Begivenhedshorisonten er den grænse, indenfor hvilken intet signal – end ikke lys – kan nå frem til den person, der observerer objektet. Et sort hul, for eksempel, har en begivenhedshorisont, og hvad der sker indenfor denne begivenhedshorisont, vil ingen nogensinde få at vide med sikkerhed, for eftersom absolut intet kan slippe fri af et sort huls gravitationsfelt, kan man heller ikke observere det. Hvad færre ved er, at Schwarzschild-radiussen (efter Martin Schwarzschild, 1912-1997), som et sort huls begivenhedshorisont mere korrekt bør benævnes, faktisk er en potentiel egenskab ved alle objekter med en masse. Schwarzschild-radiussen er den grænse, hvor undvigelseshastigheden fra et objekt er lig med lysets hastighed, hvis alt objektets masse er presset sammen i en sfære, der er mindre end sin egen Schwarzschild-radius.
Ligeledes forholder det sig med ja’er og nej’er. De kommer i en næsten uendelig række former. Som to af sprogets og livets grundenheder skulle man synes, de var enkle begreber at forholde sig til – som en transistors 1 eller 0, tændt eller slukket. Men sådan er det ikke. Ligesom med tyske bøjninger eller sneaks findes der et uendeligt antal undtagelser, biformer og udgaver; en til hvert humør, hver sindsstemning og hver en lejlighed. Varianterne er utallige, og kender man ikke til dem, er det som at være lukket ude af en klub, stå udenfor og stirre ind på et selskab gennem en rude, mens gæsterne sidder derinde og morer sig og vinker til dig, imens det ser ud som om, de siger ”Ja!” og ”Jah?” og ”Jaaa!”, og du ikke er sikker på, hvad de mener.
Oh yea, siger jeg. Oh yea! Oh yea! Det går godt! signalerer det, eller det skal det i hvert fald signalere – Oh yeeaa! Oh yea hvor det går godt! Jeg vil have det skal signalere hvor godt det går, og igen og igen tvinger jeg ordene ud af munden og kæmper i processen med ligesom at presse betydningen det går godt! ind i ordene igen – OH YEA! – ind i udråbet oh yea! For det er et udråb og jeg tvinger betydning ind i det som man tvinger luft ind i en fodbold eller syltetøj ind i en berliner.
På ethvert givent tidspunkt roterer Jorden om sig selv med en ækvatorialhastighed på 1.669,8 kilometer timen. På samme tid bevæger den sig med 107.278,87 kilometer i timen i sin bane rundt om Solen. Solen bevæger sig igen med svimlende 220 kilometer i sekundet eller 792.000 kilometer i timen rundt om vores galakses centrum. Mælkevejen er en del af en lokal gruppe af galakser, der bliver trukket med cirka 1,6 millioner kilometer i timen mod centrum af den galaktiske superhob Virgo, og Virgo på sin side falder med 22 millioner kilometer i timen mod en gravitationel anormalitet kaldet Norma-hoben, eller populært the Great Attractor, cirka 150 millioner lysår borte.
Jeg er thirty-something. Om en kort årrække vil jeg være forty-something. Jeg er borger. Jeg er forbruger. Med jævne mellemrum er jeg vælger. Gud forbyde, jeg nogensinde bliver bruger. Jeg er søgbar i offentlige registre på mit cpr-nummer, og sandsynligvis også i en række private. Jeg tilhører et højtuddannet, grønt over mod det blålige (ifølge minerva-modellen) segment med en let øget risiko for udvikling af alkoholisme, typisk i form af rødvin, og en stor prævalens af cigaretrygere samt, ironisk nok, en lav mortalitetsrate blandt 30 til 40-årige. Jeg stemmer overvejende enten Enhedslisten eller Radikale Venstre. Bliver jeg arbejdsløs senere i livet, vil sandsynligheden for, at jeg kommer i arbejde igen, være større end de af mine jævnaldrende med et tilsvarende uddannelsesniveau, der gennemgik et længere ledighedsforløb umiddelbart efter endt uddannelse, ligesom min gennemsnit årlige indkomst livet igennem også statistisk set vil være højere end deres. Jeg optræder i internetdatabaser som en række valg på søgemaskiner, der gør mig interesseret i ting som tilbud på Volkswagen-hjulkapsler, covers til androidtelefoner, landejendomme til salg, Ricky Gervais og Muscle i en flaske? fra Myspartanworkout.com (This Skjeldne Planten Oker Muskelmasse lovlig – Burde den be Forbudt? Klik her.).
Jeg står og stirrer ud i regnvejret og tænker, at sådan et regnvejr her, der lugter af asfalt og våd jord og mørke, og med trafiklys der skifter fra grønt til gult, til rødt til gult til grønt, uden at der nogensinde kommer nogen for at bremse eller holde eller køre videre med dæk der hvisker i vandet, det er perfekt. Jeg kunne gå ud i det og stå, og i det dråberne ramte mig med den hastighed, de havde opnået (for store dråber i normal, stratiform regn cirka 7,6 meter i sekundet), ville bittesmå stænk og vandmolekyler slå tilbage fra mødet med en overflade, og de stænk ville stå som en slags sky omkring mig, og inde bag den overflade, som dråberne ramte og stænkene slog tilbage fra og derved aftegnede, der kunne jeg sige: Her er jeg. Defineret i et tredimensionelt rum. Alt, der befinder sig inde bag denne overflade, det er mig.