01. elmelyparken, 2680 solrød
solen finder sjældent vej ind i elmelyparken; den bevæger sig i sin egen tid
de høje grå boligblokke af beton opfører sig nemlig skizofrent og lukker kun selektivt vind og vejr ind
det er næsten uforståeligt, at jeg er lykkedes med at give avalon noget, jeg ikke selv fik som barn
men jeg nærmer mig det umulige;
at skrive om min glemte barndom
om den fremtidige person, jeg aldrig blev
eller bliver
men det starter med et minde
det starter altid med et minde
et minde som ikke er mit, men som jeg har fortalt tilpas mange gange til, at jeg føler ejerskab over det
mor går for første gang tur i byen
hun forstår ikke, at for under én uge siden sprang bomberne om ørerne på hende
og hun mærker den danske sommerkulde i ansigtet og zoner ud
i takt med, at hun bliver vindblæst
men nu trækkes hun tilbage til virkeligheden; en sirene i det fjerne
en sirene som nærmer sig
mor kaster sig panisk ind i buskene mellem solrød centeret og gymnasiet
frygter i sit stille sind, at moralpolitiet er kommet for at anholde hende
hun har ikke dækket sit hår til
indtil det går op for hende, at hun ikke befinder sig i iran
men da er det for længst for sent,
hun har allerede tisset i bukserne
02. mahsa amini
det er historien, der gør forskellen siger ursula k. le guin
jeg har aldrig haft øjenkontakt med min far,
selv ikke da jeg landede på knæskallerne, og tog fra med ansigtet på det persiske tæppe
panikken i min rygsøjle
panikken i rygsøjlen er min historie
og i min historie er der ingen helte
i min historie hører ingen hjemme
ingen hører til
jeg ville ofre min midterste testikel for at opleve at høre til
følelsen af at høre til
i en alder af 36 oplever jeg det for første gang
på bertel thorvaldsens plads
mens jeg ser linjerne i skyerne
og løvens solopgang svaje i vinden
det er den første forårsdag og bidronningen er rejst til padova
og midt på pladsen bærer jeg den brune byrde med skam og stolthed
du kalder det medborgerskab
aydin soei kalder det modborgerskab
03. nye balancer
der er en særlig ensomhed ved ikke at have et sprog
hjemme hos os var der heller ingen latter
eller kram
og hvis det skete, blev jeg ligbleg
det var som noget gik igennem sjælen
et lys
og når han hoster i dag, lyder det som om, han kun gør det for at høre noget levende
ensomheden har ædt ham op indefra
og jeg skal være den gode historie, siger de
den der er kommet ud på den anden side
mønsterbryderen
arian, du er faktisk en af de gode
mens jeg læser om internaliseret racisme og undertrykkelse
du er værdifuld, hvis du er arbejdstager, siger de
det var hverken mor eller far
det er en illusion, at vi har en velfærdsstat, der fungerer for alle
men vi har lovet os det selv som samfund; bildt os det ind
men samfundskontrakten er brudt sammen, bjørn lomborg
naturen er et sprog, bjørn lomborg
kan du ikke læse hvad der står, bjørn lomborg?
uanset hvad de prøver at bilde sig ind, så ved de ikke, hvad hårdt er
det gør caspar eric
han tæller skridt
rationerer og doserer dem
han forstår det; han forstår alvoren
men ikke dig, danmark
knep dig selv med dine atombomber dine biblioteker er fyldt til randen med tårer
danmark, du er fucking farveblind
fuck dig at dit mundbind klør
fuck dig at irma lukker
min krop er farlig, når den har bestemt tøj på
hvad er din?
