Rolf Højmark: Menneskesværmen (til Simon Grotrian)

I mørket er alle katte blå ingen så
ordene så lystigt forvredne som
Simon Søjlehelgen blev fremkaldt i
pietistisk rensevæske opdraget i gode
manerer og slugte siden så mange
kameler at han var næsten helt
pukkelrygget da hans hjerte omsider sprak
som en lommetør tak Gud!
hakket ind i stolpen til pulpituret i
kirken i Lemming hvor alle hans
bønner vrimlede ud over bakkerne som
lemminger sådan skulle det være han
levede af hasarderede ordspil og
         hjernedøde rim
gyste frydefuldt når et navneord
som et flyvefattigt favneord
styrtede i dybet over Himmelbjerget
han var en barnlig gamling
som LO hysterisk over alt
det almindelige og sprogets knusende
halvmagt og GRÆD over ikke
at kunne smelte sammen
i fryd og amen og omvendt
følte en sær semantisk RO
ved synet af tallet 2
svanernes parringsvals og
kringlernes sydende pardans
i palminklimprende potter
han strikkede strømper i unævnelige
farver og mønstre og slubrede
filterkaffe og spiste citronmåner
fra tanken og sagde at han elskede alle
som lever i menneskesværmen men
at han ikke kunne holde nogen
af os ud i længden for livet er kort og
kunsten for lang og han længtes
som et rekviem drømmer om
at penetrere en tonedøv nonnes
trommehinder for sådan var
han bandt pikante strømpebånd
af alle sine følelser en lazur
lupin ultramarin blå kat som
aldrig knyttede sig til andre end
Vorherre og hans mor og hans læger
sagde det tåler du ikke!
og han gjorde det ikke
igen og igen og igen som Palle alene i
vreden og kattene på barndommens
gård drak mælken fra hans spejlsorte glas
til sidste tår og da jeg en uskøn dag
i et hæsligt år ringede til ham
fra menneskesværmen og øste
ud af mit blødende hjertes
smattede søle rimede han
‘smerte’ på ‘fjærte’ og sagde
nu ved du hvordan jeg har det!

Flere bidrag