Til den nyligt overståede Lille Bogdag d. 12. til 13. maj bestemte vi i redaktionen at benytte os af muligheden for at kunne præsentere noget andet end den sædvanlige række af oplæsere.
Netop i de rammer har vi været glade for at kunne præsentere en række af bidragydere til oplæsning, hvor digtere som Jonas Okholm Jensen og Eva Maria Lund Nielsen siden har debuteret på henholdsvis Forlaget Escho og Kronstork efter at være blevet spottet netop dér til Lille Bogdag. Men i år ville vi gerne fokusere lidt mere på de teknologiske muligheder, der findes i de digitale aspekter ved et nettidsskrift.
Samtidig havde første kvartals honorarmodtager Frederik Sand Madsen sendt os endnu et bidrag, der denne gang var en video, og på den baggrund bestemte vi os for at udvælge nogle eksempler på videopoesi i Slagtryk fra 2011 og til nu. Derefter satte vi os ned og indføjede tre udvalgte videoer i et sammenklippet, kontinuerligt flow, så dette kunne fungere som én samlet fremvisning uden pauser på arrangementets hovedscene.
Videopoesien har altid ulmet i Slagtryks spalter, og der har været langt mellem de forsøg og bidrag, som der nogle gange er dukket op i indbakken. Videopoesien blev fra starten ikke taget seriøst af, og redaktionen har løbende tilskyndet nye formater af poesi, hvor vi også har håbet, at den slags opfordringer ville få digterne til at udfordre deres egen praksis og bringe nogle endnu videre med deres arbejde.
Videopoesien er i sig selv et åbent format, hvor udvekslingen mellem billede, tekst og eventuel anden lyd ikke lader sig nøje med at være en oplæsning optaget på et kamera. Da multikunstneren Tom Konyves tilbage i 1978 coinede begrebet, var denne specifikke kunstform i høj grad knyttet til billed- og installationskunsten, men det er en taknemmelig form med vidde rammer, hvilket bedst beskrives med den italienske digter Gianni Totis (1924-2007) neutrale men dog præcise definition i Totis eget arbejde med “poetronica” (her i min oversættelse): »Videopoesien er en poetisk genre, fremført på en skærm defineret ved en tidsbaseret og afsluttet sideordning af billeder med tekst og lyd.«
Med denne åbne og måske teknisk orienterede definition er det på sin plads at karakterisere, hvad det er videopoesien kan og måske først og fremmest har kunnet i de konkrete eksempler fra Slagtryks udgivelser. Den sammenklippede video bestod af tre værker af Frederik Bjerre Andersen, Iben Konradi Brodersen og Anna Mørk Maegaard med titlerne “Appelsin” (2011), “Drømmen om et liv” (2015) og “Snavs” (2018), og det er alle tre videoer, der er deres henvendelse til seeren, lytteren og læseren bevidst.
Bjerre Andersens bidrag var det allerførste, vi modtog tilbage i ‘11, og det er i sin henvendelse lettere Jørgen Leth’sk i både recitation og emnevalg. Med en fikseret indstilling på et rum med med to døre samt rekvisitter (appelsin og en stol) taler Bjerre Andersen skiftevis ud i rummet og til kameraet, og videopoesiens funktion understreges ved bevidst forcerede klip, hvis komiske effekt ikke kan være spildt på de fleste.
I de to sidstnævnte er der både tekst og billede visse intimitetsskabende greb, der tager udgangspunkt i henvisninger til teknologien. I Brodersens “Drømmen om et liv” gestaltes, hvad der kunne være en skypesamtale med et kvindeansigt beskåret ved webkameraets grænse. Der finder bare ikke nogen samtale sted men derimod en recitation som voiceover, alt imens kvinden drikker sin iskaffe og lægger makeup. Der er en tristesse ved dette tableau, der styrkes af voiceoverens døsigt sørgmodige stemmeføring, og modtageren dvs. seer/lytter/læserens oplevelse af at være i en “den anden ende af røret” er direkte men følelsesmæssigt uafgørlig. I Anna Mørk Maegaards “Snavs” er det en ung pige, der med en performativt naiv stemmeføring genfortæller en samtale mellem hende selv og hendes far om det at være snavset. Dialogen som tekst ligner i sig selv en idyllisk stund mellem far og datter, men der er samtidig en ubestemmelig uhygge i både samtalens afatiske gentagelser og den konstant kontrapunktiske musik, der løber gennem hele videoen som en klassisk klaveretude.
Den intimitet eller blot direkte henvendelse, der findes i disse videoer styrkes yderligere ved, at videopoesien findes på nettet, og den derfor ikke som kunstfilmen og videokunsten sædvanligvis i første hånd opleves i fysiske og kuraterede rammer. Godt nok er Slagtryks publiceringer “kurateret” i redaktionel forstand, men den enkelte seer/lytter/læsers møde er ikke markant anderledes end at finde en video på YouTube eller Vimeo selv for at høre digterens egen (eller en andens?) stemme og opleve værket i sit eget rum på blikket rettet mod laptoppen. Det er måske endda en nedbrydning af digtoplæsningens typiske form, hvor en vis andægtighed ofte har det med at snige sig ind. For netop i videopoesien taler værkets ophavsmand direkte til læseren med en anden stemme end læserens og et andet sted end i læserens eget hoved.
