Sofie Kousgaard: En tekst

jeg vil smile til overvågningskameraret når jeg køber en toblerone og en arizona green tea og ikke tænke over mit forhold til fortid og fremtid og føle at det er ok at gøre min pligt som consumer og udstråle glansbilleder og glassplinter og jeg vil undgå information og viden og spise en trekant toblerone og skylle ting ned med arizona green tea og ikke have dårlig samvittighed over at eksistere og kysse en som kunne være dig på næsen og tænke at tilværelsen er ok og forestille mig en lejlighed et fejlfrit sted og kigge på solens syrerockede stråler og dele rødvinsflasker med venner og have sex med en som kunne være dig på et blødt gulvtæppe og forestille mig mit facebook profilbillede som et ansigt jeg går rundt med i virkeligheden og købe en cafe latte to go i en flot emballage imens jeg undgår smser og selvmord og upassende seksuelle fantasier og at kritisere det system jeg indgår i og koncentrere mig om ikke at skænke små sultne sorte børn en tanke og i stedet spise en toblerone trekant og skylle munden i arizona green tea og købe noget økologisk og tænke på velfærd og meditere over at være moderne og føle at verden nærmer sig i morgen og glemme at fortryde min normale opvækst og i stedet bruge min energi på at tænke på om jeg skal onanere og gå i bad eller onanere i badet og jeg vil fortrænge tanker som torturerede kropsdele og forældreløse børn i bangladesh og menneskehandel og børnesoldater og stoppe med at drømme om verdensfred for i stedet at affinde mig med at pik er penge og penge er magt og magt er pik og jeg vil i stedet bekymre mig om at blive tyk af toblerone og få grimme tænder af at ryge smøger mens jeg går forbi en hjemløs der sælger hus forbi og tænke at jeg vil bruge 20 kr på noget andet fordi det er min ret og jeg vil undgå øjenkontakt med ham fordi han giver mig dårlig samvittighed fordi jeg spiser toblerone og drikker arizona green tea og bruger 20 kr på mit misbrug i stedet for hans misbrug og jeg vil sidde komfortabelt i min kønsrolle og holde dig i hånden og tænke at vi er de eneste i verden og være ligeglad med at være de eneste i verden og tage stoffer og få lyserøde krystalvinger og gå i candyfloss til knæene og blive mindet om følelser som fx kærlighed og frihed og naturen som fx støvregn og græsstrå og følelsen af et knus og universets endeløshed og vilde heste i løbetid imens jeg tænker at hvis jeg tænker mindre over tingene bliver jeg lykkeligere i glæden over at være simpel og overfladisk og ligeglad og søvnig og distraheret og jeg vil forsøge at foretrække at dulme hverdagen i underholdningsindustriens narkosefremkaldende skyer af fragmenterede menneskebilleder i pastelfarver med snørebånd og friseret hår og tænke at det er sådan jeg vil være og fx prøve at finde fred med at reproducere andre mennesker og være syntetisk og selvglad og charmerende og taktisk og bedøvet og aldrig mere græde når jakkesæt skyder skyer ned og ikke tænke over hvem der tænder mine drømme og i stedet tænde for fjernsynet og så vil jeg kysse dig igen og igen og igen og igen og takke fjernsynet for at fortælle mig hvordan jeg skal tænke og blive lykkelig og undgå at tænke på andet end at kysse dig og meditere over dine kys som plastre på min krop og efter noget tid vil jeg sige at jeg elsker dig og jeg ville zoome ind i min hjerne og finde et øjebliksbillede af os og mindes noget fra den gang vi havde planeter i øjnene og planter i hjerterne og fortalte eventyr om smagen af kemi og billig barbersprit og elektriske bølger og maniske tilstande og stjerner langt borte uden at vi forstod noget af det og faldt i søvn i hinandens arme og forholdte os 100% ikke til noget andet end at ligge der og smelte sammen og jeg ville ønske at være ufødt og idiot og instinktivt ingenting i ingen tid som fx ville være ok tanker på et usundt tidspunkt hvor jeg havde råd til vaskemiddel og sodavand og økologi og at have allergi og købe ting på recept og tage taxa mens jeg stadig mærkede utopiske tanker der ikke ville finde sig i fattigdom og rigdom og rismaver i solskin og kvindeundertrykkelse og dræbende skud fra børnesoldaters geværer og dræbende befalinger fra supermagter og horrorlignende urealistiske men realistiske billeder af folk der skulle forestille at skabe fred mens de skyder millioner af civile og griner når deres tanks kører over nylikviderede kroppe et sted