Hentehår. Vedrørende det 20. århundredes historie. Forleden nedkom Robert Anker Frisk (fra Institut til Forskningsfremtid) via P3s iltre interviewer med en nyhed, der nær havde fået Gabriella Marquez Olsen til at tabe underkæben, hun fortabte sig med let strygejern løftet over stribet skjorte, mandens:
Færre mænd end nogensinde viser sig med hentehår. Og antallet falder. Stadig! Ifølge lægevidenskaben tyder intet på at hårtabet sætter ind hverken tidligere eller senere i livsforløbet end for en generation siden. Konklusionen er, at de pågældende mænd over en kam lader håret styne i jævn længde, mens deres morfædre, farfædre, oldefædre osv, i tilfælde af hårtab langt hyppigere lod håret vokse langt på udvalgte steder, i siden eller i nakken, for via en rationel reorganisering af tjavserne at dække de mere eller mindre skaldede områder, idet forskellige typer af duftevand fandt anvendelse under ofte fortvivlede forsøg på at holde hårene fast på hovedskallens bund.
Skønt adskillige kulturelle aspekter kan inddrages i forklaringen på sub-modefænomenets hendøen (inklusive kirurgernes knive), har forskningschefen ladet forstå, at der ingen tvivl er om udviklingens æstetisk og industrielt betingede hovedårsag, et sindbillede på selve vor tidsalder, som Robert Anker Frisk anfører med vindende smil i radioen efter at have fået ordet af den iltre; for i samme periode som den procentvise andel af mænd, der fremviser hentehår har været så drastisk for nedadgående, at fænomenet kan siges at være så godt som forsvundet, er salget af ikke mindst campingvogne steget markant. Idet der ingen grund er til at betvivle campingvognenes faktiske brug i forlængelse af deres formål, og idet der tages højde for det stigende antal udlandsrejser i de seneste årtier, kan det slås fast, at danske familier i nyere tid i stigende tal og omfang har nydt ophold på vore campingpladser, hvoraf hovedparten findes placeret ved klitter i nærheden af havet, hvor der ofte blæser en frisk vind.
Vedrørende ure. Kavaléruret bør ligge i en lomme, nærmere bestemt i en vestelomme. Det er let og elegant og knap så tæt og stødfast som lommeuret, som det tit forveksles med; lommeuret er mere robust. Lommeuret ligger typisk i en bukselomme uden risiko for at fnug og støv trænger ind under glasset, og er gerne prissat højere end kavaléruret, medmindre dette er af særlig fornem slags. Når armbåndsuret nævnes taler vi om et ur konstrueret således, at det lader sig spænde på armens nederste del (som regel den venstre), kaldet håndleddet. En fjerde type ur er stopuret, og skønt stopuret f.eks. hænger i en snor om halsen på visse sportstrænere, opbevares det principielt ikke noget særligt sted på kroppen, spændes ej heller fast på nogen særlig legemsdel, tværtimod, det holdes gerne i hånden. En særlig variant af stopuret (der normalt ikke holdes i hånden) ses i køkkenet, hvor det anvendes ved alm. madlavning, idet tidsfaktoren her ofte spiller en betydelig rolle. Denne type ur har intet af skaffe med et såkaldt køkkenur, hvormed menes et større ur beregnet til at hænge (i sjældnere tilfælde stå), i et køkken. I forhold til stopuret er køkkenuret især anvendeligt, når det drejer sig om aktiviteter over længere tidsspand i lokalet, det kan være større kulinariske forberedelser og udfoldelser før eventuelle middagsgæsters ankomst; det kan dreje sig om afslapning og/eller grublen siddende på køkkenstolen med kaffe/te/softdrink indenfor rækkevidde, læsende i avis, på tablet, gloende tv eller lignende, selv om tidens gang jo også på de elektroniske dimser lader sig aflæse minutiøst. Skønt det sandsynligvis er i stærkt aftagende brug, må vi ikke glemme stueuret, der fortrinsvis placeres hvor tiden står stille uden det mærkes.