Simon Holm Pedersen: En vinterdag i marts, 1848

brat kan det ske, at manden i den stribede frakke kommer med en skinke i snor, uden anstrøg af noget latterligt, hvilket man ellers kunne have troet, hans fremtræden kraftfuld og selvsikker, i en gang, der minder om en sibirisk tiger, der toner frem bag sneklædte fyrstammer en vinterdag i marts 1848, og det er et møde, for ham mistænkeligt, den lille hund ved hans side lukker munden, mens sneen knirker

brat kan det ske, at en sibirisk tiger dukker op i skovbrynet, overmalet med akvarel og fjer bundet ind i pelsen, manden i den stribede frakke med en skinke i snor, smiler prøvende, dels imødekommende, dels for at dække over et iset indre, en stribet frakke med parallelle brunhvide linjer, der sidder nogenlunde uden at gøre vold mod hans figur, frakken ender et sted omkring knæet, men han sidder på hug, benene er væk, hunden holder sig til ham, mens den krymper sig, den sibiriske tiger en vinterdag i marts, violette øjenhuler og buskede bryn, brat kan det ske, at sneen vælter ned fra overbebyrdede grene og begraver én, febrilt men ikke farligt, at være dækket af flormelis, kun få kommer af dage på den måde, manden i den stribede med en snor bundet om en skinke ser, hvordan den sibiriske tiger bliver begravet i sne, drivens størrelse er det eneste der afslører, hvad der før var synligt

brat kan det ske, at en sibirisk tiger bliver væk i sneen, der omrokerer gang på gang, han ser det hvide som en adgangsbillet til et iset indre med brunhvide linier, bag fyrstammer, vrimler andre frem, roligt og statisk, det fine ved dem er den ro, en mellemstor hund i snor mosler gennem snedækket, frem af driven stikker en fjer og manden i den stribede frakke slipper snoren, brat kan det ske, at en sibirisk tiger åbner øjnene i sneen, der dækker over forkrøblede blade, stop ham stop ham før han giver slip, en mellemstor skinke triller gennem det hvide, den er på siden, den er i orden, den er ikke pumpet fuld af vand, ud af manden i den stribede frakkes fingre vokser pistolløb, brat kan det ske, at ens fingre udhules og neglene bliver til sigtekorn, en dag en vinter marts 48, febril med fine syninger, flere fjer op af driven, når manden rasler tænderne og må holde munden lukket, de må ikke falde ud, sammenbidte kæber, dækker kun til dels over et iset indre, når han hoster isklumper op, når man hiver i hans tap, kommer der slush ice, brat kan det ske, at der kommer slush ice ud af en tiger i en drive i sibirien, hvis det ikke kommer ud af en mand, hans blonde øjenbryn er næsten vokset sammen og det er ikke til at se, lænet op af en fyrstamme, på hug i sneen, hvordan den store hund nu gebærder sig overfor træerne, tigerne, nyfalden sne oven på tø

brat kan det ske, at en vinterdag (marts 1848) finder sted, et sted i en skov, fyrstammer og frossen harpiks, man kan forvente sig meget af en skov, med flormelis drysset ud over det hele, det er et møde, febrilt men ikke farligt, en tiger kan opløses, hvis den tør, sneen viser sig overalt, en lille sibirisk detalje, brat kan det ske, at en køter blomstrer midt om vinteren, manden kan ikke huske, huske hvornår det sidst var vinter, her i taigaen, de store floder er frosne, men nok ikke løgn, ikke længere end nødvendigt, brat kan det ske, at en mand virker udenfor sin vante ramme, og affyrer flere skud uden knald, at stiplede røde linjer dukker frem af nyoprettede grene, en køter tisser skræk, lader vandet lige dér, over stivnende linjer, for det er muligt at sige, at der er andre i sneen, zarens kurere kan være der, men også tigeren, manden og skinken, brat kan det ske, at kugler fra fingerpiber slet ikke gør indtryk, test den linje der nu holder op, tre streger, en fingeret detalje, langt fra det civile liv

brat kan det ske, at en tiger strander i sneen, øjenvipper frem for øjne, stirrer ud af dyngen, målet er at lade være at fryse ihjel, en jernbanesten stikker op, måske med sveller til, det er sådan når en skinke og en hund bliver et kød, hopper ud af sneen og hen til sig selv, manden i den stribede frakke, gylden som harpiks, mister sin sikkerhed, mosler forbi og frem til dyngen via allerede affyrede linjer, sætter sine poter i det hvide, febril men ikke farlig, brat kan det ske, at silhuetter toner sammen mellem sneklædte fyrstammer, 1848 en vinterdag i marts

Flere bidrag