Thorkil Jacobsen: Astronaut

Hun undgår behændigt skindet på pølser
den del af rosinbollen
der ikke er rosiner eller smør.
Hun rækker ud efter
stjernerne og nullermænd på gulvet
glæden når noget glimter
eller lyder som musik

Hun stopper op
på kaffebaren eller
i supermarkedet:
Hun hører fodaftryk på linoleum
kaffemøllens hakkende bas
køleskabet smækker
stemmer i hver deres toneleje
og hun ved ikke at det bare er
virkeligheden
          og så danser hun…

Jeg forsøger at redde hende
fra gulvet (den satan) eller
kanten på spisebordet
erkendelsen for enden af
hver piruet. Jeg er bodyguard og
pauseklovn
tilskuer og to hånddukker
jeg er Kaj og Andrea
lyden af alle dyr på bondegården
plus en elefant og Mickey Mouse.
Jeg opfører skuespil
hvor alle har små smil tatoveret
på deres mareridt
og sødmælk flydende i minderne.
Jeg omringer hende med tændstikmænd
der griner til det første
hun skal huske

Livet er en dans, siger jeg og kysser
hende på kanten af en drøm.
Jeg lægger hende
forsigtigt i tremmesengen.
Hver aften er det en månelanding

Flere bidrag