Salaah Yousif – tre digte (Oversat af Kirsten Schmidt)

Salaah Yousif er en tysk-sudanesisk lyriker, der kom til Tyskland i begyndelse af 1970erne. Han har skrevet digte det meste af sit liv og er i dag involveret i det litterære undergrundsmiljø i Berlin. Han skriver fra ”den fremmedes” perspektiv og med en bagage af krigserindringer, undertrykkelse og tab. Han skriver sine digte på arabisk, og de udgives her for første gang på dansk ved Kirsten Schmidt.



Faraonisk Omskæring

Morgengryets resterende mørke oplyses kun af bladets skær

Trommerytmer og kvindesang skildrer fejringens glæde

De elskelige kvindeansigter tager pludselig form af skræmmende vilddyr

Og jeg ligger bundet til min seng og hyler som en lille, såret gazelle mellem krokodillens kæber

Så begynder slagteriet

Min tryglen, min enfoldige gråd, min bøn om barmhjertighed

Mit blod spredes omkring mig som en kilde

Mit afskårne kød falder med resten af min menneskelighed til jorden mellem mine lår

Et dybt sår kaster sin skygge på min sjæl

Nu regner jeg med dagenes nåde

og ellers uden liv at føde liv som mine søstre



Morderne

Det selvsamme syn kilometer efter kilometer

Liggende mænd med hænder foldet over bryst

Stearinlys tændes, når aftenen falder på

Sorgens rasende ord gennemtrænger atmosfæren – uden ende

Løftet gentages: Dette må aldrig ske igen

Mængden opløser sig, og alle går hver til sit

Men før græsset kan nå at vokse frem på ofrenes grave

høster døden på ny i afrikanernes rækker



Ansøgning om dobbelt statsborgerskab

Ni måneder blev jeg båret af min mor og fodret med flodernes vilde mælk

I Goethes fodspor fulgte jeg siden, og hans ord ledte mig til den vide verdens dør

Når lindetræernes duft bryder ud efter en sommerdags regn, når en mor leger med sit barn i en park,

så erklærer jeg denne by min uforbeholdne kærlighed

Kan jeg sige ”min by”?


Jeg frygter dødens dunst, som Du ikke bringer til ophør

Jeg frygter den store ilds dag: Vil Du kendes ved mig?

Jeg frygter tidligere tiders stemmer: Forstummer de ved min død?


Min sjæl er som en lukket amulet

I nattens mørke spaltes jeg i to, men hvem er jeg i denne maskernes vredesdans?

Min mor rejser sig fra sin dybe søvn

med sin varme hånd tager hun min maske af og fjerner min barndoms tågeslør

hun lader mig vide, at min far og mine søstre venter mig nu

Om morgenen opsluger byen mig, og mit fordums ansigt svinder bort

Min oprindelige stemme formet af sol og ibenholt tager afsked med mig

Jeg står nu nøgen her blandt de forbipasserendes stikkende øjne

Hvem er jeg, min Herre?

Jeg er to verdners barn

Flere bidrag