hvor det støver og hvor folk bor i murbrokker og brokker sig over lande som fx usa og savner lande som fx deres eget og du kysser mig på skulderbladet og jeg tænker på at blive ramt af et skud lige der hvor dine læber rører min hud og jeg tænker fuck og vi har sex længe og jeg mærker hvordan universet trækker sig sammen inden i mig og udvider tiden i et åndedræt og jeg føler at jeg er langt væk i en depression mens jeg forestiller at være lykkelig på en ny måde som en slags metafor for evigheden og ligegyldigheden og ensomheden og meningsløsheden og menneskeheden og jeg åbner øjnene og ser hvor smuk du er og hvor ren du er og hvor beskidt jeg føler mig og hvor forkerte vi er når vi ligger der sammen og spiser to toblerone trekanter hver og smiler og kigger hinanden i øjnene i sekunder der flyver afsted og sætter spor på vores kroppe og vi har chokolade på tænderne og vi kysser igen og igen og igen og igen og slikker hinanden om munden og du tænker at jeg ikke burde spise så meget chokolade og jeg antager at der ca er 50% chance for at jeg stopper med det og du siger forskellige ting som virker helt åndssvage og jeg tænker at måske skulle du bare kysse mig igen og jeg kysser dig igen og tænker over at være for meget og afhængig og klistret og forelsket som en slags diagnose på den tilstand samfundet tvinger mig i og jeg tænker at verden leger the sims med mig og at det på en måde ikke er rigtig at jeg er forelsket og jeg regner ud at der ca er 80% chance for at du synes at jeg er for meget lige nu og tænker at det er rart at du ikke ved hvad jeg tænker som fx at jeg har lyst til at kysse dig på alle sprog og at jeg har tænkt mig at gemme mig bag ved mit menneske og skrive ting ned i ly af natten og spørge folk om de kan trylle og lade blikket hvile på munden og tænke fuck mange gange om dagen når jeg fx står korrekt i køen eller rider rutineret i metroen eller prøver at leve bæredygtigt eller når jeg skal betale ting med mit dankort eller spise en fisk der smager af fisk eller når jeg bliver ligegyldig og glemt selvom jeg er på facebook og instagram og twitter og jeg har lyst til at gøre dig til min slave eller noget i den stil og du skulle elske og hade det og fx give mig en følelse af at verden er ok i et stykke tid og ting skulle fungere i stilhed og frosten skulle lægge sig på vores læber og vi kunne klø hinanden på ryggen og hviske beroligende ting i ørerne om aftenen og mærke hinanden koncentreret mellem nat og tidlig morgen og undgå at tænke over ting i mellem os og plastik omkring os og konsekvenserne ved globalopvarmning og elektronisk affald og forurening og chancerne for at dø af kræft eller få fjernet visdomstænder eller miste for mange hjerneceller i hvæset af en stærk joint eller blive udsat for racisme og så kunne vi sammen bøje hovederne og glo på ukrudt mellem fortovsfliserne og tænke på hvad coca colas brus gør ved maven og ved tænderne og ved vores liv og hvorfor vi har et arbejde og betaler skat og indgår i systemer og låses inde i institutioner og fx tænke over hvor kødet kommer fra i køledisken og vi kunne vågne op i ske og have det rart sammen i et tidsrum fyldt med smertestillende i form af vores egen ignorance og uvidenhed og egoisme og svømme væk i vores egen bekvemmelighed og blive væk i en verden der virker for stor til at rumme os som enkelt individer og lade os bevæge i strømmen fordi det er nemt og vi kunne føle os som en og hinanden og drømme om ting vi ser i reklamer og vi ville shoppe og zappe selvom vi fx ikke har brug for at skifte kanal eller købe en toblerone og en arizona green tea og sammen kan vi længtes efter og mærke et ubestemt sted som eksisterer inden i os men som vi er for societydopede til at finde frem til og jeg vil forsøge at forlige mig med at jeg forlader en rasende ungdom fyldt med magtesløshed og frustrationer og kaninknepperi og begynde at affinde mig med passivt at følge takten og tonen i køen og blive klog på ting som fx vaskeanvisninger og batterier og budgetter og hvordan man ser ligeglad ud i længere tid af gangen og pludselig blive det og samtidig savne oprøret i kroppen og at have hjertet med der hvor hjertet skal være og stoppe med at lytte til rockmusik og drikke rødvin en fredag morgen og i stedet ønske at ting tier stille omkring mig og jeg ville ønske at dine kys kunne dræbe eller gøre mig til en baywatch babe

Flere bidrag