Deres forhold var altid i forandring, fordi de betragtede enhver stilstand som en unødvendig afbrydelse af arbejdet med at udforske hvilken karakter, et forhold kunne have, og hvordan det kunne udfolde sig. Én uge var de kærester med alle intentioner om at bo sammen hele livet, den næste hadede de hinanden og ville på enhver måde søge at ødelægge den andens ry og livsgrundlag. Det kunne også være små forandringer, bare sådan noget som at beslutte sig for at danse sammen hver onsdag.
De snakkede og snakkede. Lige fra de vågnede om morgenen, til deres øjne lukkede i om natten. Det meste af snakken handlede om, hvad de så omkring sig, men de talte også om, hvad der var hændt de foregående dage, og hvad de dér havde snakket om. Sommetider blandede andre sig i samtalen. Når de andre var gået, fortsatte de to ufortrødent deres snak. Man kunne ikke dele en dag op, som om der havde været tale om en mængde adskilte samtaler, for der blev konstant refereret tilbage til emner, som de havde talt om tidligere på dagen. Derfor må hver dag opfattes som én lang samtale. Hver morgen talte de om, hvad de hver især kunne huske af nattens drømmerier. Hver aften sluttede de af med at tale om, hvad de mon kunne tænkes at drømme om den efterfølgende nat, og hvordan det ville hænge sammen med de forrige nætters drømme. Man kunne godt argumentere for, at hele deres liv udgjorde én lang samtale.
Den ene flygtede fra den anden, og den anden jagtede den ene. På den måde var det altid den flygtende, som bestemte, hvor de tog hen.
Deres forhold skulle have en indledning, en midte og en afslutning. Alt skulle have en funktion i forhold til den overordnede historie, som forholdet udgjorde. Og afslutningen på deres forhold skulle ikke bare komme ud af det blå, som man så ofte ser det: ”Han virkede rask, sidst jeg så ham, men forrige uge ringede Hanne så, og fortalte mig, at han var død – kræften havde taget ham.” Det skulle være en afslutning, der på tilfredsstillende vis fandt sin retfærdiggørelse i visse af de forudgående begivenheder. Noget i retning af: ”Den revolver, som de sammen købte i begyndelsen af forholdet for at undgå, at en indbrudstyv kunne stjæle alt de ejede, voldtage og myrde dem selv og deres kommende børn, måtte nødvendigvis på baggrund af deres paranoide opdragelse af børnene, blive anvendt af det ældste barn til at slå dem begge ihjel, da de kom uventet tidligt hjem fra ferie, og det unge menneske troede, at de var indbrudstyve.” Familiens spisevaner ville i så tilfælde også have peget fremad mod tragedien. Det overdrevne sukkerindtag og den måde de i alkoholpåvirket tilstand brugte våbenet ved flere lejligheder. Og riterne i forbindelse med festligheder. Den centrale placering, som våbenet altid indtog på familiefotos. Og naturligvis mere direkte i opdragelsen. Den store vægt de lagde på at lære børnene, at vi alle er med til at skabe et samfund, hvor der slås hårdt ned på kriminalitet.
Alt skulle ske umotiveret, være episodisk og i det hele taget umuligt at få mening ud af. Deres forhold til hinanden og andre bestod af et væld af hængepartier i form af alle de ting og personer, som de stødte på, og derefter aldrig vendte tilbage til. De var nu engang oplevet og fik aldrig siden konsekvenser. Der var ingen GRUND til at en af dem havde spist alle de is, og der var ingen GRUND til, at den anden hver gang havde taget sig en lur i stedet. Det fik heller ingen KONSEKVENSER. Ligeså umotiveret fandt mord, misbrug og malerkunst sted på visse tidspunkter i deres indbyrdes liv.
De var meget optagede af samfundet, og talte altid om noget, der havde et større perspektiv end blot det personlige. Hvis en af dem oplevede, at den anden tog mere end sin del af, hvad de havde at deles om, medførte det, at denne ene antog en venstreorienteret position og begyndte at tale om ”den ulige måde samfundets goder er fordelt”. Hvis en af dem oplevede, at den anden ikke gjorde sig nok umage med det seksuelle, var det et samfundsproblem: ”INGEN gider at bruge den fornødne tid på at være intim sammen med sin partner længere. Det er som om al den moderne teknologi har skabt en afstand mellem mennesker.” Og efter at den ene igen ikke havde tager opvasken og redt seng: ”TV og internet har tilsyneladende gjort, at folk overser at tage del i de nære ting i deres liv. De lever simpelthen andre steder end dér, hvor deres nærmeste måtte kunne forvente at have glæde af dem.”
