Stine Bork Kristensen: Ida og Vilhelm

Ida: Forude bed vi fra os
         i et blødt og gyldent lys
Vilhelm: Nu er maleriet næsten færdigt
Ida: Det forladte grå hus
Vilhelm: Hvis gule mure vokser fra hånd til hånd
Ida: Vil du åbne et vindue for mig?
Vilhelm: Så lyset når ind
Ida: Så mørket kommer ud
Vilhelm: Ja
Ida: Det er umuligt at sige om det er
         en af de kolde sommerdage
Vilhelm: Eller en varm vinterdag
Ida: Når vi ses igen
Vilhelm: Hvis vi ses igen

 
 
 
 
 
 

Ida: Den fjollede hat
Vilhelm: Jeg er glad for fjeren
Ida: Men fjeren er ikke grå, den er hvid
Vilhelm: Ja, her passer den jo ind
Ida: Og mine knugede hænder, som om jeg sagde nej?
Vilhelm:
Ida: Ja, jeg ved det, det er sådan, du ser mig

 
 
 
 
 
 

Vilhelm: Er du ikke glad for knapperne, som de løber op og ned ad jakken
Ida: Knapperne er udmærkede
Vilhelm: De er vellykkede, ligefremme, kække
Ida: Hvid er uskyldens farve.
Vilhelm:
Ida: Ærbødighed, ægteskab, fødsel
Vilhelm: Vinter, sne, intethed
Ida:
Vilhelm: Hvide fjer bliver grå med tiden
Ida:
Vilhelm: Der er flere farver i den grå
Ida: Gråt er alt?
Vilhelm: Det er ikke det jeg siger
Ida: Alt er gråt?
Vilhelm: Du ser ikke
Ida: Jeg ser og ser
Vilhelm: Den grå fjer

 
 
 
 
 
 

Ida: Jeg sagde ja
Vilhelm: Jeg maler nej
Ida: Du gør med andre ord hvad der passer dig
Vilhelm:
Ida: Fjeren var hvid nu er den grå?
Vilhelm: Med tiden, ja

 
 
 
 
 
 

Ida: Hvad skal vi her?
Vilhelm: Se træerne, så nøgne at de skutter sig,
Ida: Lettere foroverbøjede som belæste mænd
Vilhelm: Og kvinder
Ida: Vilhelm
Vilhelm: Kom, vi skal tættere på
Ida: Jeg fryser
Vilhelm: Jeg fryser også
Ida: Så lad os gå hjem
Vilhelm: Vi er lige kommet
Ida: Det føles som en evighed
Vilhelm: Evigheden
Ida: Den er i træerne og i lyset, ja jeg ved det
Vilhelm: Og i dig Ida
Ida: “Og i dig Ida”
Vilhelm: Se sneen
Ida: Det er sneen, der ser på os, Vilhelm, fra alle sider
det store hvide overblik
Vilhelm: Kys mig (Ida ler og kysser Vilhelm)

 
 
 
 
 
 

Vilhelm: Her må det være… perfekt… se lige det lys bag træerne
Ida:
Vilhelm: Sneen mod de mørkebrune stammer… bakken der fuldender
Ida: Verden, Vilhelm, den vender det hvide ud af øjnene, når den ser på os
Vilhelm: Ti stille… nu begynder vi
 
 
 

Flere bidrag