Dér er et stolepar
dér er to gæster
dér kommer kvinden
de to gæster holder af huden
kønnene holdes af huden huden var der før gæsterne var der før kønnene var der
i moders skød en skaldet pande et buet knæ en ønsket form et menneske
I moders skød lagde fingre og køn sig til ro i tiende uge
fingerspidser svulmer op, de lægger sig i spiraler eller bølger, labyrinter
eller riller. Kønnet finder en form, lægger sig lydigt efter hormoners storm,
kromosomers mønstre
Men nu er gæsterne der for kvinden er der
hendes krop giver dem et sted at være gæst
de samles i eksil
uden for lukkede åbne lukkede åbne blinkende døre glødende døre
Rummet er sort og lyset er hvidt, huden mellem gæsterne lyser hudfarvet der er
kun lys på huden på stolene på gulvet gæsterne
deres åndedrag
de er blot gæster, hvor er deres køn
engang var der kun huden mellem gæsterne nu klæder de sig helst i det samme
sorte tøj lysafvisende sorte tøj pletvelkommende sorte tøj
de bærer helst deres fingre som en parantes:
tommel mod tommel pegefinger mod pegefinger
sat vertikalt under underlæben
aflangt mod aflangt en afart af onani
Hvor flittige vores hænder var ser vi først som skelet
puster det ind, under stolebenene op mellem mandebenene ind gennem
ribbenene
for her er døden ikke fremmed, døden er vært også angsten og orgasmen bor i
det sorte rum den skære hud det gemte køn den skjulte kusse den eksilerede pik
samme røvhul samme uforståelige givne krop samme uhåndgribelige givne død
vi håber er løgn vi håber ordene skaber orden for os
Nå tiden går her
nu er der flere stolepar bag flere stolepar end nogensinde
der er flere og flere gæster, altid samme kvinde, altid samme gemte køn, taler
gæsterne om det gemte køn, nej deres ord når kun til huden går kun blottede
rundt på huden, tempo tempo løb fra døden tempo tempo tal fra døden
blikkene går rundt på huden med minimale ryk øjnene har damp og behøver ikke
medicin de virker som de skal de går i forvejen de elsker de kæler for anklen
hvisker
min elskede ankel min elskede ankel mine elskede ankler
mine elskede ankre i jorden
blikket går i forvejen for talen, øjnene går i forvejen for hænderne,
følerne forestiller sig
håndfladers revner mod halsens hudfolder
ingen skarpe kanter kun midlertidig friktion
en lugtet smag af læsket kalk
et ja vælder frem mellem benene
Ud af gæsten ud af tøjet vælter manden frem på gulvet ind mod kvinden skal vi
nu se hovedskallen i knæk som et æg, næ
en grænse drager dem:
kvindens hud mod mandens hud
en genfundet pik en fremdraget kusse
et genfundet ’jeg’ et ’jeg er ikke dig ’
to klædt i to køns hud to hjem i to hjemløse
du har mit sted, jeg har dit
slidt slidt til passer stramt varmt
Manden ser kvinden
manden vil tale
sproget maser sig ind i ham ud af ham hyller ham i det fine jakkesæt
Lyset går, optagelsen standser og
en mand leder efter en skjult ankel i et mørkt rum
der sker en
repositionering af manden der står på gulvet manden der går på gulvet manden
der ligger på gulvet manden der rører sit knæ med munden manden der holder
sin ankel i hånden manden der trækker og slipper med tungen manden der
genfinder det samme sted nu i hjemløshed;
Den skaldede mand er sin egen evige gæst, han falder i sit eget sprog
Kvinden bliver nødt til at gå.