En uendelig udstrækning. Gentagelsesstrukturer. Afvigelser. De pludselige opdagelser af noget nyt. Jeg griber fat i disse opdagelser med én eller flere af mine sanser. De skuffende oplevelser synes uundgåeligt som ødelagte versioner af de mere unikke eksemplarer. Jeg foretager de rejser gennem landskaber af kedsommelig overflødighed, som skal til, førend jeg når frem til det nye. Det er muligt at sammenligne mange ting med hinanden, og de mest hyppigt forekommende typer, bliver det ret hurtigt til et arbejde at få oplevelser ud af. Jeg kan bruge timevis på at prøve at finde frem til bare én detalje, der ophøjer det enkelte. Og det gør jeg også gerne. Til tider modvilligt, men jeg gør det. Det skal jo til. Ofte er det mere frugtbart, hvis jeg bevæger mig.
Det er forskellene på alt inden i mig og alt omkring mig, som jeg leder efter. Det er, hvor intet omkring mig minder om noget, inde i mig, at jeg finder mine hjem. Det er i sådan udørker, at jeg planter lidt af mig selv – fordi det mangler dér. Som dengang man bragte kartoflen til Europa. Europa havde brug for kartoflen. Hvis min tilstedeværelse i verden skal gøre en så stor forskel som muligt, må jeg nødvendigvis dele ud af mig selv så ofte som muligt, og dér hvor det, jeg har at bidrage med, gør den størst tænkelige forskel.
Tingene bliver mindre, alt imens rummet udvider sig. Min viden, min erfaring, gør tingene i min nærhed til stadighed mere håndterbare, fjerlette og overskuelige, kan man sige, men leder mig samtidig i retning af andre, ubegribelige fænomener. Eller rettere: førhen var de ikke svære at forstå, men de bliver det. Min begyndende skægvækst, for eksempel, fik mig til at studse over, beklager ordspillet, asiatiske mænd, at de sjældent ses med et stort og fyldigt skæg. Det fik mig derefter til at tænke over hårvækst i det hele taget. Omkring genitalerne for eksempel. Og på planter som klodens skæg. Og der var med det samme en anden klang omkring mig, en fornemmelse af at jeg talte ud i et større rum, at stemmer langvejs fra nåede mig, men kun som en svag rest af et ekko – en ganske kortvarig og lavmælt lyd. Når det sker, kan jeg hver gang ikke dy mig for at undersøge sagen nærmere.
Jeg bruger stedkendte folk til at lede mig på rette vej, til at sørge for, at jeg, uanset hvor jeg er, befinder mig i et hjemmevant miljø. De er stifindere og tolke for mig, naturvejledere, krigere, videnskabsmænd og kogekoner. Jeg ville aldrig være kommet så langt alene. Tanken om at leve og virke i verden alene er irrationel. Det er en både farlig, besværlig og hæmmende livsform. Spild af ressourcer. Som at drive et landbrug udelukkende med redskaber, som man selv har udviklet. En hånlig holdning til andres indsats, egentlig: ikke at anerkende og drage nytte af den viden andre har samlet sammen. Det er godt, at vi er mange, der har en anden tilgang til livet. Vi er både det forandrende princip og alt hvad der karakteriserer et civiliseret samfund.
Jeg skriver rummet frem, skaber det i den handling, skriften er. Der er intet humør i mig udover det, som skriften skaber. Jeg beskriver en behagelig stol med plyssæde, og jeg sidder i en behagelig stol med plyssæde. Jeg skriver: ”jeg har ondt i min venstre pegefinger”, og jeg har ondt i min venstre pegefinger. ”Du og jeg er frie mennesker”, siger jeg, og bevæger mig let og ubesværet i din retning, eller hvor jeg ellers kunne have lyst til at bevæge mig hen. Eller omvendt: jeg skriver nogle begrænsninger for mine udfoldelsesmuligheder frem, og mit eget bur opstår, som jeg derefter bebor. Indtil jeg skriver mig et andet. Min tekst kan have et plot eller et andet system – perspektiv skal jeg i hvert fald have. I det lange løb. Junglen med dens tætte beplantning og tunge, fugtige luft er ikke til at holde ud i længden.
