hvad vil du, spørger hun
jeg går og ser på jer som om i er
heldige begyndelser. sammen venter vi på sneen. men huden er endnu stram, og fejlene kravler som fine sølvkræ mellem fingrene. håber skoven trækker jer ud af sig som
spættede voksne
nej, nu stiger solen virkelig på legepladsen, hvor månederne er passeret på forhånd, som at gennemleve et rum af ingenting, jeg har sat mig i alle positioner
(barnet måler sig)
(vi må vågne)
(pligten er ikke til diskussion)
nej, nu stiger solen virkelig på legepladsen, og hun fortæller om at gøre rent for penge
jeg græder i bilen, jeg
nej, nu stiger solen virkelig på legepladsen
længe gjorde jeg rent og passede børn for penge, siger hun. og nu sætter jeg mennesker i systemer, regler og mennesker
spørger: elsker du det, hun siger
gu gør jeg da ej
nej, nu stiger solen virkelig på en bustur fra south carolina til new york, ikke direkte naturligvis, men mindet er
ikke sammenhængende
fine sten, lille kæde af glimt,
børnene må ikke have smykker på udenfor. prøver alligevel at beholde dem om halsen og håndleddet, siger: mor gav mig dem
i morges
så opdeler vi døgnet i frihed og struktur, jeg lod A. beholde sin halskæde med månevedhæng
nej, nu
lad mig blive i det svævende felt
vi stopper med at føle arme og ben, så fingerspidser, så
nej, nu stiger den virkelig
muskler i anklen
glatter ud og bliver til
stop med at drømme, børn! nu skal i vågne, det er tid til at