Ser mig vågne lidt i seks med kjole
og knæstrømper på og rejse mig som en søvngænger i en luftning
båret ind fra gården med kragers og skovduers forkyndelse
som et pust af alle tings navnløse anerække,
mens jeg søvndrukken slukker lys, tisser og kigger i spejlet
hvor en kvinde, en sjælden gang smuk, kigger søvnigt tilbage
og tænker, så er det nu, det er nu, jeg skal skrive det digt,
for derefter at sætte hårdt vand over til te,
fordi der er ikke mere kaffe,
og sidde i det åbne vindue med krus og en smøg, trusseløs
som en der faldt i søvn midt i det hele
med udsigt til naboens morgenfruer i knop,
genboens hæk i gyldent brusebad af to morgenstive ynglinge,
skrigende fugle i flugt under skydækket,
byens lastbiler vågner i kor, noget nærmer sig og ikke det mindste
ord vil fravristes en mening med noget,
der ikke er mere end det øjnene ser og kirkeklokken, der ringer
en dag til syne i endnu et døgn rustet med årtusinders søvn, så
jeg bliver nødt til at sove lidt, bare lidt igen – og vågne uden tøj
og med skisokker på fordi fødderne så nemt bliver kolde
når tiden går så langsomt som ikke andet end sig selv
og en puls i det hvilende hav, der strækker sig vågnet omkring en pige,
der ryger en cigaret i gården mens naboen har gæster på terrassen
og der er stadig en smule sol over min bænk og mit bord
slidt ind til årerne, de nærmeste vidner til flere års opvågninger
en mikrometer fjernere søvnen,
hver gang lidt tættere på at gennemskue drømmen, jeg finder mig i
irritation over støjen fra selskabet men giver så fanden, for det haster
ikke, digtet haster ikke længere, det er til
og på vej i seng, da festen ender og digtet fortsætter
i natten forbi to levende lys og overboerne, der vælter sig så fejende
i kønnet at mit eget køn vågner, et langsomt roterende æg
i vinduet under månen i næ og solsorten lovsynger sin plads i arternes række.