Netop i de rammer har vi været glade for at kunne præsentere en række af bidragydere til oplæsning, hvor digtere som Jonas Okholm Jensen og Eva Maria Lund Nielsen siden har debuteret på henholdsvis Forlaget Escho og Kronstork efter at være blevet spottet netop dér til Lille Bogdag. Men i år ville vi gerne fokusere lidt mere på de teknologiske muligheder, der findes i de digitale aspekter ved et nettidsskrift.
Samtidig havde første kvartals honorarmodtager Frederik Sand Madsen sendt os endnu et bidrag, der denne gang var en video, og på den baggrund bestemte vi os for at udvælge nogle eksempler på videopoesi i Slagtryk fra 2011 og til nu. Derefter satte vi os ned og indføjede tre udvalgte videoer i et sammenklippet, kontinuerligt flow, så dette kunne fungere som én samlet fremvisning uden pauser på arrangementets hovedscene.
Videopoesien har altid ulmet i Slagtryks spalter, og der har været langt mellem de forsøg og bidrag, som der nogle gange er dukket op i indbakken. Videopoesien blev fra starten ikke taget seriøst af, og redaktionen har løbende tilskyndet nye formater af poesi, hvor vi også har håbet, at den slags opfordringer ville få digterne til at udfordre deres egen praksis og bringe nogle endnu videre med deres arbejde.
Videopoesien er i sig selv et åbent format, hvor udvekslingen mellem billede, tekst og eventuel anden lyd ikke lader sig nøje med at være en oplæsning optaget på et kamera. Da multikunstneren Tom Konyves tilbage i 1978 coinede begrebet, var denne specifikke kunstform i høj grad knyttet til billed- og installationskunsten, men det er en taknemmelig form med vidde rammer, hvilket bedst beskrives med den italienske digter Gianni Totis (1924-2007) neutrale men dog præcise definition i Totis eget arbejde med “poetronica” (her i min oversættelse): »Videopoesien er en poetisk genre, fremført på en skærm defineret ved en tidsbaseret og afsluttet sideordning af billeder med tekst og lyd.«
Med denne åbne og måske teknisk orienterede definition er det på sin plads at karakterisere, hvad det er videopoesien kan og måske først og fremmest har kunnet i de konkrete eksempler fra Slagtryks udgivelser. Den sammenklippede video bestod af tre værker af Frederik Bjerre Andersen, Iben Konradi Brodersen og Anna Mørk Maegaard med titlerne “Appelsin” (2011), “Drømmen om et liv” (2015) og “Snavs” (2018), og det er alle tre videoer, der er deres henvendelse til seeren, lytteren og læseren bevidst.
Bjerre Andersens bidrag var det allerførste, vi modtog tilbage i ‘11, og det er i sin henvendelse lettere Jørgen Leth’sk i både recitation og emnevalg. Med en fikseret indstilling på et rum med med to døre samt rekvisitter (appelsin og en stol) taler Bjerre Andersen skiftevis ud i rummet og til kameraet, og videopoesiens funktion understreges ved bevidst forcerede klip, hvis komiske effekt ikke kan være spildt på de fleste.
I de to sidstnævnte er der både tekst og billede visse intimitetsskabende greb, der tager udgangspunkt i henvisninger til teknologien. I Brodersens “Drømmen om et liv” gestaltes, hvad der kunne være en skypesamtale med et kvindeansigt beskåret ved webkameraets grænse. Der finder bare ikke nogen samtale sted men derimod en recitation som voiceover, alt imens kvinden drikker sin iskaffe og lægger makeup. Der er en tristesse ved dette tableau, der styrkes af voiceoverens døsigt sørgmodige stemmeføring, og modtageren dvs. seer/lytter/læserens oplevelse af at være i en “den anden ende af røret” er direkte men følelsesmæssigt uafgørlig. I Anna Mørk Maegaards “Snavs” er det en ung pige, der med en performativt naiv stemmeføring genfortæller en samtale mellem hende selv og hendes far om det at være snavset. Dialogen som tekst ligner i sig selv en idyllisk stund mellem far og datter, men der er samtidig en ubestemmelig uhygge i både samtalens afatiske gentagelser og den konstant kontrapunktiske musik, der løber gennem hele videoen som en klassisk klaveretude.
Den intimitet eller blot direkte henvendelse, der findes i disse videoer styrkes yderligere ved, at videopoesien findes på nettet, og den derfor ikke som kunstfilmen og videokunsten sædvanligvis i første hånd opleves i fysiske og kuraterede rammer. Godt nok er Slagtryks publiceringer “kurateret” i redaktionel forstand, men den enkelte seer/lytter/læsers møde er ikke markant anderledes end at finde en video på YouTube eller Vimeo selv for at høre digterens egen (eller en andens?) stemme og opleve værket i sit eget rum på blikket rettet mod laptoppen. Det er måske endda en nedbrydning af digtoplæsningens typiske form, hvor en vis andægtighed ofte har det med at snige sig ind. For netop i videopoesien taler værkets ophavsmand direkte til læseren med en anden stemme end læserens og et andet sted end i læserens eget hoved.