Jorden er fugtig, formiddagen er mild. Samanta graver et hul i haven. En regnorm flygter fra stedet. Jorden sætter sig sort under hendes negle. Hun rejser sig op, børster knæene for jord. I hullet smider hun et udkast til sit speciale, tre billeder; et af Virginia Woolf, et af Karen Blixen og et af Patti Smith. De hang på væggen over skrivebordet. Der er ikke længere plads i lejligheden, på grund af puslebordet, en større vasketøjskurv og blespanden. Hun væmmes over symbolikken, over det pjat hun udsætter sig selv for; sentimentaliteten, der gennemstrømmer hende. Hun dækker hullet til med hænderne. Sådan, siger hun og rejser sig igen. I babyalarmen skratter en bombe. Den ligger lommen, men stammer fra hendes livmoder. Barnet er vågnet. Hun trøster sig med, at barnet en dag måske selv bliver forælder, og så skal de fandeme tale sammen og trøste hinanden. De to.