Mette Norrie: Steder at forsvinde i september

1.

Du kan gå helt ud til mågerne på molen; vente på at de vænner sig så meget til dig at de langsomt vil placere sig én efter én, på dit hoved, dine skuldre og langs dine arme hvis du spreder dem som vinger til deres egne til sidst vil lægge sig som skygger over dit blik.
 
 
2.

Der er det her museum ingen besøger længere, dér kunne du blive kustode, gå og støve montre af og få en uniform et par størrelser for stor så du kunne gemme din krop som en gave ingen har ønsket, men kunne modtage med mild forundring, som pludselig sne i april.
 
 
3.

Du kan tage toget til endestationen og blive der en hel dag. Du kan gå gennem centeret der vil være lukket på nær kiosken, solariet, og værtshuset med de brune ruder, og mens du står på torvet mellem den uformelige granitskulptur og de sirligt plantede blomsterbede og vejer mulighederne mod hinanden, vil du allerede have bevæget dig ind i en anden zone.
 
 
 

Simon Holm Pedersen: To tekster

Før eller siden før det

Presset ind ad som kun mine øjne kan være det, når de ramte luftens modstand og vibrerer som dug på et påfugleøje. Jeg kommer til at læne mig op ad vinden. Den kan bære det.
Presset sammen som kun et molekyle kan være det, bliver jeg bange for at gå på toilettet og svedte, for jeg mister altafgørende dråber og svandt ind dagen før dagen.
Spyttet på som kun en sko kan være det, hvis det er det den var og remmet op af huden på en selvdød ko før eller siden før det:
så vågen som kun en insomniramt har været det, og jeg vågede stædig når mit liv lige er begyndt, jeg er voksen i går og min hals er pink før den var grå, jeg vil engang i fortiden danse i en akrobatisk udlejningsejendom før eller siden før det:
så registrerende som kun et kamera kunne have være det, så det skråler i gavlen over gadetumult, jeg vidste jo ikke hvor linsen er, den var bag dig og oftere i panden. Malene kommer hjem i går. Berlin var der, hvor hun bor. Det meste af tiden. Hun har også været den jeg elsker før eller siden før det står der:
stimlet sammen som kun folk kan være det, kunne dagen have smilt med en mund, der vil flyde over af pus eller folk eller pus eller folk og engang kender jeg deres navne, for i forgårs læser jeg dem på blanke skærme, du kunne ikke have vidst, hvad deres navne kan være før eller siden
før det:
så krænget indad som kun en pels kan være det, for at passe på os, de katte der har boet i undergrunden, hvis den til den tid bygges, og det kunne jeg aldrig have lovet, for det blev i et samfund i vækst, at jeg har hylet højere for at ligne dig ude af min pels før eller siden før det:
så komprimeret som kun en black box er det, når den vil skrige så patetisk fordi flyet kan have været et overgreb på himlen, det er vigtigt at du spørger om jeg er sur for det finder jeg ud af fremtiden, hvor hvert hulrum er blevet penetreret mellem linjerne på siden eller siden før det:
så koncentreret som hadet til belysningen, der sætter hele gaden i et forkvaklet skær, og jeg kan have set sexforbrydere oppe på byens tage, vi kan så sige at det var her det starter i fjor måske fordi jeg ved hvad der er sket om føje år hvor jeg stråler om kap med de pædofile, der red byens tage som marer, hugger i siden eller siden før det:
presset sammen som kun en funktionssvigtet ubåd, hvis periskop var en tentakel før det bliver en slibesten, der æder sine gnister, og luften er blevet tændt, jeg var rund og tosset i morgen, nye tider, solen sagde hej og stænker mig engang til med dug fra dens indfaldne øjne.
 
 
 
 
 
 
 
Bror (uddrag)

På den anden side af Nymindegab Kro ligger fjorden og på den anden side af den ligger lyngen og på den anden side af den ligger klitterne og på den anden side af dem ligger vesterhavet, som du ikke har set i årevis. Jeg møder dig på havestien foran huset, hvad enten du er der eller ej, vi kan møde hinanden igen og igen og jeg kan se mig selv give dig et knus, stift og knudret som det kastanjetræ, der står i haven. Jeg prøver at huske det hele.