Ingen af dem havde haft grund til at være på det sted, hvor de først havde mødt hinanden. Det blev med tiden åbenlyst, at de skulle det samme sted hen, selv om, eller netop fordi, ingen af dem vidste, hvor det sted, de skulle hen, var.
De snakkede og snakkede. Lige fra de vågnede om morgenen, til deres øjne lukkede i om natten. Det meste af snakken handlede om, hvad de så omkring sig, men de talte også om, hvad der var hændt de foregående dage, og hvad de dér havde snakket om. Sommetider blandede andre sig i samtalen. Når de andre var gået, fortsatte de to ufortrødent deres snak. Man kunne ikke dele en dag op, som om der havde været tale om en mængde adskilte samtaler, for der blev konstant refereret tilbage til emner, som de havde talt om tidligere på dagen. Derfor må hver dag opfattes som én lang samtale. Hver morgen talte de om, hvad de hver især kunne huske af nattens drømmerier. Hver aften sluttede de af med at tale om, hvad de mon kunne tænkes at drømme om den efterfølgende nat, og hvordan det ville hænge sammen med de forrige nætters drømme. Man kunne godt argumentere for, at hele deres liv udgjorde én lang samtale.
Den ene flygtede fra den anden, og den anden jagtede den ene. På den måde var det altid den flygtende, som bestemte, hvor de tog hen.
Deres forhold skulle have en indledning, en midte og en afslutning. Alt skulle have en funktion i forhold til den overordnede historie, som forholdet udgjorde. Og afslutningen på deres forhold skulle ikke bare komme ud af det blå, som man så ofte ser det: ”Han virkede rask, sidst jeg så ham, men forrige uge ringede Hanne så, og fortalte mig, at han var død – kræften havde taget ham.” Det skulle være en afslutning, der på tilfredsstillende vis fandt sin retfærdiggørelse i visse af de forudgående begivenheder. Noget i retning af: ”Den revolver, som de sammen købte i begyndelsen af forholdet for at undgå, at en indbrudstyv kunne stjæle alt de ejede, voldtage og myrde dem selv og deres kommende børn, måtte nødvendigvis på baggrund af deres paranoide opdragelse af børnene, blive anvendt af det ældste barn til at slå dem begge ihjel, da de kom uventet tidligt hjem fra ferie, og det unge menneske troede, at de var indbrudstyve.” Familiens spisevaner ville i så tilfælde også have peget fremad mod tragedien. Det overdrevne sukkerindtag og den måde de i alkoholpåvirket tilstand brugte våbenet ved flere lejligheder. Og riterne i forbindelse med festligheder. Den centrale placering, som våbenet altid indtog på familiefotos. Og naturligvis mere direkte i opdragelsen. Den store vægt de lagde på at lære børnene, at vi alle er med til at skabe et samfund, hvor der slås hårdt ned på kriminalitet.
Alt skulle ske umotiveret, være episodisk og i det hele taget umuligt at få mening ud af. Deres forhold til hinanden og andre bestod af et væld af hængepartier i form af alle de ting og personer, som de stødte på, og derefter aldrig vendte tilbage til. De var nu engang oplevet og fik aldrig siden konsekvenser. Der var ingen GRUND til at en af dem havde spist alle de is, og der var ingen GRUND til, at den anden hver gang havde taget sig en lur i stedet. Det fik heller ingen KONSEKVENSER. Ligeså umotiveret fandt mord, misbrug og malerkunst sted på visse tidspunkter i deres indbyrdes liv.
De var meget optagede af samfundet, og talte altid om noget, der havde et større perspektiv end blot det personlige. Hvis en af dem oplevede, at den anden tog mere end sin del af, hvad de havde at deles om, medførte det, at denne ene antog en venstreorienteret position og begyndte at tale om ”den ulige måde samfundets goder er fordelt”. Hvis en af dem oplevede, at den anden ikke gjorde sig nok umage med det seksuelle, var det et samfundsproblem: ”INGEN gider at bruge den fornødne tid på at være intim sammen med sin partner længere. Det er som om al den moderne teknologi har skabt en afstand mellem mennesker.” Og efter at den ene igen ikke havde tager opvasken og redt seng: ”TV og internet har tilsyneladende gjort, at folk overser at tage del i de nære ting i deres liv. De lever simpelthen andre steder end dér, hvor deres nærmeste måtte kunne forvente at have glæde af dem.”
Ingen af dem havde haft grund til at være på det sted, hvor de først havde mødt hinanden. Det blev med tiden åbenlyst, at de skulle det samme sted hen, selv om, eller netop fordi, ingen af dem vidste, hvor det sted, de skulle hen, var.