Olympen
den røde brænding
gyldne støvhække spejlflettet i ord
når vilde vådsten glimter,
krænger hånden, stregen kæntrer
lad mig gennemhulle af barske korn,
formens mindre dele
lysforurening og månefnug
skygger for dets vene
set bag florlette miskesøjler
ukendt, vent, suk
Tavshed
tavse buxus sempervirens, lange lygter
vi slingrer ud ad mørket, forstadens eneste villavej
fortæl mig noget
hvad tænker du?
tomme stuer, fjernsynet er fortidens kamin
ligger der ensomme drenge på 1. sal? knuger de tøjdyr?
dækkene hungrer, asfalten runger
hvor er de trætte sjæle,
hver en forstyrrelse?
vi er begge atomtyve,
autonome myrer der cykler efter fuglenes næbkompas