Situationerne vender tilbage som fugle, for de er dumme maskiner, der snurrer om deres egen akse. Når stæren sidder i kastanjetræet igen, sidder den der nøjagtig som sidste år. Du ligger på sofaen, du lægger dig igen og igen, du har lagt dér i fire år. Værelset er udvisket, men jeg ved hvad du laver. Du ligger og ser på tingene. På loftet. Du kigger på georginen i krukken og det er den samme plante, men et nyt lys gør sig gældende og kigger tilbage på dig. Denne gang set fra en anden vinkel. Georginen ser på dig, fordi du ser på den. De gule, behårede stængler, der bøjer sig over pupillen. Stænglerne knækker og spreder sig som små celler, der dykker ind og ud af syne. De er små stykker af situationer, der ikke kan finde sted.

Jeg kommer til dig igen og spørger: “Hvad er der galt med dig?” Du var her lige før. Men det er ikke dét, jeg siger. Jeg siger:

Vi løber rundt på pløjemarken. Miniatureheste. Vi galopperer ud mod vindmøllerne. Bag os er gården og maskinhuset. Det tårner sig op. Det fylder. Alene gavlen er en verden i sig selv. Det er hvad vi er. Jord på vores gummistøvler. Vi er bare her og vi ser sådan ud. Det er noget vrøvl. Vi har ikke en skid til fælles med det her land. Der er det her jord og den her mark, men det kommer ikke os ved. Vi galopperer, men det er ikke noget særligt. Du siger, vi løber på luften, men du er åndssvag. Du løber så hurtigt, at du falder forover med ansigtet ned i en plovfure. Det ene øjeblik står du op, det næste ligger du ubevægelig. Du vågner op af jorden og lægger dig på ryggen med våd muld i hele hovedet. Det har mønstre, som ellers kun ses i kaffefiltre, hvor jeg kan ane noget, der minder om et ansigt. Øjne og munde. Jeg tager selvfølgelig fejl. Det er fordybninger. Et smil kan være en af en række ensartede riller, hvor den ene ikke er mere smil end den anden, men trods alt er de der. Du gnider dine kinder og jorden bliver et tyndt fernis. Tværet ud over dine kinder og kæber, presset ned i den ene pore efter den anden, uden nogen hensyn, uden at holde igen. Det er sådan du gør. Du forvandler dig, men du er gal på den.

Det er dig og mig. Det har jeg vist sagt før. Vi kommer ind i mørket med lommelygter og løber forvirret rundt i haven. Træerne klynger sig til huset, som nu er en lodden bikube. Det er forvirrende fordi vi er forvirrede. Vi har helt glemt, at der er et telt. Det er derfor jeg et kort øjeblik mister orienteringen. Nu står jeg her. Du kigger, omtrent sort, over på mig. Det er bare et øjeblik. Det er helt umuligt. Det er en sprække i huden, hvor en dråbe klar væske pibler ud. Det var her, du ikke var min bror, det var her, jeg ikke var i haven, det var her, jeg ikke havde en lommelygte i hånden. Huden lukker sig igen. Det er sådan jeg har det, når jeg kigger på dig. Jeg aner ikke hvad det handler om. Hvor fanden skulle jeg vide det fra. Så jeg kalder dig ‘neger’ og går ind.

Far kommer ud ad døren og giver et sammendrag af alt hvad han nogensinde har sagt til os. Vi kan ikke huske det, men vi kender hvert et ord, hver en pause, hver en betoning, hver udtrækning, hver misforstået bøjning, hver afbidte endelse, hver ‘og det’, der binder den mildt fornøjede monolog sammen. Vi våger over detaljerne i hans hæse latter, der mere er et ryk end en lyd. Rykket er det vi har. Hvad han mener, har vi aldrig fået at vide. Det er altsammen så enerverende. Vi er nåle på den åbne Richterskala. Der er ikke noget maksimum, noget minimum. Vi koncentrerer os. Vi venter på udsving der sjældent sker. Vi vil have action. Det hele ville være normalt, hvis det var mere uberegneligt. På et tidspunkt må den der lavstammede krop slå ud som hidsig allergi. Jeg har sagt til dig, at far er gal i hovedet, og Emil fra min klasse giver mig ret. Hans far råber af ham. Han er gal.

