- ved redaktør Mau Lindow Tarbensen

Slagtryk nr. 100 – og en håndfuld nye tiltag

99 udgaver og mere end seks gange så mange bidrag er gået forud for denne udgivelse: Du sidder lige nu med Slagtryk nr. 100 på skærmen foran dig.

Måske du ligesom jeg har forspist dig i julen, fordi der ikke var så mange deltagende til ædegildet som vanligt, mens madmængden af uransagelige årsager var uændret. Men nu er det heldigvis tid til at skifte den tunge mad ud med champagne, og den magelige juletræstraven ud med nogle mere løsslupne bevægelser, når vi danser 2021 ind. Efter festen glæder vi os til at tage hul på et godt år med et væld af digte (og vacciner).

Slagtryk startede i februar 2011, og vores platform har selvfølgelig udviklet sig i årenes løb. Den visuelle profil har for eksempel forandret sig en del siden tidsskriftets begyndelse.

I redaktionen har vi i den seneste tid truffet en række beslutninger om ændringer, der er mindre synlige, men ikke mindre vægtige.

Vi har besluttet at rette vores fokus mere direkte på at forbedre Slagtryk ved bl.a. at afholde flere oplæsningsarrangementer og forfattermøder og blive mere synlige i det litterære landskab. Det er en af grundene til, at vi har valgt at udfase de kvartale honorarer til udvalgte bidragydere.

I februar 2021 relancerer vores Patreon. Her giver vi jer adgang til ekstramateriale, der ikke lægges op på hjemmesiden, som tak for, at I støtter vores tidsskrift. Vi glæder os til at skyde projektet i gang med en række videooplæsninger fra nogle af månedens bidragydere, og vi har flere ideer i støbeskeen, som kan være med til at gøre litteraturen endnu mere nærværende.

Når vi søger økonomisk støtte, er det også med et mål om på sigt at kunne honorere alle tidsskriftets bidragydere. Forfattere har umådeligt trange kår i Danmark, og her på redaktionen vil vi gerne gøre den smule, vi kan for at vise, at vi anerkender skrivning som et erhverv på linje med alle andre. Derfor kommer vi på sigt til at aflønne bidragyderne så snart, vi har økonomisk råderum til det.

Desuden har vi fået Pernille Krog Jensen og Louise Holst Sørensen med på holdet. Pernille er vores nye grafiker. Hun laver opslag på vores Instagramprofil, så I kan få en forsmag på de bidrag, vi publicerer. Louise hjælper os på sin side med at holde styr på økonomien. Sammen med os, det nye hold redaktører, er de med til at vedligeholde og forbedre tidsskriftet, så det fortsat kan køre på skinner.

Her på redaktionen håber vi, at I får tid til at skrive og sende tekster ind i januar måned. Selv vender vi stærkt tilbage i februar, så svartiden kan godt være lidt længere end vanligt.

Godt nytår til alle!

Mere redaktionelt