Ofte er jagten på, hvad en tekst betyder, en anti-læsning. En ikke-læsning. En ødelæggelse af teksten holdt ud fra kroppen. Bestem ikke over teksten, men lad teksten ryste dine følelser, dine ord og din verdensfornemmelse. Når du læser, skal du ikke forstå, du skal mærke efter. Du skal se efter. Teksten er et spejl. 
 
Læsning er spejling. En læsning eller at læse er at lade sig læse, åbne op og lukke teksten ind. Når du lukker teksten ud igen, (hvis man kan tale så bogstaveligt om tekstens vilde galop ind og ud af dine erfaringsrum) er der skabt lige så meget betydning i den læsende krop, som der er skabt betydning i den fikserede tekst. Læseoplevelsen er summen af det indre og det ydre. Du er ikke alene. Heller ikke når du læser. 
 
Jeg er et rum for betydning. Alle de oplevelser som jeg har haft, bliver grundlæggende vigtige for læseoplevelsens facit (vel og mærke ikke tekstens kvalitet. Det kan let forveksles, men der er en bevidsthed til forskel. Det skal skrives bag øret). Det betyder for læseoplevelsen at mine erfaringer danner små bakketoppe mens min naivitet skaber dybe kløfter. Lydene kan være stumpe og synet er sløret eller forvrænget, betydningen arbitrær modsat det klare udsyn og den brede forståelse på udkigsposten. Læsning sætter erfaringen i spil som en intervention og spejler det hele foran læseren.
 
Selvom jeg aldrig får opdraget teksten til at sidde stille, når jeg læser den, læser jeg videre. Indeni har en række tekster sat sig fast.  

Mere redaktionelt