Christian de Groot-Poulsen: To digte

Puppe

Hver gang jeg kigger ud af ruden
ændrer hun formen på skyerne
til de venner hun tog ned i sin lomme

væggene på mit værelse
har hun gjort til talebobler
hvor vores samtaler
spytter i munden på hinanden

selv døren er blevet en gravsten
hvor hun har skrevet mit navn

alligevel ligger jeg trygt i min puppe
og kradser indersiden itu.
 
 
 
 
 
 
 
Under Isen

På søens bund snorker en fugl
talebobler mod bredden
i en af dem ligger hun
med melodier i stedet for hår
hver gang jeg skærer i isen
flytter boblen sig væk.
 
 
 

K-R-E-A: Dødsdømt birk

Barken var faldet af flere steder og lod træstubbens nøgne hud
udsætte for sol og mug. Stubben støttede hans benede bagdel
godt. Nuvel, lidt hård, men års slid havde formet den en smule
som en stol. Måske var det bare noget han bildte sig ind. Men
han sad behageligt her bagest i haven med udsigt til skovens
begyndelse. Stubben havde for mange år siden været et
voldeligt birketræ. Begge hans sønner var kastet ned fra træet
i deres forsøg på at beklatre dets glatte bark, gribe efter de
magre grene. Til sidst havde de ikke flere plastre, og så måtte
han fælde træet. Konen kunne heller ikke tåle birkepollen. Han
kunne nu godt lide det hvide træ. Det var en ensom ulv blandt
de andre træer. En outsider. Så aldeles anderledes. Træernes
permanente albino. Og han tappede birkesaft i foråret og nød
dens bløde sødme. Drengene og konen skulle ikke nyde noget.
Træsaft, fnøs de. De ville hellere have Fun. På engelsk betyder
funny underligt, funderede han. Nu var træets eneste fornøjelse
at støtte hans røv. Han kunne godt lide at sidde der og kigge
ind i skoven. Han kiggede ikke efter noget specielt. Engang i
mellem kom en nabo i vejen for udsigten. De luftede hund eller
løbetrænede og skulle så yderligere forstyrre med et venligt
nik og et ‘goddag’. Det ragede vel ikke dem, at han sad der på
privat grund og nød naturen. Kunne de ikke bare ignorere ham?
Hvad bildte de sig ind at lure ind over hans lavtgående hæk?
De kunne bare kigge lige ud kunne de. De skulle ikke forstyrre
ham i sin skovkigning. Det var en privatsag. Og en vigtig sag.
Åndedrættet blev langsomt, når han gjorde det. Maven spilede
sig helt ud af duften fra træerne og skovbrynet, blodet løb
langsommere i blodårerne, blev nærmest nedkølede, musklerne
slap taget i hinanden og lod tyngdekraften bære dem. Når en
fugl engang i mellem skræppede i grenene, skød han den med
sit luftgevær.

Emil Thorning Kamph: Elefant

Hvis jeg ville kunne du blive forelsket i mig.
Men jeg vælger at blive til en elefant i stedet og kommer til at trampe på dit hoved så det splatter ud. Med din hjernemasse tegner jeg verdens største hjerte på asfalten.
 
 
 

Iben Engelhardt Andersen: To digte

solen var sexet beskeden i dag
bleggul, dirrende genert
 
min festånde, mine skyldige hænder
oktoberkulden

oktoberkulden og min alt for lille samvittighed

bænken i parken, min festånde i dit ansigt

store hænder for enden af de bløde arme

litteraturarme siger du
så hemmelig med følelserne

hyklere siger jeg, hyklere som de
hænger langs kroppen og
solen kaster sig om bag husene
nu hvor jeg går hjem igen, indtager
hverdagen, klatopvask, små
dårlige drømme hvor jeg fx komplimenterer Hitler
for hans talegaver og knepper dig med alle mulige
instrumenter fra din berygtede sexkuffert
 
 
 
 

Jeg gider ikke have det sentimentalt med åh
 
Jeg gider ikke have det sentimentalt med åh
vores sang
vores lillebitte delesang, et intetanende pophit
en storladen raslen med hengiven- og nøgenhed
den indbildte tosomhed der ligger i
at have en sang
andre synger
jeg kigger tilfældige mennesker dybt i øjnene
de føler det er deres øjeblik, at mine blå øjne og
sangen rammer dem samtidig
i deres store liderlige øjne og deres
sentimentale ører
det er sandt, det er deres, de må få det + fisse
og alle de tatoverede mennesker
jeg har ladet kneppe mig siden dig
har nynnet så fint med på vores sang
alle sejlerne, trommeslagerne, filmfolkene
og dem i starten af tyverne
åh kneppet og nynnet
 
 
 
 