Vi kører fars Corolla, ned ad endnu en vej.
Jeg stikker hånden ud af vinduet, og den bliver ramt af noget.
Måske et insekt.
Punktet på min kno, hvor det ramte, mærker jeg, men der er ikke noget slim. Noget blod.
Der mangler et bevis.
”Den her tur er den samme hver eneste gang,” siger jeg og du ryster på hovedet. Det er noget nyt for mig at stikke armen ud på den måde. Du drejer af og vi er på vej ind i plantagen.
 
 
 

Torben Munksgaard: Skriftsteder

(Opskrift)

Digtet skriver jo ikke sig selv:
Det begynder med hende i hvidt:
Hun elsker jo ikke sig selv:
Jeg læner mig ind over papiret:
 
 
 
 
(Overskrift)

At skrive med livets langsommelighed,
lade det langvarige florere mellem fingrene,
hverdagenes triste evindelighed, nætternes migræne,
og derefter holde en pause, som om en masse var sket,
og gå ud og sætte hårdt vand
over til sort kaffe, så stå og tænke næsten ingenting,
høre tankernes små spøgelser åbne munden
og hviske hjem og hjem og hjem igen og intet andet
og lade natten gå sådan over med inciterende,
vanskabte væsners fantasiløse opfindelser af noget nyt
de døber dagen og med held får gennemført
indtil jeg er så træt af alt det nye at jeg falder tilbage
i den gamle natmekanik med måne og mareridt og master på skibe,
sådan skal det nok gå, over og ud i det blå,
et hav der er navngivet efter de ukendtes indavlede afkom
i branderter hvor de har glemt alt, selv deres egne navne
og ansigtstræk i spejlet, spejlet der staver alt bagfra og ser alt forfra,
hvor ingen aldrig er dig og alt er mig,
og som også går i sort, når natten visker os ud med søvnens skonnert
der bærer dit navn og min last og kæntrer
så snart nogen spreder et rygte om storm eller værre endnu:
Genopstandelse fra de døde lige når vi ligger så godt.
 
 
 
 
(Underskrift)

Så sidder du i en taxa, sidder du
dagene står stive i kulden uden for
Rigshospitalets kummefrysere, du
har rettet mine erindringer til fejl
og mine årstal til antal
hjerteanfald på en aften, en nøgen
elpæres pendul svinger din skygge
famlende hen over gulvet, første, anden,
femte gear og hendes hastige flugt
fra noget så voldsomt ligegyldigt som
et kys, et lys er ligegyldigt hvis ikke
gardinerne skyr mørket, hvis ikke padderne
skyder op af evolutionens sump og basker,
svaner over bæltet, en taxa der strømmer
i sekunder over timerne, nedsænker
et ord, to ord på papiret uden at det har
det mindste med et digt at gøre, uden
det mindste, den mindste bevægelse
og dækkene skrider i svinget, hvidt
hvin i grøften, blikket i karrosseriet
hun sidder i en bus, i lige linje, udlever
tone efter tone i gulvets planker, koket
og nøgen som en palme, en Oscar
for bedste lys midt i lejligheden, there are no
stars in the city eller er der, kussen
en arkitekttegning af den afgrund vi kastede
mønter i for at ønske os levende døde, varslet
i vinden fra Blegdamsvej til ambulancerne
der styrter ind, den første sne og de hylende
ben der skridter gennem værelset, hendes
bryster der er nips som dukkestel, jeg sparer
mit blod til jeg skal bløde igennem metal,
jeg skal gå i lang tid og have landkort med mig,
plukke bær og æde jord,
hendes blik bowler gennem bilernes
lyskegler, forsvindende i Ydre Østerbros
havnelys og bæstet der ligger
på bunden af parkernes parkeringskældre står
i udkanten og vinker vildt, vi kysser
i munden på hinanden, bla, bla, bladre i tunger,
vi opdrager brystkasserne til ensomhed
og den slags spyd, lad mig vælte forover,
sejle i taxa, kæntre i taxa, omkomme i læder,
svæve i læder over muldjordens undergang.
 
