Siekfred Mars: Jeg får anfald af husløshed 3

Søndag d. 28 oktober. Jeg skulle være ude af mit værelse inden 12. Jeg vågnede med i sår i panden, på næsen og på hagen, efter at jeg var faldet omkuld med ansigtet ned i fortovet aftenen forinden. Jeg har det sjældent set ad-helvede-til.

Søndag d. 28 – Onsdag d. 31. Jeg overnattede og restituerede hos Peter i Viborg. Vi lavede stuvet hvidkål og karbonader, besøgte byens værtshuse og kørte med Danmarks eneste elevator der kører sidelæns.

Onsdag d. 31. Jeg overnattede hos Jonas fra hold 11. Han sagde at der måske vil blive et værelse ledigt ude hos ham i Risskov til d. 1 december.

Torsdag d. 1. Jeg skulle jeg have overnattet hos Martin, men jeg besluttede mig for at tage hjem til Tversted i weekenden. Mig og Emil fiskede to gange, men fangede ikke noget.

Søndag d. 4. Jeg overnattede hos Martin. Jeg tog en ost med til ham og Natasja, som tak for overnatningen. Sårene i ansigtet er næsten væk, bortset fra et enkelt på næseryggen.

Mandag d. 5. Jeg overnattede hos Emil K. som ikke var hjemme, men jeg lånte nøglerne til hans lejlighed. Rygsækken, som jeg bor fra, opbevarede jeg fra morgenstunden hos Trine, som bor tæt på universitetet. Den er tung.

Tirsdag d. 6. Jeg overnattede hos Trine. Jeg skulle have overnattet hos Foged, men jeg besluttede mig for at tage i byen og Foged skulle op kl. 7.

Onsdag d. 7. Jeg overnattede hos JP. Han diskede op med 3 retters menu og rom ad libitum. Emil K. kom forbi om aftenen til pandekager og mere rom. Senere læste jeg 8 kogebøger og sov godt.

Fra Torsdag d. 8 til Søndag d. 11. boede jeg hos Martin. Natasja var ikke hjemme. Vi købte en flaske rom, lavede linoleumstryk og så film. Jón kom forbi Lørdag og vi tog i byen. Søndag formiddag fik jeg bekræftet værelset ude hos Jonas i Risskov fra d. 1. december. Hurra!

Søndag d. 11. Jeg flyttede ind hos Emil K. Jeg mødte Niels, som Emil bor ved siden af, og jeg har lært at spille Magic Cards. Det lader til at være et godt sted at bo, til måneden er omme.

Mandag d. 12. Jeg fik et sæt ekstra nøgler til lejligheden, og fik hentet min store taske herop. Jeg får stadig svimmelhedsanfald efter mit fald forrige Søndag. Jeg må snart tage til lægen.

Tirsdag d. 13. Jeg fik læst Baudrillard’s ‘America’ færdig. En velskrevet bog. Post-strukturalismen møder speed-rusen og forelsker sig.

Onsdag d. 14. Liv fra holdet inviterede på kage. Senere endte det med en gedigen brandert i byen. Først med Emil K., siden med Andreas fra Nordisk.

Torsdag d. 15. Jeg fik et lift af Emil hjem til Tversted. Der slappede jeg af weekenden over. Jeg købte Lacan’s Seminar 11, 500 magic kort og en t-shirt.

Mandag d. 19. Jeg kørte med Emil til Aalborg om morgenen, og med toget derfra til Aarhus og direkte op på kommunen. Jeg lånte et sæt nøgler og tog bussen ud for at kigge på et værelse, som jeg måske kan flytte ind i. Det så fint ud. Der vil jeg gerne bo.

Tirsdag d. 20. Husløs no more. Katrinebjergvej 140.