Salaah Yousif er en tysk-sudanesisk lyriker, der kom til Tyskland i begyndelse af 1970erne. Han har skrevet digte det meste af sit liv og er i dag involveret i det litterære undergrundsmiljø i Berlin. Han skriver fra ”den fremmedes” perspektiv og med en bagage af krigserindringer, undertrykkelse og tab. Han skriver sine digte på arabisk, og de udgives her for første gang på dansk ved Kirsten Schmidt.
Faraonisk Omskæring
Morgengryets resterende mørke oplyses kun af bladets skær
Trommerytmer og kvindesang skildrer fejringens glæde
De elskelige kvindeansigter tager pludselig form af skræmmende vilddyr
Og jeg ligger bundet til min seng og hyler som en lille, såret gazelle mellem krokodillens kæber
Så begynder slagteriet
Min tryglen, min enfoldige gråd, min bøn om barmhjertighed
Mit blod spredes omkring mig som en kilde
Mit afskårne kød falder med resten af min menneskelighed til jorden mellem mine lår
Et dybt sår kaster sin skygge på min sjæl
Nu regner jeg med dagenes nåde
og ellers uden liv at føde liv som mine søstre
Morderne
Det selvsamme syn kilometer efter kilometer
Liggende mænd med hænder foldet over bryst
Stearinlys tændes, når aftenen falder på
Sorgens rasende ord gennemtrænger atmosfæren – uden ende
Løftet gentages: Dette må aldrig ske igen
Mængden opløser sig, og alle går hver til sit
Men før græsset kan nå at vokse frem på ofrenes grave
høster døden på ny i afrikanernes rækker
Ansøgning om dobbelt statsborgerskab
Ni måneder blev jeg båret af min mor og fodret med flodernes vilde mælk
I Goethes fodspor fulgte jeg siden, og hans ord ledte mig til den vide verdens dør
Når lindetræernes duft bryder ud efter en sommerdags regn, når en mor leger med sit barn i en park,
så erklærer jeg denne by min uforbeholdne kærlighed
Kan jeg sige ”min by”?
Jeg frygter dødens dunst, som Du ikke bringer til ophør
Jeg frygter den store ilds dag: Vil Du kendes ved mig?
Jeg frygter tidligere tiders stemmer: Forstummer de ved min død?
Min sjæl er som en lukket amulet
I nattens mørke spaltes jeg i to, men hvem er jeg i denne maskernes vredesdans?
Min mor rejser sig fra sin dybe søvn
med sin varme hånd tager hun min maske af og fjerner min barndoms tågeslør
hun lader mig vide, at min far og mine søstre venter mig nu
Om morgenen opsluger byen mig, og mit fordums ansigt svinder bort
Min oprindelige stemme formet af sol og ibenholt tager afsked med mig
Jeg står nu nøgen her blandt de forbipasserendes stikkende øjne
Hvem er jeg, min Herre?
Jeg er to verdners barn