 
 
 
(Afskrift)

Brosten nagler stederne fast hvor du står
opstår og drejer og drejer omkring, går
langsomt som en rolig puls bag øjnene på et blik
ud over hav og moler, ingenting i tusindvis,
og sandet, roligt som vådt sand går du
gennem gaderne mellem bygninger der er gule
som støvende, fygende sand og klitter, lyng
i en kradsende vind og blæst og sandet, vandet
der kruser og hårets modstand i huden, en sten
du slynger højt i vejret, røgen der kammer over
vandret som et blafrende slør, vinduerne
der spejler dit ansigt så svagt som en antydning
af et menneske du ikke kan se i sandet bag dig,
gaden er øde, ginerne bag ruderne svajer
i blæsten, vender de tomme blikke ud mod dig
mod et kirketårn der stejler ude over bølgerne
i regnbuernes tagvinduer, du standser og lægger
en hånd mod vinden, ginerne vil det samme som
de tavse fugle derude hvor blikket ikke kan nå,
bag vejret hvis der er noget, bag havet hvor
bunden bærer sten, tang, gæller og det hvide brus
der skummer i kjolernes flæser, en mund så tavs
som hænderne for enden af afhuggede arme i
lommerne på lidt regn, lidt regn mon, vestover
driver skyerne, vindens spor i sandet vrider
sig gennem marehalm og muslingeskaller, hegnspæle
uden hegn, dit ansigt i ruden, ginernes tomme blik,
kjolerne, de store blæsende kjoler, havets robe,
brostenene under fødderne, håret i vinden, en måge
der sejler i blæsten, stiger og falder, med rolige skridt
videre, mørket i gaderne, lyset i skyerne, gadelygterne,
lidt regn, støvede dråber i blæsten, havets vuggende
liv, de mørke flænger i skyerne, i bølgerne,
i erindringen, dine langsomme skridt, du går baglæns
vælter ind i ingenting bag dig, et menneske af glas
griber dig så langsomt som en rullende torden
skyller regnen ind over tagene, brusende springer
havet op og kysten af et ansigt bryder frem
på ruden af ginerne i blæstens susende kjoler, regnen
bryder ud alle vegne hvor øjnenes sten slog hul.
 
 
 
 
(Efterskrift)

Ingenting har ændret sig
jeg vil stadig lægge mig ind til dig og væmmes
ved verden, jeg vil stadig
bore min næse ind i dine armhuler og indånde
den jordslåede lugt af sved
og føle mig lykkelig nok en gang, en onsdag
solen suser som en bombe
mod jorden for at tilintetgøre os, vi sover så let
som ingenting.
 
 
 

Tore Ørnsbo: Uden titel

Tillad mig mine damer og herrer
at henlede deres opmærksomhed på det faktum
at vi egentlig ikke kender hinanden
et faktum som næppe vil forandres.

De kender til min barnagtige vane
med at sætte sig på stentrapper i syden
og dele smøger med de forbipasserende.
Men aner næppe at min nærmeste
mener min fysiske fremtoning
er at ligne med et havpattedyrs.

De kender til lyset som det falder
over min elskedes ryg.
Men er ikke bekendt med mit kolossale sovehjerte
indstillet til perfektion
af en jaloux schweizisk urmager.

De kender til de porøse sætninger
jeg lægger frem som en usikker flugtvej
for alt det som er ved at gå til grunde.
Men har ikke et kendskab
til min monstrøse selvtillid
der hænger ned
tung som en tredje nosse
og efterlader et temmelig arrogant indtryk
hos de fleste.

Om dem ved jeg kun at de kan læse
og momentvis vælger at rejse
med litteraturens tyste karat.

Jeg foreslår vi mødes der
og ellers ikke.
 
 
 

Caspar Eric Christensen: Tre digte

Du sagde at du ikke ville fortælle ‘det’ fordi du ikke ville miste mig og at du gerne ville ses i fremtiden og at du ville ringe til mig fra Berlin og jeg gik ned og åbnede min cykel og sagde om at miste mig at du var egoistisk og sagde om at du ville ringe til mig fra Berlin at det tror jeg ikke
 