Jeg er en bolig, der bestandigt bygges videre på, og som derfor kaster en længere og længere skygge. For de fleste omkring mig virker det sikkert utænkeligt, at jeg en dag ikke vil være her længere – så meget fylder jeg. Men ikke desto mindre: for hver dag der går, stiger sandsynligheden for, at en eller flere af dem får nok af at tilbringe de bedste år af deres liv i min skygge. De vil have del i solen. De kan til at begynde med måske nøjes med at prøve på at se lige igennem mig, og derved få adgang til solens lys, men det vil aldrig fungere i længden. Det vil altid bare være noget, de leger. Nej. Nogen vil være nødt til at rive mig ned.
Det er forskellene på alt inden i mig og alt omkring mig, som jeg leder efter. Det er, hvor intet omkring mig minder om noget, inde i mig, at jeg finder mine hjem. Det er i sådan udørker, at jeg planter lidt af mig selv – fordi det mangler dér. Som dengang man bragte kartoflen til Europa. Europa havde brug for kartoflen. Hvis min tilstedeværelse i verden skal gøre en så stor forskel som muligt, må jeg nødvendigvis dele ud af mig selv så ofte som muligt, og dér hvor det, jeg har at bidrage med, gør den størst tænkelige forskel.
Tingene bliver mindre, alt imens rummet udvider sig. Min viden, min erfaring, gør tingene i min nærhed til stadighed mere håndterbare, fjerlette og overskuelige, kan man sige, men leder mig samtidig i retning af andre, ubegribelige fænomener. Eller rettere: førhen var de ikke svære at forstå, men de bliver det. Min begyndende skægvækst, for eksempel, fik mig til at studse over, beklager ordspillet, asiatiske mænd, at de sjældent ses med et stort og fyldigt skæg. Det fik mig derefter til at tænke over hårvækst i det hele taget. Omkring genitalerne for eksempel. Og på planter som klodens skæg. Og der var med det samme en anden klang omkring mig, en fornemmelse af at jeg talte ud i et større rum, at stemmer langvejs fra nåede mig, men kun som en svag rest af et ekko – en ganske kortvarig og lavmælt lyd. Når det sker, kan jeg hver gang ikke dy mig for at undersøge sagen nærmere.
Jeg bruger stedkendte folk til at lede mig på rette vej, til at sørge for, at jeg, uanset hvor jeg er, befinder mig i et hjemmevant miljø. De er stifindere og tolke for mig, naturvejledere, krigere, videnskabsmænd og kogekoner. Jeg ville aldrig være kommet så langt alene. Tanken om at leve og virke i verden alene er irrationel. Det er en både farlig, besværlig og hæmmende livsform. Spild af ressourcer. Som at drive et landbrug udelukkende med redskaber, som man selv har udviklet. En hånlig holdning til andres indsats, egentlig: ikke at anerkende og drage nytte af den viden andre har samlet sammen. Det er godt, at vi er mange, der har en anden tilgang til livet. Vi er både det forandrende princip og alt hvad der karakteriserer et civiliseret samfund.
Jeg skriver rummet frem, skaber det i den handling, skriften er. Der er intet humør i mig udover det, som skriften skaber. Jeg beskriver en behagelig stol med plyssæde, og jeg sidder i en behagelig stol med plyssæde. Jeg skriver: ”jeg har ondt i min venstre pegefinger”, og jeg har ondt i min venstre pegefinger. ”Du og jeg er frie mennesker”, siger jeg, og bevæger mig let og ubesværet i din retning, eller hvor jeg ellers kunne have lyst til at bevæge mig hen. Eller omvendt: jeg skriver nogle begrænsninger for mine udfoldelsesmuligheder frem, og mit eget bur opstår, som jeg derefter bebor. Indtil jeg skriver mig et andet. Min tekst kan have et plot eller et andet system – perspektiv skal jeg i hvert fald have. I det lange løb. Junglen med dens tætte beplantning og tunge, fugtige luft er ikke til at holde ud i længden.
Jeg er en bolig, der bestandigt bygges videre på, og som derfor kaster en længere og længere skygge. For de fleste omkring mig virker det sikkert utænkeligt, at jeg en dag ikke vil være her længere – så meget fylder jeg. Men ikke desto mindre: for hver dag der går, stiger sandsynligheden for, at en eller flere af dem får nok af at tilbringe de bedste år af deres liv i min skygge. De vil have del i solen. De kan til at begynde med måske nøjes med at prøve på at se lige igennem mig, og derved få adgang til solens lys, men det vil aldrig fungere i længden. Det vil altid bare være noget, de leger. Nej. Nogen vil være nødt til at rive mig ned.