Som redaktør kan man ved månedens gennemlæsning af et tidsskrift – som egentlig bliver sat tilfældigt sammen alt efter hvilke indsendelser og antagelser af bidrag, der kommer i løbet af en måned – føle sig nødsaget til at se sammenhænge på kryds og tværs, sammenhænge som ikke altid findes. Det kan føles forceret at skulle finde tendenser i et enkelt nummer, tale for at nogle tematikker gør sig gældende i en særlig periode over kortere tid osv. Jeg tror sjældent på det: at man skulle kunne ane en strømning med så kort tid lagt bag sig, når man står lige midt i noget. Om ikke andet poppede spørgsmålet “Skal et digt være religiøst for at være særligt godt?” op i mit hoved flere gange under læsningen af septembers bidrag.
Når Carsten Palmer Schale skriver “Jag har köpt en liten, liten påse chips” virker det næsten bedende, nogen kunne mene undskyldende og skammende over for sig selv og den handling, som jeget har udført. Men når han bagefter skriver “Livet är faktiskt ibland mycket, mycket värt att leva” forstår jeg hele tekststykket som en hyldelst til livet, syngende med lille, lille og mycket, mycket, som egentlig er modsætninger. Og man ser glæden ved de små ting i tilværelsen, det store i en fedtet håndfuld chips. Gentle og Voda i Anne Tscherning Larsens dialoger taler næsten i tunger, og den religiøse ekstase ligger ikke langt væk, ligesom Naja Dahlstrup Mogensen forsøger at finde systemer og mønstre i et kaos, som ikke er til at rumme for et menneske med ordenstrang og -tvang. Anna Klahn skriver om, hvordan man bør bruge den tid man har, og Manja Holmelunds “En dag bliver vi forenet i muldjord” nærmer sig en religiøsitet og tro på, at “af jord skal du genopstå.” Besyngelsen i Ingrid Nymos linjer “åh min solstråles fødder på jorden er ord/ åh glem ikke mig vand som kæler den jord/ giv min angst dine fødder som foder/ og læg mine børn i din seng” er næsten salmeagtig, hvad angår både form og indhold, og med Runa Marie Luths “regnen lader sit ansigt lyse over mig” mangler vi blot “og være mig nådig” for at få referencen til den kristne trosbekendelse skåret ud i pap.
Man ser ofte sammenhænge hvor man vil, måske især hvad angår tro, men når septembers forside endda også er prydet af Simon Væths hybrid af en majestætisk ørn og en bjørn, kan jeg næsten ikke tro på, at det kun er tilfældet, der råder. Eller måske er der bare noget med, at lyrik skal have en smule religiøsitet, noget transcenderende, over sig for virkelig at være godt.
September måned bød på 3 debutanter og i alt 7 bidragydere. Du kan få en mail, hver gang Slagtryk publicerer et nyt bidrag her
Når Carsten Palmer Schale skriver “Jag har köpt en liten, liten påse chips” virker det næsten bedende, nogen kunne mene undskyldende og skammende over for sig selv og den handling, som jeget har udført. Men når han bagefter skriver “Livet är faktiskt ibland mycket, mycket värt att leva” forstår jeg hele tekststykket som en hyldelst til livet, syngende med lille, lille og mycket, mycket, som egentlig er modsætninger. Og man ser glæden ved de små ting i tilværelsen, det store i en fedtet håndfuld chips. Gentle og Voda i Anne Tscherning Larsens dialoger taler næsten i tunger, og den religiøse ekstase ligger ikke langt væk, ligesom Naja Dahlstrup Mogensen forsøger at finde systemer og mønstre i et kaos, som ikke er til at rumme for et menneske med ordenstrang og -tvang. Anna Klahn skriver om, hvordan man bør bruge den tid man har, og Manja Holmelunds “En dag bliver vi forenet i muldjord” nærmer sig en religiøsitet og tro på, at “af jord skal du genopstå.” Besyngelsen i Ingrid Nymos linjer “åh min solstråles fødder på jorden er ord/ åh glem ikke mig vand som kæler den jord/ giv min angst dine fødder som foder/ og læg mine børn i din seng” er næsten salmeagtig, hvad angår både form og indhold, og med Runa Marie Luths “regnen lader sit ansigt lyse over mig” mangler vi blot “og være mig nådig” for at få referencen til den kristne trosbekendelse skåret ud i pap.
Man ser ofte sammenhænge hvor man vil, måske især hvad angår tro, men når septembers forside endda også er prydet af Simon Væths hybrid af en majestætisk ørn og en bjørn, kan jeg næsten ikke tro på, at det kun er tilfældet, der råder. Eller måske er der bare noget med, at lyrik skal have en smule religiøsitet, noget transcenderende, over sig for virkelig at være godt.
September måned bød på 3 debutanter og i alt 7 bidragydere. Du kan få en mail, hver gang Slagtryk publicerer et nyt bidrag her