jeg går ud og laver en smoothie med grøntsager
fra en brun pose der giver en fornemmelse af at være
‘en ok sympatisk person’
putter broccoli i smoothien og bønner i smoothien
og går ind på facebook og skriver om smoothien
og laver en chat-kategori til ‘venner jeg kan lide
som ikke kan lide mig’
og laver en chat-kategori til ‘venner jeg vil ødelægge’
og putter dig i chat-kategorien til ‘venner jeg vil ødelægge’
og smiler så mine læber er to parallelle linjer der aldrig mødes
og går ud og støvsuger hele lejligheden
og skriver en sms hvor der står ‘har puttet dig
i chat-kategorien til ‘venner jeg vil ødelægge”
der burde findes en applikation på telefoner
så man vidste når nogen åbnede de smser man sendte
jeg tænker alle øjeblikke er isolerede og afgrænsede
og at ideen om at ændre sig er ikke at ændre sig
i de øjeblikke jeg har haft det her sorte sæt på siden
kan ikke se porno med hvide unge kvinder/piger mere
at sige at man er en god skuespiller
er ideen om at andre ikke allerede spiller skuespil
jeg vil bygge en installation
af alle de ting jeg ‘ejer’ på gulvet
og lave ude-af-kontrol wrestling-moves
mod installationen af alle de ting jeg ‘ejer’
og rydde det op i en serie af afgrænsede
isolerede øjeblikke tænker på at huske
mine tragiske øjne til begravelsen når du er smuk
og alene i en kasse af træ jeg er alene
i en kasse af træ og sten og gips
jeg vil smadre en meget dyr glasrude
med min knytnæve imens jeg optager
det på min macbook og macbooken
vil ikke vide hvordan den skal reagere
men bare stå der og kigge og være ked af det
og ønske at den havde øjenlåg og være ked af det
 
 
 
 
 
 
 
tænker at ‘grime’ betyder snavset mens jeg tager en ‘Obey t-shirt’ på og tænker at jeg ville være en mere ‘interessant person’ hvis jeg havde flere sorte t-shirts
 
rød draculalæbestift
klumpede pletter på lagenet
jeg kalder det huden jeg kan kalde det jeg tænker på dig dagligt
og tænker ok ok ok ok i måske +40 minutter inden jeg tænker at ok
fylder for meget i min bevidsthed og tænker på badekarrets
kalkaftegninger og den kradsende lyd den snavsede lyd
dreng jeg prøver at være
swag jeg prøver at være dyster
banker hovedet mod vægge
banker ansigtet mod gamle tøjdyr i måske +40 minutter
jeg tager tøj af og tøj på til det synes autentisk
hvordan skal jeg være autentisk henslængt når jeg
tænker ting om f.eks at være autentisk
her hænger jeg så på blokke som altaner
som et kamæleonisk appendix
eller fra træer med et neutralt ansigtsudtryk
som et udskud ud mod gaderne
fra en byplanlagt periferi
drømmer om taktisk anbragte svævebaner
så er det altså sådan det føles
det her ansigt under en skimaske
jeg er ikke ny på det gulv på den scene
det er et problem at jeg kender så mange mennesker
der ikke kender tilbage
stirrer med våde øjne som et badedyr
mens byen sover det er ingen barneleg
jeg kradser i væggen jeg kalder huden
og siger undskyld til væggen
jeg kan kalde det jeg tænker på dig dagligt
at hoppe rundt i din lille spøgelseskrop
og lave små skulpturer af den den måde
du både findes og ikke findes
jeg vil putte flere sorte t-shirts i tøjbunken på gulvet
og tøjbunken vil føle sig glad og sige tak
og jeg vil kaste mig fra vindueskarmen i tøjbunken
der vil føle sig glad og sige tak
 
 
 
 
 
 
 
jeg ved ikke hvorfor jeg har lavet denne her skinnybitch jeg tror det er noget med at dreje rundt i et glas med isterninger
 
himlen kan være gul eller grøn
afhængigt af forskellige faktorer
jeg kan være forundret
over at agurker på den måde
kan dominere en smagsoplevelse
jeg kan godt se det ikke er ok
korset i vinduet stirrer på mig
vindueskorset virker indadvendt katatonisk
det hugger hovederne af de
to personer i ruden til de ikke er andet end et i i
der er noget ubehageligt ved
at vindueskorset er en uundgåelig konstruktion i i
vinduet og vindueskorset skammer sig
og jeg giver vindueskorset et kram
og vindueskorset er berøringsangst
og vindueskorset skammer sig
og jeg krammer vindueskorset så
jeg kan mærke at det giver en smule efter
og hvisker det er ok og er lige ved
at vælte min skinnybitch ud af vinduet
ud i den gule farve og agurken
vil lande på den ene side og føle sig mystisk interessant
og asfalten vil smage af agurk og det vil være ok
og vindueskorset drømmer om at følge efter agurken
og drømmer om at skate og købe en is
 
 
 