Rolf Sparre Johansson: Requiem

Han drikker Vestens flod af vin med sin
tunge på andres
ansigt med smitte af vene, kul En
helt rider på rotter i avisnatten
for at fjerne, se, militært slægtskab
Hvor er du nu? Jeg træner i
længsel
på trægudens ærinde, og Han blender
det velkendte, trygge, med sukker i glas
Læn dig tilbage i døden når
hvepse indtager mundhånd Dit var
eksemplarisk, hår, og
Trænet i sanitet spiller han på tandflygel,
spil
mens jeg knepper med en kuglepen i hans
mundhule Det
er verdens undergang nu og det eneste
han kan tænke på
er jord, luft Træk i min fletning, træk mig
for jeg er ligeglad med tal og korn, jeg
er
ligeglad med majs så giv mine kinder
vinger
Jeg vil drikke af havnebassinet, destruere
min i militært slægtskab

Noa Kjærsgaard Hansen: To digte

Vi har fløjet for længe
på vingerne
af elektriske storke

Et rustent foretagende
 
 
 
 
 
 
 
Huskeliste fredag
 
Spil trækbasun i et hav af tangenter,
lad som om hagl har vinger,
led voldsomt efter rav på glemte havelåger
kanonér i takt
åbn grænser eller
sæt ild til ild
nævn otte sjældne fisk, NU og
rens taget for savsmuld.
træk dig ud, læs dette højt
et par gange for dig selv
Aldrig, aldrig giv et marsvin coke på en mandag
 
 
 

Poul Høllund Jensen: To tekster

Solformørkelse
Uforklarlig for spurve
Ved solens comeback
en kvidren som ure
med nye batterier

 
 
 
 
 
 

En sjælden fugl
 
1.  akt : En flok ornitologer sidder før solopgang i et fugletårn med udsigt over en mose.
     De venter i spænding på at se en sjælden fugl, der netop er observeret på biotopen.

2.  akt : Et andet sted i skoven er hjemmeværnsfolk på natøvelse. De sniger sig frem iført
     camouflageuniform og skydevåben. Ved solopgang ser ornitologerne til deres store begejstring
     den sjældne fugl flyve langsomt henover mosen, da den til deres forfærdelse klapper vingerne
     sammen og styrter livløs til jorden, ramt af et riffelskud.

3.  akt : Hjemmeværnsfolkene kommer ind på pladsen ved fugletårnet. Der opstår
     skærmydsler mellem parterne; der skubbes, mases og råbes. Pludselig stivner alle. Den      anskudte fugl spjætter med benene, kommer op, slår med den ene vinge, tager højde på      mirakuløs vis og flakser ind ad et åbent vindue i fugletårnet. Med sort samvittighed stormer      hjemmeværnsfolkene op i tårnet. Ornitologerne gir tegn til hinanden og et øjeblik senere har de      boltet døren og skoddet vinduerne i tårnet.

4.  akt : Ornitologerne trækker sig tilbage i passende afstand, mens en lydoptagelse af
     den sjældne fugls skrig afspilles for de indespærrede hjemmeværnsfolk i uendelig sløjfe med
     ulidelig lydstyrke.
 
 
 
 
 
 

Peter Breum: Inventar II

her er en liste
 på den
  er noget af det
   for ikke at sige
    det meste af det
     jeg stadig
      kærer mig om:

 
         stier
          fjeldet
           gulnede papirbøger, med ukendte lugte og Ex Librismærker i kolofonerne
            mennesker, om hvem, det ikke overhovedet kan siges, at de er danskere
             spædbørn
              den jyske vestkyst, primært fordi, den får de der kan høre, til at holde kæft
               syrenbuske, summende med bier, en sensommerdag
                dig, fordi du er så smuk, ukendt og endnu stemmeløs
                 at gå fra alt det, andre finder uundværligt
                  skovens hjerte, en nat uden frygt
                   den måde, dit ansigt forandrer sig på, når samfundet ikke er der
                    at rejse, smilende, for de fremtidige minders skyld
                     langsomheden
                      køligt sand, under varme, trætte fødder, hen under aften, i Thy
                       jetflyene, tavst og højt, på en blå himmel, for 30 år siden
                        den måde, hvormed liv og død omfavner hinanden, igen, derude
                         nyere norsk litteratur
                          Laphroiag i lommelærke
                           søvnen, på skibe af træ
                            at glemme alt det, der ikke er værd, at vide
                             at lade tilfældigt fællesskab fra vejen, være fællesskab nok
                              den tur, tværs igennem Europa, jeg endnu ikke har foretaget mig
                               sjælen, når den ikke er et byttedyr
                                ødemarken
                                 at spise ørred, frisk, fra højtliggende vand
                                  sprog, jeg ikke forstår det mindste af
                                   elge
                                    banegårde
                                     ordet ‘horisont’
                                      at vågne, sammen med lyset, uden ur
                                       varder
                                        at fryse, fordi der er koldt, og tøjet er vådt, indtil målet nås
                                         kærligheden, ubundet, af alt det andet
                                          tavsheden
                                           kaffe, til stiv krop, tidligt, sammen med hjortene, i morgendugget skov
                                            at se op til stjernerne, de rigtige, så langt fra byerne, som muligt
                                             ægte lykke, ikke en tanke, men en naturlig følge, af at være der, nu
                                              nomader
                                               sjælen der græder tusindårstårer, når den fyldes, af nye syn
                                                de mennesker, man kun møder, én eneste gang
                                                 at tænde et gudløst lys, i et forladt kapel, højest på en ø
                                                  friheden