De løftes af et skørt
imod den tomme grav
som fyrretræ
går solen nedad
syndens ebbe, panisk pop
og frejdigheden hviler
på et nævespejl
en svunget kind
men billedstriber knitrer
under vuggens brise
tre som slanger
delt af riflet fløjl
der presser til.
Og kan det
i en form af røg
fortælle dig om øksen?
så er svaret
i mit stjerneskum af dage
havner hjernen på tallerknen
vi har skabt en sti
til skygger i tunnelerne
med horn og slatne jagtgeværer
samler vi en menighed i bussen
skønt din aura var af plastic
kan jeg se, at skoven brænder
på uvirkelige marker
flygter hestene
men regnen er en lidenskab
der flugter med hukommelsens
Sankt Peter.