Line Toftsø: To digte

              *
 
 
 
jeg ser: fingermuskel
jeg ser: salamander, og altid i 2:1
det undrer mig hvordan den udfylder
sin størrelse
som om den er en forstørrelse og en halvering af tid på én gang

lille er en forhåbning og
forskrækkelse hvisker sirlighed og puster i græs der forsvinder i forstørrelse
som at gå baglæns
 
 
 
 
 
 
              *
 
 
 
gummi vibrerer
og dis er hvid som dis som støv og
alle bliver til støv
og en slags dis som luft siver luft gummi. mine læber.

og fra damen på væggen: det blik. strengt.

måne og mandel
så hvid så hvid
hvor er hvid hvorfor er hvid så tidlig vis mig.
 
 
 

Julian Nielsen: To tekster

Det konkrete i majsmarker
 
En dag fra bagsædet af en bil sad jeg og kiggede ud på afsvedne majsmarker, ufærdige vandingsprojekter, forladte supermarkeder, dynger af skrald og kyllingefarme. Der sad jeg og tænkte på det absolut ikke særligt romantiske ved virkeligheden. Så blev jeg overvældet af en mærkelig kærlighed til det hele. Fordi det fandtes. Det er i det konkrete at kærligheden findes. Altså, jeg fik lyst til at hylde de tomme plastikflasker i vejkanten, de forladte velgørenhedsprojekter og de ubrugelige majsplanter. Jeg var tæt på at komme ti l at gå i seng med en majsplante. Eller. Med en som var i en majsskov. Så pludselig måtte jeg ud og gik fra ham, og jeg var rædselsslagen for at blive væk mellem alle de ens stængler, for aldrig at slippe ud. Men det var kærligheden til det konkrete i den uromantiske virkelighed jeg kom fra. Det danske sprog kan vrides og drejes og det skal det virkelig hvis det skal lade sig gøre at sige noget som helst fornuftigt. Der var nogen der skrev at fugten var som et firben eller noget i den stil. Det er et modigt billede men også underligt forceret. Fugten er mest bare en våd dyne. Jeg sad på det bagsæde og kiggede ud på verden, og forelskede mig i dens trøstesløshed og ubarmhjertighed. Den overrasker stadig. Det er nok også det. Den overrasker selv i sine mest kedsommelige afkroge, parkeringspladser for eksempel, er noget af det kedeligste, men pludselig er man i en konkret parkeringskælder, og så stinker der af fisk og der bliver spillet helt overdrevet høj klassisk musik og lyst op med de ubehageligste lysstofrør for at holde narkomanerne væk og så er det spændende fordi det er ekstremt, fordi det kondenserer en masse ting, og hvor kommer fiskene fra under jorden og hvor mange steder har vi råd til at gøre uudholdelige for os selv.
 
 
 
 
 
 
 
Ting der kan ske mens man går rundt om en vulkansø
 
Der kan ske mange ting mens man går rundt om en vulkansø. Man taler, og ens skridt starter små stenskred som ebber ud i gruset på skrænten. Der er mest lidt forblæste lavbuske og tørre planter. Udsigt til luft og skyernes skygger på bjergene og dalene der fortoner sig i grønlilla lagdelinger. Man har lyst til at springe op og flyve ud over engene. Og man har lyst til at kaste sig ned i det grønne vand på den anden side. Krateret er fyldt op med vand som er grønt på grund af fosfat. I kanterne bobler det, det er en stadig en lille smule aktiv vulkan. På den måde er det ikke sikkert om søen overhoved har en bund. Måske er det en portal til jordens indre. Man er som viserne på et ur når man går rundt om en vulkansø, en gul og en rød vindjakke der bevæger sig langsomt rundt på en takket bjergskive. Det blæser og man kan næsten ikke høre hvad hinanden siger. Det er muligt at der bor uopdagede arter i det bundløse i søen. Eller at søen er forbundet til et underjordisk grottesystem som langsomt underminerer hele området. Der kan f.eks. bo selvlysende parasitter i den slags grotter. Der kan sikkert også bo andre ting. Kanternes boblen minder om mutationer. Ens blikke krydses hele tiden mellem de tomme luftlag og søens helt rolige overflade. Man taler måske egentlig ikke så meget. Man vikler sig ud af sine tanker og koncentrerer sig om ikke at snuble.