04. agher mubaraki
for mig var det at leve at vente
vente på den næste håndryg
nogle får stjernerne foræret og solnedgangene serveret
andre må nøjes med kopi-cola til særlige begivenheder
fredag efter skole og inden sfo bliver vi sendt i iranskskole
indtil vi ikke gjorde mere
tog fra solrød til hundige; 3 zoner med gult klippekort
jeg bliver udskammet af agher mubaraki for ikke at kunne iranske verber
hjem igen til aftensmad – og derefter direkte på hovedet i seng
du må ikke sove med strømper på – ellers bliver du blind, minder far mig om
siger hvem? svarer jeg
en gammel iransk tradition, hvisker mor
og så slutter weekenden og en ny uge starter
vi står op
vi spiser morgenmad på den dybe
ser smølferne, sonic eller mumitroldene
tv3, tv danmark, tv2
kanaler far har skaffet
cykler i skole
ankommer 7:30
venter i storrummet på at skoledagen går i gang
men den går ikke i gang for mig
for vi har kristendom i 1. lektion
det er jeg blevet trukket ud af
ikke fordi mine forældre har bedt om det, men fordi skolen bare går ud fra det
i mine frikvarterer tvinges jeg til at gå over i modtageklassen og agere tolk for amir
han er lige ankommet fra afghanistan han lyser op, da han hører mig tale farsi
så længe du ikke kan lege, kan du ligeså godt lægge dig til at dø
siger jeg til ham
hans ansigt ændrer karakter
ændrer kulør
amir bliver mobbet på den hvide mands skole
hans blik søger mit i håb om en hjælp, han aldrig vil få
han vil senere ende på telemarksgade, og optræde som en autofiktiv karakter i planen
05. estation
mit ordforråd er bredt, fordi min mors ikke er
grammatisk er jeg overlegen, fordi min far ikke er
de sætter e foran ord, der starter med s
kan ikke skelne mellem han og hun
synes og tror
du har gjort mig katastrofeparat
klar pirat start
står der på en bygning i nordhavn
som vi kan se fra lejligheden, du falder om i
og ikke besøger igen
06. yoghurt
hun er en afskyelig afskygning af alt jeg hader
hun ser på mens jeg bliver tæsket grøn, hvid og rød som det iranske flag
med det iranske flag
hun ser på
græder
hun står grædende i døren; skrigende i baggrunden
kærligheden til dem alle sammen er ikke engang hjemløs, for den har aldrig eksisteret
jeg har lyst til at flå hendes artiskokhjerte ud af brystet på hende
eller grave det ud med en ske
at vide hvad det rigtige er og ikke at gøre det, er mangel på mod
at vide hvad det rigtige er og ikke at gøre det, er mangel på mod
det sagde konfutse, konfucius, kong fuzi, kung fu-tze
men måske er det snarere et privilegium, at kunne det
07. mine sko er ikke af den her verden
jeg var altid i alarmberedskab; lyden når nøglen blev sat i døren
jeg vidste med eet om det var mor eller far, der var kommet hjem
fars måde at sætte nøglen i døren på var anderledes
der var ingen alliancer derhjemme, alle alene
far sover og ser fjernsyn, storebror spiller computer, mor er i køkkenet
jeg kan huske foruroligende lidt fra min barndom
altforglemmende
jeg aner ikke om mor havde sit hår sat op eller gik med det nede
om hun gik med neglelak, og om den var skallet af
eller om hun gik med enkle, klare eller lysende farver
men hun gik altid og tyssede på os
stilheden var altafgørende
far, måtte for alt i verden ikke vækkes
bjørnen sover
byen sover
hvem er det der tramper på min bro?
hvad betyder det for sommerfuglen at?
jeg hørte musik på værelset og transskriberede teksterne i mit blå kladdehæfte fra skolen
volumen næsten på nul
blink-182, live; the distance to here, throwing copper
nu kalder mor
der er mad –
det hører til sjældenhederne, at vi alle 4 er omkring bordet
fars adamsæble er absurd abnormt og astronomisk
kinden opsvulmet under måltiderne
som en hamster, som var der ingen i morgen
der er én admiral herhjemme og han sidder lige der og spiser så fucking klamt